Diagnosen autisme stilles på baggrund af:

• interview
• observationer
• psykiatrisk vurdering
• lægeundersøgelse. 

Selvom der er mange screeningsredskaber for autisme, kan ingen bruges alene til at stille en sikker diagnose.

Diagnosen kan stilles, når en person har en adfærd, som falder indenfor de tre autistiske træk:

• afvigende socialt samspil
• afvigende social kommunikation
• begrænset, stereotypt og repetitivt repertoire af interesser og aktiviteter.

Vanskelighederne skal desuden påvirke personen i alle situationer. De anvendte kriterier giver relativt sikre og entydige diagnoser.

Man skal huske på, at symptomerne er en beskrivelse af adfærd. De er ikke en beskrivelse af hele personen.

Det er meget forskelligt, hvordan autisme kommer til udtryk. De enkelte symptomer kan variere. Tilsvarende varierer sværhedsgraden af symptomerne. Symptomerne påvirkes også af personens kognitive niveau, personlighed og sociale faktorer, som netværk.

Det betyder, at autisme kan ændre sig. Det kan fx ske, hvis omgivelserne skifter. Når personen med autisme får nye erfaringer, kan autismen også komme til udtryk på nye måder.

Der skal have været tegn på autisme i barndommen, for at der er tale om autisme. Derfor stilles diagnosen i de fleste tilfælde hos børn. Af og til stilles diagnosen dog først hos unge og voksne. Det kan der være flere grunde til. Den væsentligste er ændringen af diagnosesystemet i 1994. Her blev autismediagnosen bredere, og kom dermed til at inkludere flere.

Der kan også være andre årsager til, at diagnosen stilles sent. Det kan blandt andet være på grund af:

Diagnostic overshadowing

Det sker, at symptomerne på autisme forklares med en anden diagnose. Det kaldes diagnostic overshadowing. Det kan fx være ADHD, OCD eller angst.

Camouflage

Nogle formår at skjule deres udfordringer ved at imitere andres adfærd. Det kaldes camouflage. Det beskrives ofte som en meget energikrævende proces.

Op til 80% af dem, som får diagnosen autisme, har én eller flere andre psykiske og/eller fysiske sygdomme. Det er en specialistopgave at skræddersy en behandling, som både tager højde for autismen og andre sygdomme.

Nogle af de hyppigste tilstande, der ses sammen med autisme er:

• AD(H)D
• Angst
• Depression
• Tics/Tourette
• OCD
• Spiseforstyrrelser
• Søvnforstyrrelser
• Psykoser / herunder skizofreni
• Epilepsi
• Syns- og høreproblemer

Der er desuden en forhøjet risiko for selvmordstanker, selvmordsforsøg og selvmord.

Fordi personer med autisme har en større risiko for at udvikle andre sygdomme, er det vigtigt, at de kommer til regelmæssige helbredsundersøgelser.

Det kan være svært for personer med autisme selv at opdage og beskrive symptomer. Det kan vanskeliggøre udredning og behandling.

Derfor kan det være gavnligt, at man som menneske med autisme lærer at holde øje med sin egen trivsel. Det gælder både fysisk og mentalt. På den måde kan man reagere ved ændringer. Fx kan man notere sig, hvordan man har det med søvn, humør og praktiske opgaver, når man har det godt. Herefter kan man lave en plan for, hvad man gør, hvis man opdager, at man ikke trives.

For andre kan det private og professionelle netværk hjælpe med at aflæse symptomer og opdage ændringer i adfærd.

Når der opsøges hjælp, er det vigtigt at huske:

• personer med autisme kan have svært ved at beskrive symptomer for en behandler
• mennesker med autisme kan have svært ved at erindre egne oplevelser.