Har du ADHD er dit liv præget af en række psykiske symptomer. De kan give dig problemer med at fungere i dagligdagen.

ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Oversat til dansk betyder det, at man har problemer med at holde opmærksomheden og er hyperaktiv. Nogle specialister beskriver ADHD som en reguleringsforstyrrelse. Det vil sige, at man har svært ved at regulere tanker, følelser, handlinger og døgnrytme.

ADHD opstår i barndommen. Der er tre kernesymptomer:

• Forstyrrelser i opmærksomheden
  Betyder, at man har svært ved at planlægge og arbejde struktureret og vedholdende. Man har også let ved at blive distraheret af udefra- og indefrakommende stimuli. Det kan fx være tanker eller lyde. Man har også en tendens til at glemme aftaler og forlægge sine ting.
  
  
• Hyperaktivitet
  Viser sig ved en nærmest konstant ydre og indre uro. Man kan fx have svært ved at sidde stille selvom situationen kræver det. Eksempelvis til et møde.
  
  
• Impulsivitet
  Kan vise sig ved uhensigtsmæssige, impulsive handlinger og ytringer. De kan have negative konsekvenser.

Der er flere sandsynlige årsager til, at man udvikler ADHD.  Især arvelige forhold spiller en stor rolle. Miljømæssige faktorer kan også medføre ADHD.

Arv

Tvillingestudier har vist, at ca. 80% af årsagerne til, at man udvikler ADHD har forbindelse til arv. Risikoen for at du udvikler ADHD er altså større, hvis du har forældre eller søskende med ADHD.

Miljø

Hvis moderen ryger eller drikker alkohol under sin graviditet, er der større risiko for, at det ufødte barn senere vil udvikle ADHD. På samme måde ser det ud til, at lav fødselsvægt også øger risikoen.

Iltmangel under fødslen og hjerneinfektioner i de første leveår kan sandsynligvis også være medvirkende årsager til ADHD. Belastninger som dødsfald, overgreb og mobning kan forværre symptomerne. Men de er formentlig ikke i sig selv årsag til symptomerne.

For at du kan få stillet diagnosen ADHD, skal følgende være opfyldt:

• Du oplever kriterierne, som er beskrevet under enten opmærksomhedsforstyrrelse eller hyperaktivitet/impulsivitet
• Nogle af symptomerne på hyperaktivitet og uopmærksomhed, har været til stede før du fyldte 7 år.
• Problemerne ses i flere sammenhænge (fx både på arbejde/i skolen og derhjemme)
• Der skal være klart bevis for, at du oplever betydelige problemer socialt, på din uddannelse eller dit arbejde.

Der er ikke anden årsag til dine symptomerne – som fx skizofreni eller angst.

ADHD er en klinisk diagnose. Det vil sige, at diagnosen stilles af din psykiater. Psykiateren har grundige samtaler med dig og dine pårørende. De bruges til at stille diagnosen. I samtalerne bliver der spurgt systematisk ind til hvilke symptomer og vanskeligheder, du har haft gennem livet.

I løbet af undersøgelsen bliver det vurderet, om disse symptomer har været til stede i både din barndom, ungdom og voksenalder. Det bliver også vurderet, om de har haft en sværhedsgrad, som opfylder kriterierne for at stille diagnosen. Ingen enkeltstående undersøgelse kan fastslå diagnosen.

Undersøgelsen skal afdække, om dine symptomer har været til stede siden barndommen. Derfor er der normalt også brug for dine pårørendes oplysninger. Derudover vil der ofte blive indhentet oplysninger om, hvordan din skoletid har været. Hvis du tidligere har fået lavet psykiatriske undersøgelser, kan de også bidrage til at stille diagnosen.

Fra forskning ved man, at især unge med ADHD ofte er tilbøjelige til at undervurdere deres egne vanskeligheder. Det er ofte først omkring 25-30-årsalderen, at man har et mere realistisk billede af sig selv, og hvad man kan. Derfor vil supplerende oplysninger fra pårørende og tidligere professionelle (eksempelvis praktiserende læge) være vigtige.

I undersøgelsen vil psykiateren også afdække, om du oplever symptomer, som ikke skyldes ADHD. Det kan fx være symptomer på depression eller angst. Psykiateren spørger også ind til fysiske symptomer.

Traditionelt har man inddelt ADHD i tre undertyper. De er baseret på tilstedeværelsen af kernesymptomerne:

• Den kombinerede type
  Har alle tre kernesymptomer
  
  
• Den primært opmærksomhedsforstyrrede type - også kaldet ADD
  Har problemer med at holde opmærksomheden men er ikke hyperaktiv
  
  
• Den primært hyperaktive/impulsive type
  Har hovedsageligt problemer med motorisk uro og impulsivitet

Omkring 85% af voksne med ADHD har den kombinerede type. Cirka 10% har den primært opmærksomhedsforstyrrede type og cirka 5% har den primært hyperaktive/impulsive type.

Det er dog vigtigt at vide, at man kan ændre type undervejs i sit liv. Man kan fx gå fra den kombinerede type som barn til den primært opmærksomhedsforstyrrede type som voksen.

At leve med ubehandlet ADHD medfører en betydelig forøget risiko for at udvikle andre sygdomme. Dels er der en øget risiko for at udvikle andre psykiske lidelser. Dels er der en øget risiko for at udvikle livsstilssygdomme. Det er bl.a. sygdomme forbundet med overvægt og rygning, fx sukkersyge og hjertesygdomme.

Mange har også kroniske slidskader efter mange års hårdt fysisk arbejde. Heldigvis er det ofte sådan, at følgesygdommenes alvor aftager, når man får behandling for sin ADHD.

Det er din kontaktperson i psykiatrien, der sammen med dig tager stilling til, hvordan din behandling skal tilrettelægges. Det sker på baggrund af en faglig vurdering samt i nogle tilfælde samtaler med læge eller psykolog.

Herunder skriver vi om forskellige behandlingsformer. Du vil ikke altid få tilbudt alle former for behandling. Medicin vil typisk være en central del af behandlingen.

For de fleste er ADHD noget, man skal leve med hele livet. Du kan dog sagtens opleve perioder, hvor du har det bedre end normalt. Tilsvarende kan der også være særligt vanskelige perioder. Det kan fx være, hvis du oplever mobning eller dødsfald i familien. 

Der er flere ting du kan gøre for at gøre din dagligdag lettere:

Husk din medicin

For at forebygge, at du får det dårligere, er det vigtigt, at du tager din medicin som aftalt. Når man har ADHD, kan der dog være en risiko for, at man glemmer at tage sin medicin. Det kan også være svært at opretholde struktur og rytme.

Oprethold en normal døgnrytme og en dagstruktur

Som voksen med ADHD kan du have brug for dagligt at anvende hjælpemidler og huskeregler til at strukturere dagligdagen.

Inddrag pårørende i behandlingen

Dine pårørende kan fx hjælpe dig med at huske medicin. De kan også være med til at opretholde struktur i din hverdag. Dine pårørende vil oftest være dem, der først ser ændringer i din adfærd og dit temperament. De kan ofte også være opmærksomme på, om en depression er under opsejling.

Lær din ADHD at kende

Modtag tilbud om undervisning.

Følg den medicinske behandling

Hold ikke op med medicin på egen hånd. Drøft det først med din læge.

Gør brug af din kontaktperson i psykiatrien

Tal med din læge, sygeplejerske eller psykolog.

Tal med dine nærmeste

Det er vigtigt, at du taler med dine pårørende om de vanskeligheder, der er i forbindelse med din ADHD.

Undgå alkohol i større mængder

Det er også vigtigt, at du undgår sovemedicin og beroligende medicin, der ofte forværrer tilstanden.

Få motion

Det kan ofte være med til at formind­ske stress og indvendig uro og følelse af ubehag.

Stil fornuftige krav til dig selv

Mange med ADHD tror, at de kan nå meget mere, end de kan.

Sørg for at planlægge din dag

Brug en ugekalender og et struktu­reret dagskema. Udfyld kalenderen sammen med dine nærmeste.

Sørg for at få en god søvn og sund kost

Gode vaner kan give dig et ekstra overskud

Sluk computer og tv til faste tider

Det er vigtigt, at du kan opretholde din døgnrytme. Stil evt. en alarm til at gøre dig opmærksom på, når du skal gå i seng.

Vær åben om din sygdom, når det er hensigtsmæssigt

Det gælder både i familien, under uddannelse og på arbejde.

Hyperaktivitet dæmpes oftest med årene. Derfor troede man før, at ADHD var noget, man ’voksede fra’. I dag ved vi fra forskning, at cirka to ud af tre børn, der har fået diagnosen ADHD, også er påvirkede som voksne.

Kernesymptomerne kan føre til, at man har svært ved at fungere i sin dagligdag. Det kan både være i familien, på arbejdet og i fritiden. Vanskelighederne kan desuden stige med voksende krav. Det kan eksempelvis være, når man flytter hjemmefra, eller når man får børn. Udfordringerne kan føre til lavt selvværd. Voksne med ADHD kan også have betydelige forstyrrelser ift. søvn. Det kan forværre symptomerne i dagtimerne.

Forskning har vist, at helt op til 80% af voksne med ADHD udvikler andre psykiske lidelser. Det drejer sig blandt andet om depression og angst.

Når et voksent menneske får stillet diagnosen ADHD, er der ofte gået mange år forud, som kan have slidt på de nære relationer. Det kan være i forhold til sø­skende og forældre eller i forhold til en samlever/ægtefælle. Mange pårørende har oplevet afmagtsfølelse, vrede eller dyb frustration.

Som forælder til et barn med ADHD kan der have været store krav til overblik, planlægning og evne til at skabe struktur. Og selvom det voksne barn er flyttet hjemmefra, kan der måske stadig være brug for hjælp. Som samlever eller ægtefælle til et men­neske med ADHD kan man måske også opleve, at man skal hjælpe for at få dagligdagen til at hænge sammen.

Nogle af de ting, du kan gøre som pårørende er:

Deltag i behandlingen i det omfang det er muligt og giver mening

Det er vigtigt at have viden om sygdom­men og om behandlingen. Det er en god idé regelmæssigt at deltage i opfølgende sam­taler med kontaktpersonen i psykiatrien.

Hjælp med dagligdagens gøremål

Planlægning og igangsætning af mange konkrete gøremål kan være svære for personen med ADHD. Der kan fx være brug for hjælp til at åbne post og forholde sig til indholdet, at vaske tøj og gøre rent. Vigtige informationer må ofte gentages og evt. nedskrives.

Forsøg at finde en god rollefordeling

For de pårørende kan det ofte være svært at finde balancen. Hvor meget skal man hjælpe? Det kan i særlig grad være svært for forældre i den fase, hvor perso­nen med ADHD går fra ung til voksen, og hvor den unge gerne vil klare sig selv uden indblanding fra sine forældre. For ægtefæller og samlevere kan det være svært at forblive jævnbyrdige part­nere i et forhold, hvor balancen i forhold til overblik og planlægning er forrykket.

Hjælp med at strukturere dagligdagen

Som forældre til hjemmeboende unge med ADHD, kan man støtte ved at være med til at strukturere hverdagen, opretholde en stabil rytme og bakke op om evt. medicinsk behandling. Det samme gør sig gældende for samlevere/ægtefæller til personer med ADHD. Brug af tekniske hjælpemidler såsom kalendere, mobiltelefoner og ugeplaner kan være en hjælp i dagligdagen.

Deltag i undervisning

Du kan få en større forståelse for ADHD, hvis du deltager i psykoedukation med den, der lider af ADHD. Det dæmper ofte skyldfølelsen og følelsen af ikke at slå til, som mange pårørende har. Undervisningen hjælper jer til at hånd­tere de daglige udfordringer i hjemmet på den mest hensigtsmæssige måde.

Opsøg patient- og pårørendeforeninger

Man kan også melde sig ind i en patient- og pårørendeforening, fx ADHD-for­eningen eller SIND’s pårørenderådgiv­ning. Foreningerne afholder møder og kurser og har telefonrådgivning.

Pas på dig selv

Det er også vigtigt, at du giver dig selv lov til at tilgodese dine egne behov. Du kan ikke have overskud til at hjælpe og være den ansvarlige hele tiden.

Søg hjælp i det offentlige

Måske kan jeres familie have behov for at få ekstra støtte via det kommunale system. Det kan kontaktpersonen ofte hjælpe med.

Søg om nødvendigt egen læge

Hvis du med baggrund i mange års følelsesmæssig overbelastning udvikler udtalt angst eller depressive symptomer, bør du opsøge din egen læge for at få hjælp. I nogle tilfælde er der mulighed for henvisning til praktiseren­de psykolog med sygesikringstilskud.

Vær opmærksom på børn

Når den voksne med ADHD har børn, skal der være særlig opmærksomhed på deres behov og reaktioner. Mange steder gives der et tilbud til børn om samtaler. Det kan fx være fami­liesamtaler på behandlingsstedet. Nogle kommuner opretter børnegrupper til børn af forældre med psykiske lidelser.

Mindhelper - guider unge gennem hårde tider

Tekst på denne side er opdateret i 2022.

Senest revideret af: Simon Hjerrild, overlæge på Afdeling for Psykoser, Aarhus Universitetshospital Psykiatrien og Charlotte Emborg Mafi, ledende overlæge på Afdeling for Psykoser, Aarhus Universitetshospital Psykiatrien.