Hvis du er over 18 år og har bipolar lidelse, kan du blive henvist til Klinik for Bipolar Sygdom i Skejby.

Om klinikken

I Klinik for Bipolar Sygdom i Skejby udreder og behandler vi dig, der er over 18 år for:

For at starte i et forløb hos os skal du have en henvisning fra enten:

  • Din egen læge
  • En vagtlæge
  • En privatpraktiserende psykiater.

Dit forløb hos os foregår uden indlæggelse. Når du kommer ind til os, kan du møde:

  • Læger
  • Sygeplejersker
  • Psykologer
  • En fysioterapeut
  • En socialrådgiver
  • Lægesekretærer.

Vi er et uddannelsessted, så kan også forvente at møde elever, studerende og praktikanter hos os.

Hvis du er nydiagnosticeret med bipolar lidelse, vil du blive tilbudt det 2-årige intensive forløb "TIBIS" (Tidlig Indsats for BIpolar Sygdom).

Dit besøg

Når du har fået en henvisning, indkalder vi dig til en indledende samtale med en psykolog. Du modtager indkaldelsesbrevet i din e-Boks.

Til samtalen taler vi om:

  • hvordan du har det, og hvilke symptomer du oplever
  • dit forløb op til, at du er blevet henvist til os
  • fysiske symptomer eller sygdomme
  • dine forventninger til behandlingen.

Samtalen varer som regel 1½ time. Vi anbefaler, at du har en pårørende med, hvis du har mulighed for det. De kan støtte, lytte og bidrage til din behandling.

Vi vurderer ud fra samtalen, om du kan starte i behandling hos os. Der kan være behov for flere undersøgende samtaler, før vi stille din diagnosen og tilbyde dig den rette behandling.

I mange tilfælde kan vi tilbyde dig et forløb. Et forløb kan være af kortere eller længere varighed. Det kan dog også være, at det ikke er relevant for dig at komme i behandling hos os. Her rådgiver vi din egen læge om dit videre forløb.

Din behandling

Vi starter din behandling, hvis vi vurderer, at et forløb hos os er det rette for dig. Du får en behandlingsansvarlig læge og en primærbehandler, der enten er sygeplejerske eller psykolog. De følger dig gennem dit behandlingsforløb.

Vi samarbejder med dig - og gerne dine pårørende - om, hvilken behandling der er den rigtige for dig. Vi skriver det ind i en behandlingsplan, som du får udleveret eller tilsendt. Vi aftaler også nogle konkrete mål for din behandling og justerer planen sammen senere efter behov.

Det kan ske, at der viser sig tegn på andre psykiske lidelser end bipolar lidelse under behandlingen. I disse tilfælde tilbyder vi dig yderligere udredning.

Din behandling kan bestå af:

Samtaler

Vi vejleder og støtter dig i dine individuelle samtaler, både i forhold til din sygdom og dit hverdagsliv. Desuden følger vi op på, hvordan din medicin virker og hvilker bivirkninger du har.

Ofte er det relevant at inddrage dine pårørende i samtalerne, men kun hvis du ønsker det.

Det er også muligt at få hjælp med din kontakt til kommunen eller andre offentlige myndigheder.

Medicin

Dit tilbud om medicin for bipolar lidelse afhænger bl.a. af:

  • Din aktuelle tilstand
  • Dine evt. fysiske sygdomme
  • Dine evt. tidligere erfaringer med medicin.

Den medicinske behandling dæmper dine maniske og depressive symptomer og forebygger, at symptomerne vender tilbage.

En del medicin kræver, at du får taget blodprøver og EKG med jævne mellemrum.

Psykoterapi

I psykoterapi fokuserer vi på særlige psykologiske temaer, som hænger sammen med det at have bipolar lidelse. Det kan f.eks. være, at du:

  • stiller for høje krav til dig selv
  • har problemer med selvværd
  • har udfordringer med at acceptere din sygdom.

Vi vurderer, om vi kan tilbyde dig psykoterapi.

Vi vil gerne inddrage dine pårørende

Dine pårørende kan være vigtige, når vi skal finde ud af, hvordan vi giver dig den bedste behandling. Vores erfaring er, at din sygdom også påvirker deres liv og samliv med dig.

Vi vil derfor gerne inddrage dem i din behandling og invitere dem med til dine samtaler. Vi kan også tilbyde dine pårørende samtaler alene. Vi inddrager dem kun, hvis du giver samtykke til det.

Når din behandling hos os slutter

Vi taler løbende med dig om, hvordan det går med din behandling. Vi taler også om, hvordan det skal foregå, når dit forløb hos os er færdigt.

Ofte vil du have behov for opfølgende behandling et andet sted, når dit forløb slutter. Det kan f.eks. være:

  • Hos din egen læge
  • I et kommunalt tilbud.

Du kan også altid søge råd og vejledning hos forskellige organisationer for patienter og pårørende.

Hvis du har tanker om selvmord

Det er almindeligt at have selvmordstanker i perioder, når du har bipolar lidelse. Din behandler hjælper dig med at:

  • forstå, hvad tankerne handler om
  • finde en anden vej ud af problemerne
  • lave en liste over, hvad du kan gøre, hvis du får selvmordstanker.

Det er meget vigtigt, at du fortæller os om dine selvmordstanker, så vi kan hjælpe dig.

Du kan læse mere om selvmordstanker her.

Se her, hvem du kan kontakte hvis du har akut brug for hjælp.

Særligt tilbud til gravide

Der er øget risiko for, at depressive eller maniske symptomer blusser op under din graviditet og den første tid efter fødslen.

Er du gravid eller ønsker at blive det, anbefaler vi, at du bliver henvist til rådgivning og behandling ved Klinik for Bipolar Sygdom. Det vil ofte også være relevant for dig at blive henvist til Team for sårbare gravide.

Vi kan samarbejde med fødselslæger og fødeafdelingen under dit forløb. Sammen vurderer vi, om du har behov for støtte under din graviditet og/eller efter fødsel. Vi tilbyder også dig og din partner, at I kan få familiesamtale eller blive henvist til Team for Spædbarnspsykiatri.

Patientvejledninger

I klinikken har vi udarbejdet information om undersøgelser og behandlinger samt vejledninger inden for relevante emner. 

Til pårørende

Som pårørende kan du være en vigtig person. Du kan være en støtte for patienten og er en vigtig ressource og samarbejdspartner for personalet, fordi du:

  • har stor viden om vedkommende, der er i behandling
  • ved, hvad der er gået forud for kontakten til Psykiatrien
  • ved, hvordan patienten er som person – både i gode og dårlige perioder
  • ved, hvor længe symptomerne har været der, og måske hvad der kan virke dæmpende eller kan fremprovokere en forværring
  • ved, om der er noget særligt i patientens liv, som vi skal være opmærksomme på.

Samtidig har vi selvfølgelig respekt for dig, dine ressourcer og den situation, du som pårørende står i.

Vi kan kun inddrage dig i behandlingen, hvis patienten giver samtykke til det. Hvis der ikke er samtykke, vil vi gerne hjælpe og rådgive dig som pårørende på et generelt plan.

Læs mere om psykiatriens tilbud og informationer til pårørende her.

Pårørende til en patient med selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte en del af en depression. Det bedste, du kan gøre, er som regel at lytte og tale om de svære tanker. Ofte kan det også være en stor hjælp bare at være sammen og støtte med praktiske ting i hverdagen.

Du kan læse mere om, hvordan du som pårørende kan hjælpe her.

Hvis du er bange for, at din pårørende vil gøre alvor af selvmordstankerne, bør vedkommende ikke være alene. Du kan også hjælpe med at kontakte egen læge eller vagtlægen. Du kan se her, hvem du kan kontakte ved akut behov for hjælp med selvmordstanker.

Børn som pårørende

Det kan være svært for børn og unge at forstå, hvad der sker, når de har en forælder med psykisk sygdom. 

Vi tilbyder familiesamtaler til patienter, der har børn under 18 år. Her støtter vi dialogen mellem forældre og børn og taler om, hvordan sygdommen påvirker hver enkelt i familien.

Det hele foregår i et sprog, som passer til barnets alder.

Find vej

Adresse og kort

Klik på billedet for at se vores interaktive oversigtskort med parkeringsmuligheder (via www.m.rm.dk)

Aarhus Universitetshospital Psykiatrien

Palle Juul-Jensens Boulevard 175, Indgang K

8200 Aarhus N

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Kontakt

Telefon

7847 2300

Telefontid

Mandag: Kl. 8-15.30

Tirsdag: Kl. 8-17

Onsdag: Kl. 8-17

Torsdag: Kl. 8-15.30

Fredag: Kl. 8-15

Send mail via borger.dk

Adresse

Klinik for Bipolar Sygdom

Afdeling for Depression og Angst

Aarhus Universitetshospital Psykiatrien

Palle Juul Jensens Boulevard 175, Indgang K

8200 Aarhus N

Akut hjælp

Se hvem du kan kontakte, hvis du har akut brug for hjælp