Afspænding - fysioterapi

Behandlingssteder

Psykiatrien i Region Midtjylland behandler PTSD i disse teams:

Behandlingsformer

PTSD er en kompleks diagnose. Både følelsesliv, krop, tænkning og adfærd bliver påvirket. For at opnå den bedste behandling, vil du møde forskellige fagfolk. Det kan fx være:

  • Speciallæger
  • Psykologer
  • Fysioterapeuter
  • Sygeplejersker
  • Pædagoger.

Behandlingsformer

Der er desværre ikke nogen nem løsning, og der findes ikke én særlig terapiform, som virker for alle.

For at kunne finde den helt rette behandling til dig, er det vigtigt med en grundig undersøgelse. Her vurderer vi, om du har PTSD. Vi kortlægger dine symptomer og hvor svære de er. Herefter udarbejder vi et behandlingsforløb, som er skræddersyet til dig.

Målet med behandlingen er, at:

  • mindske dine psykiske og fysiske symptomer
  • forbedre din livskvalitet
  • etablere en god basis for fremtidig støtte fra egen læge, speciallæge og sociale myndigheder.

Behandlingsforløbet kan bestå af forskellige tilbud. Det kan fx være:

  • Samtaler
  • Undervisning
  • Psykoterapeutisk behandling
  • Medicinsk behandling
  • Fysioterapi
  • Socialrådgivning
  • Pædagogisk vejledning.

Et behandlingsforløb varer typisk flere måneder med 1-2 sessioner pr. uge.

I Psykiatrien i Region Midtjylland er vi opmærksomme på, at der ved behandling af flygtninge og andre med anden etnisk baggrund kan være kulturelle forhold, som kræver særlige hensyn.

Undervisning

Du, og eventuelt også dine pårørende, bliver tilbudt undervisning om PTSD. Det kaldes psykoedukation. Det er vigtigt at vide så meget som muligt om sygdommen, fordi det gør det muligt at forholde sig til symptomerne, håndtere dem og om muligt reducere tilbagefald.

Terapi

Psykoterapi

Der findes mange former for psykoterapi. Til behandling af PTSD har kognitiv terapi, eksponeringsterapi og EMDR vist sig at være særligt effektiv.

I kognitiv terapi er der fokus på dine tanker, følelser og adfærd. Psykologen hjælper dig med at finde frem til, hvad der skaber negative tanke- og adfærdsmønstre hos dig. Sammen forsøger I systematisk at udfordre og ændre dem. Blandt andet gennem små hjemmeopgaver, som skal hjælpe dig med at prøve andre måder at tænke og handle på.

Ved eksponeringsterapi lærer du at konfrontere dine traumatiske minder under kontrollerede forhold. Ved gentagne gange at konfrontere den frygtede situation - enten i fantasien eller i virkeligheden – bliver din angst mindre. Og du får gradvist en større følelse af kontrol. På den måde får du et mere realistisk syn på traumet og tilpasser dine reaktioner herefter.

I EMDR-behandling arbejder du med dine traumer, samtidig med at din krop påvirkes rytmisk med øjenbevægelser eller fx tapping (blid banken på særlige punkter på kroppen, typisk på knæene). Hovedfokus er på at bearbejde dine traumer, men du kan også arbejde med aktuelle problemstillinger, der er knyttet til traumerne.

Fysioterapi

Fysioterapeuten har et kropsligt fokus i behandlingen af PTSD og arbejder ud fra viden om sammenhænge mellem fysiologi, bevægelse og muskelspændinger.

Fysioterapeuten kan hjælpe dig med beroligende teknikker, fysisk aktivitet og mestring af uro, angst og smerte. Ofte vil I arbejde med Basic Body Awareness Therapy (B-BAT), som er en veldokumenteret behandlingsmetode til lindring af anspændthed og smerte.

B-BAT sigter mod at skabe harmoni og ro i krop og sind og give dig øget selvtillid til at mestre de vanskeligheder, du har.

I B-BAT arbejder I bl.a. med:

  • Åndedrætsteknikker
  • Balancetræning
  • Afspænding
  • Massage.

Øvelserne i B-BAT bliver tilpasset dig. De kan foregå liggende, siddende eller stående.

Ved at lære din krops signaler at kende, bliver du bedre til at mærke dine egne grænser og behov. Du bliver bedre til at stoppe op, være til stede i nuet og mærke efter. Det nedsætter stress, angst og uro.

Før var jeg glad og udadvendt – og havde masser af venner. Jeg kunne godt lide at tage i byen og var altid festens midtpunkt. Nu har jeg kun et par venner. Jeg ruller gardinerne ned, når jeg er hjemme. Jeg er bange, altid på vagt og slapper aldrig af. Det giver mig mange smerter i kroppen...

Medicinsk behandling

Medicin er ofte nødvendig for at behandle PTSD. Medicin mod depression og beroligende medicin virker på nogle af de kemiske ubalancer i hjernen.

Medicinen normaliserer bl.a. niveauet af stresshormonet kortisol. Derudover kan medicinen skabe balance i niveauet af hjernens signalstoffer, serotonin og noradrenalin. De har betydning for koncentrationsevne, hukommelse, angst og depression. Et normalt niveau af disse stoffer har også betydning for, om du har en god døgnrytme.

Der kan gå op til 4-6 uger, før man kan se, om medicinen virker. Nogle gange er man nødt til at sætte dosis op eller forsøge med en ny type. Det kan være, fordi virkningen udebliver, eller du får ubehagelige bivirkninger.

Tekst på denne side er opdateret december 2025.

Senest revideret af: Tue Hartmann, ledende psykolog i Klinik for PTSD og Angst, Aarhus Universitetshospital Psykiatrien.

Direkte link til vores sider om PTSD: www.psykiatrien.rm.dk/1289391