Der er risiko for, at symptomerne på PTSD vender tilbage senere i livet. Derfor er det vigtigt at forebygge tilbagefald. Forebyggelse er en del af den professionelle behandling. Men du kan også selv gøre noget for at mindske symptomerne:
Bliv klog på belastninger og tidlige tegn
Det er vigtigt at få talt de traumatiske oplevelser godt igennem. Det giver mulighed for at få lagt dem bag dig. Måske giver det også mulighed for, at du kan forsøge at undgå lignende svære situationer, eller du kan lære at håndtere dem på en ny måde.
Hvis du kan finde frem til hvilke tegn, der viser sig som de første, vil det være lettere at søge hjælp i god tid. Tidlige PTSD-tegn kan være, at du begynder at få angstanfald, får sværere ved at huske eller oplever forandringer i din personlighed. Du kan få hjælp til at genkende tidlige tegn, udløsende situationer samt nyttige strategier via samtaler med en læge, sygeplejerske eller psykolog.
Inddrag dine pårørende
Dine pårørende spiller en vigtig rolle i det forebyggende arbejde. Pårørende kan deltage i samtaler, mens behandlingen står på. De kan få viden om sygdommen, forløbet og behandlingen. Det er desuden en god ide, at de får vejledning om, hvordan de bedst forholder sig i de forskellige faser af forløbet.
Dine pårørende kan også bidrage med vigtig viden. Ofte er det dem, der bemærker de første ændringer i adfærden. Hvis nye PTSD-symptomer er under opsejling, kan de støtte i at reagere hensigtsmæssigt og hjælpe med at søge hjælp.
Medicin
Medicin kan være med til at mindske risikoen for tilbagefald. Det er almindeligt at overveje at stoppe med at tage medicin, når man får det godt igen. Det er dog vigtigt, at du følger lægens råd i forhold til såvel dosis som længde af behandlingen. Hvis du har ubehagelige bivirkninger, må du forsøge at finde en løsning sammen med lægen.
Det anbefales generelt at fortsætte den medicinske behandling mindst et halvt til et helt år efter, man er kommet af med symptomerne. Anbefalinger om behandlingens varighed afhænger især af sygdommens sværhedsgrad. Nogle har behov for medicinsk behandling gennem flere år. Andre har behov for medicin livet ud.