For at du kan få stillet diagnosen ADHD, skal følgende være opfyldt:

• Du oplever kriterierne, som er beskrevet under enten opmærksomhedsforstyrrelse eller hyperaktivitet/impulsivitet
• Nogle af symptomerne på hyperaktivitet og uopmærksomhed, har været til stede før du fyldte 7 år.
• Problemerne ses i flere sammenhænge (fx både på arbejde/i skolen og derhjemme)
• Der skal være klart bevis for, at du oplever betydelige problemer socialt, på din uddannelse eller dit arbejde.

Der er ikke anden årsag til dine symptomerne – som fx skizofreni eller angst.

ADHD er en klinisk diagnose. Det vil sige, at diagnosen stilles af din psykiater. Psykiateren har grundige samtaler med dig og dine pårørende. De bruges til at stille diagnosen. I samtalerne bliver der spurgt systematisk ind til hvilke symptomer og vanskeligheder, du har haft gennem livet.

I løbet af undersøgelsen bliver det vurderet, om disse symptomer har været til stede i både din barndom, ungdom og voksenalder. Det bliver også vurderet, om de har haft en sværhedsgrad, som opfylder kriterierne for at stille diagnosen. Ingen enkeltstående undersøgelse kan fastslå diagnosen.

Undersøgelsen skal afdække, om dine symptomer har været til stede siden barndommen. Derfor er der normalt også brug for dine pårørendes oplysninger. Derudover vil der ofte blive indhentet oplysninger om, hvordan din skoletid har været. Hvis du tidligere har fået lavet psykiatriske undersøgelser, kan de også bidrage til at stille diagnosen.

Fra forskning ved man, at især unge med ADHD ofte er tilbøjelige til at undervurdere deres egne vanskeligheder. Det er ofte først omkring 25-30-årsalderen, at man har et mere realistisk billede af sig selv, og hvad man kan. Derfor vil supplerende oplysninger fra pårørende og tidligere professionelle (eksempelvis praktiserende læge) være vigtige.

I undersøgelsen vil psykiateren også afdække, om du oplever symptomer, som ikke skyldes ADHD. Det kan fx være symptomer på depression eller angst. Psykiateren spørger også ind til fysiske symptomer.

Traditionelt har man inddelt ADHD i tre undertyper. De er baseret på tilstedeværelsen af kernesymptomerne:

• Den kombinerede type
  Har alle tre kernesymptomer
  
  
• Den primært opmærksomhedsforstyrrede type - også kaldet ADD
  Har problemer med at holde opmærksomheden men er ikke hyperaktiv
  
  
• Den primært hyperaktive/impulsive type
  Har hovedsageligt problemer med motorisk uro og impulsivitet

Omkring 85% af voksne med ADHD har den kombinerede type. Cirka 10% har den primært opmærksomhedsforstyrrede type og cirka 5% har den primært hyperaktive/impulsive type.

Det er dog vigtigt at vide, at man kan ændre type undervejs i sit liv. Man kan fx gå fra den kombinerede type som barn til den primært opmærksomhedsforstyrrede type som voksen.

At leve med ubehandlet ADHD medfører en betydelig forøget risiko for at udvikle andre sygdomme. Dels er der en øget risiko for at udvikle andre psykiske lidelser. Dels er der en øget risiko for at udvikle livsstilssygdomme. Det er bl.a. sygdomme forbundet med overvægt og rygning, fx sukkersyge og hjertesygdomme.

Mange har også kroniske slidskader efter mange års hårdt fysisk arbejde. Heldigvis er det ofte sådan, at følgesygdommenes alvor aftager, når man får behandling for sin ADHD.