Fysioterapi
Du har mulighed for at få fysioterapi som en del af din indlæggelse eller dit forløb i en klinik i Afdeling for Depression og Angst.
Om fysioterapi i Afdeling for Depression og Angst
Hvis du er patient i Afdeling for Depression og Angst, kan du få fysioterapeutisk udredning og behandling. I udredningen vil vi:
- spørge ind til dine kropslige gener, mestringsstrategier og dit fysiske aktivitetsniveau
- vurdere dit funktionsniveau, dvs. hvad du kan rent fysisk og hvilke udfordringer du evt. har.
Udredningen er grundlaget for den fysioterapeutiske behandling, som vi tilpasser dig og dine udfordringer. Behandlingen kan foregå både individuelt og i grupper.
Vi deler vores psykiatriske fysioterapeutiske behandling ind i:
- Kropsterapi
- Fysisk aktivitet og træning
- Somatisk fysioterapi
Vores fysioterapi er både for dig, der er indlagt i et sengeafsnit og dig, der er i behandling uden indlæggelse.
Kropsterapi
Vores kropsterapi hjælper dig med at:
- blive opmærksom på din krop
- gøre dig mere afslappet
- mindske stress- og angstniveau
- lindre smerter og ubehag
- styrke kropslige ressourcer.
Terapien kan f.eks. være:
- Opmærksomhedsøvelser
- Åndedrætsøvelser
- Massage
- Angstdæmpende og beroligende teknikker
- Øvelser som frigør åndedrættet og dine bevægelser
- Kropslige redskaber til at håndtere din aggression og selvdestruktive impulser.
Fysisk aktivitet og træning
Vi har desuden et træningscenter. Her instruerer og støtter vi din fysiske træning.
Fysisk aktivitet hjælper dig bl.a. med at:
- forebygge og behandle depression og livsstilssygdomme som bl.a. stress og manglende motion
- mindske anspændthed og angst
- forbedre din søvn
- styrke dine krop.
Somatisk fysioterapi
Du kan også få fysioterapi, der er rettet mod forskellige fysiske lidelser. Det kalder vi for somatisk fysioterapi.
Du kan få tilbudt somatisk fysioterapi, hvis du er i behandling og:
- din somatiske problemstilling er tæt knyttet til din psykiske diagnose
- din psykiske lidelse gør, at du ikke kan modtage behandling andre steder.
Lydfiler
Vi har også en række lydfiler med øvelser, som du måske allerede kender fra din behandling. Du kan lytte til filerne herunder.
Hvis du vil gemme filerne, skal du klikke på nedenstående lydfiler.
Patientvejledninger
I klinikken har vi udarbejdet information om undersøgelser og behandlinger samt vejledninger inden for relevante emner.