Vi har alle en personlighed. Den består af en række karaktertræk. De kommer til udtryk den måde vi oplever, tænker, reagerer, og udtrykker følelser på. Personligheden er samtidig udtryk for den måde, personen ser sig selv i forhold til andre. Det kaldes vores selvbillede.

Personligheden dannes i løbet af de første 10-12 leveår. I de år har relationer stor betydning for, hvordan personligheden udvikles.

Har du en personlighedsforstyrrelse, har du forstyrrelser i personligheden. Det vil sige, at der er en forstyrrelse i den måde, du oplever, føler, tænker, reagerer og handler på. Der findes forskellige personlighedsforstyrrelser. Bl.a. ængstelig-evasiv, emotionel ustabil og narcissistisk personlighedsstruktur.

Personer med personlighedsforstyrrelser kan reagere meget forskelligt på deres oplevelse af sig selv og andre. Nogle er ekstremt hæmmede og undgår helst sociale arrangementer. Andre er meget styret af impulser og giver kraftigt udtryk for deres følelser.

På samme måde som personligheden dannes i de første 10-12 leveår, dannes forstyrrelserne i personligheden også her. De første tegn på en personlighedsforstyrrelse viser sig derfor typisk i de tidlige ungdomsår.

Det er muligt at behandle en personlighedsforstyrrelse. Men hvis du ikke får behandling, er en personlighedsforstyrrelse noget, der kan påvirke dig hele livet.

Der er ikke én forklaring på, at nogle udvikler en personlighedsforstyrrelse.

Forskning viser, at udviklingen af personligheden sker i et komplekst samspil. Her spiller både gener, modning af hjernen og den tidlige opvækst ind.

Forholdet til far, mor og andre nære kontakter har stor betydning for barnets mulighed for at udvikle relationer til andre. Det er afgørende for udviklingen af personligheden.

Følelsesmæssigt svære belastninger i barndommen giver risiko for at udvikle en personlighedsforstyrrelse. De største risikofaktorer er omsorgssvigt og gentagne fysiske, psykiske eller seksuelle overgreb.

Diagnosen bliver stillet på baggrund af en psykiatrisk udredning. Den består ofte af samtaler. I dem fokuserer man på din udvikling, dine psykiske problemer samt evne til at føre en normal hverdag.

Typisk udfører man også et interview. Det skal vise, hvilken specifik personlighedsforstyrrelser der er tale om.

De overordnede kriterier lægger først og fremmest vægt på, om der er tale om et vedvarende mønster. Opstår problemerne en enkelt gang eller to? Så er en personlighedsforstyrrelse ikke årsagen.

I stedet kigger man bl.a. på, om adfærden:

1. Har karakteristiske vedvarende mønstre, som afviger fra det i sammenhængen forventede og accepterede for mindst to af disse områder:
   • Erkendelse og holdning
   • Følelsesliv
   • Impulskontrol og behovstilfredsstillelse
   • Mellemmenneskelige forhold
2. Er meget unuanceret, utilpasset, uhensigtsmæssig
3. Går ud over en selv eller ens omgivelser
4. Har været sådan siden barndom eller teenageårene

Desuden skal det udelukkes, at adfærden skyldes en skade i hjernen eller en anden psykisk sygdom.

De overordnede kriterier siger noget om, hvorvidt man har en personlighedsforstyrrelse eller ej. Derudover er der kriterier for specifikke typer af personlighedsforstyrrelser.

Den primære behandling af personlighedsforstyrrelser er psykoterapi i mindst et år. Derudover kan man også få undervisning om sygdommen og forsøge at dulme visse symptomer med medicin.

Psykoterapi kan enten foregå individuelt eller i gruppe. I nogle tilfælde kan man kombinere de to former. Behandlingen består af samtaler. I samtalerne undersøger man relationsmønstre, opfattelse af sociale situationer og opfattelser af dig selv og andre.

Formålet med både den individuelle og gruppebehandlingen er at styrke din evne til at kunne rumme svære følelser. På den måde kan du udvikle en oplevelse af større indre sikkerhed. Jo mere det lykkes, des mere robust bliver du over for modgang, og jo bedre relationer får man til andre.

Psykoedukation er en vigtig del af behandlingen. Her lærer du, hvad det vil sige at have en personlighedsforstyrrelse. I gennemgår, hvad baggrunden er for en personlighedsforstyrrelse, hvordan forstyrrelsen kommer til udtryk, og hvad behandlingen går ud på.

Man kan ikke behandle tilknytningsmønstre eller evne til at rumme følelser med medicin. Derfor findes der ingen specifik medicin mod personlighedsforstyrrelse. Nogle gange kan man dog forsøge at dulme visse symptomer. Fx kan man i nogle tilfælde forsøge sig med stemningsstabiliserende medicin. Det kan mindske voldsomme følelsesudsving mellem vrede, tristhed og andre følelser.

Nogle får symptomer på angst eller depression. Her kan man i nogle tilfælde behandle med antidepressiv medicin. Det kan bruges mod både depression og angst. Hvis man oplever tankemylder, søvnbesvær eller uvirkelighedsfornemmelser kan man af og til have gavn af antipsykotisk medicin i meget små doser.

Det vil ofte være sådan, at medicinen ikke har en særlig stor effekt på symptomerne. Det hænger sammen med, at symptomerne udspringer af de underliggende personlighedsmønstre. Hvis du får angst eller depression (uafhængig af personlighedsforstyrrelsen), vil medicinen virke bedre på symptomerne.

• Det bedste råd til dig, der har en personlighedsforstyrrelse, er at søge behandling.
  
  
• Når du er kommet i behandling, er det vigtigt at være tålmodig og stole på, at dine behandlere prøver at hjælpe. Du vil ikke mærke effekt med det samme, men vil først efter noget tid opdage, at noget har forandret sig.
  
  
• Du må forvente, at de vanskeligheder, du har i forhold til andre, også vil vise sig i din relation til din behandler eller andre gruppedeltagere. Det giver mulighed for at undersøge og forandre de opfattelser, du har af dig selv og andre.
  
  
• Deltag aktivt i din behandling. Et eller to år kan lyde som lang tid. Men det tager lang tid at ændre på indgroede vaner og opfattelser. Jo mere du forsøger at undersøge oplevelser og mønstre og rumme svære følelser, jo hurtigere vil du kunne udvikle dig.
  
  
• Deltag i psykoedukation, hvis det udbydes. Det vil give dig bedre mulighed for at forstå, hvad det er for mønstre du har, og hvad det kræver at forandre disse dem.
  
  
• Vær forsigtig med at søge information på nettet. Noget af det, du kan finde, er ganske udmærket. Men der er også meget, der er forældet og direkte forkert.
  
  
• Undgå stoffer og alkohol. Det forværrer ofte dine symptomer.
  
  
• Prioriter din søvn. En god nattesøvn forebygger stress. Det giver mere overskud til at bruge dine kræfter på dig selv og din behandling.
  
  
• Forvent ikke at være ‘færdig’, når din behandling afsluttes. Du vil skulle fortsætte med at arbejde med det, du har lært i din behandling, også efter din behandling er afsluttet.

Vi er født med en evne til at knytte os følelsesmæssigt til andre. Den evne kalder man for vores tilknytningssystem. Som nyfødte er vi hjælpeløse og afhængige af vores far og mor. Vores tilknytningssystem sikrer, at vi knytter os til dem. Det bånd sikrer os mad, drikke og varme. 

Når vi føler os truede, sikrer evnen også, at vi søger hjælp og beskyttelse hos nogle, der er ”stærkere” end os. Tilknytningssystemet sørger på den måde for, at vi tidligt i livet hjælpes ind i den komplekse menneskelige verden. Her lærer vi, hvordan man skal opføre sig, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad andre kan forvente sig af os.

Tilknytningsmønster

Den måde, vi forholder os til andre mennesker, udspringer af vores tidlige erfaringer. Hvad har vi lært, at vi kan forvente os af andre? Hvad forventer andre af os? Og hvordan reagerer de på os?Disse erfaringer kalder man for tilknytningsstilen.

Har man en sikker tilknytningsstil, forventer man naturligt, at andre mennesker ønsker en det godt. Har man derimod en usikker tilknytningsstil, har man mistillid til andre. Derfor forventer man som udgangspunkt, at andre mennesker er afvisende eller fjendtlige. Jo mere sikker en persons tilknytningsstil er, jo mere vil forholdet til de nærmeste derfor være præget af tillid. Jo mere usikker en persons tilknytningsstil er, jo større er risikoen for, at hun føler sig utryg og afvist i sine relationer.

En forventning om afvisning vil fx påvirke en persons adfærd over for andre. Det kan fx. være ift. hans kæreste. Alt afhængig af, om han har tendens til at underkaste sig eller dominere, vil han reagere klyngende eller dominerende. Det kan fx være ved at ville vide alt om, hvad hun foretager sig. Omvendt kan det også være, at han vil prøve på at undgå hende, fordi han ikke tror, at hun kan give ham den tryghed, han søger.

Samvær med andre

For mange er samvær med andre rart. Har du en personlighedsforstyrrelse kan samvær dog vække en indre uro og usikkerhed. Følelserne kan blive forstærket på grund af den usikre tilknytning, som kan få dig til at forvente, at andre ikke ønsker dig det godt.

Du kan fx reagere ved at lukke dig inde i dig selv og blive afvisende. Du kan også reagere med uventede følelsesudbrud, overforbrug af alkohol eller uhæmmet opførsel.Alle disse måder at reagere på stammer fra den tilknytningsstil, der er blevet grundlagt i barndommen.

Personligheden er udtryk for forståelsen af, hvem du er, og hvad du forventer af andre.Tilknytningsstilen spiller en central rolle i den forståelse, som kan være mere eller mindre bevidst for dig. Det vil komme til udtryk i din måde at være sammen med andre.

Har du en sikker tilknytning vil du oftest have en nogenlunde realistisk vurdering af en situation. Du kan se, hvordan du bidrager. Du er også i stand til at se situationen fra andres synspunkter.Har du i stedet en personlighedsforstyrrelse vil du være præget af, om den usikre tilknytning aktiveres. Det vil få dig til at føle dig utryg i en situation. Du kan fx føle dig afvist, svigtet eller forladt.

Hvis tilknytningssystemet aktiveres, vil oplevelsen være farvet af den indre utryghed. I den situation vil du derfor ofte have besvær med at se situationen fra andre synsvinkler end din egen.

Eksempel

Et eksempel kan være en kæreste, der hilser godmorgen lidt kort for hovedet. En person med en sikker tilknytning vil være i stand til at overveje, om han har sovet dårligt, eller måske er stresset. Det kan også være, at hun vil spørge direkte, om der er noget galt. 

En person med en emotionel ustabil personlighedsstruktur vil derimod blive usikker på deres forhold. Hun kunne tænke: "Hvorfor er han sur? Kan han ikke lide mig mere?  Jeg er heller ikke noget værd!". På grund af disse tanker vil hun ændre sin adfærd. Måske ved at starte et stort skænderi. Måske ved at trække sig og ignorere ham. Bagefter vil hun have svært ved at se sit eget bidrag til den følelsesmæssige kulde, der vil opstå.

Følelsesmæssige reaktioner

Har du en personlighedsforstyrrelse, vil dine relationer til andre ofte være forbundet med en grad af utryghed. Derfor vil tilknytningssystemet ofte være aktiveret, når du er sammen med andre. Det vil være styrende for, hvordan du reagerer.

Typisk vil man have større udsving i sine følelser i sociale sammenhænge end andre personer. Nogle bliver nemt vrede og skælder ud. Måske kaster man med ting. Hos andre er den følelsesmæssige reaktion mindre synlig, fordi den foregår i personens tanker og følelser.Små sociale signaler, som andre slet ikke ville registrere, fx et suk eller en rynken på næsen, kan blive opfattet som afvisende eller hånlige.

Det kan være, at du er tilbøjelig til at opfatte det som en afvisning, når andre giver udtryk for andre holdninger end dine. Det kan få dig til at reagere med kulde.Det kan også være, at du føler dig mindreværdig i andres selskab. For at bevare relationen til andre, lader nogle derfor andre tale og bestemme retningen for samværet.

Forskning tyder på, at de anlæg for temperament, du er født med, har indflydelse på udviklingen af din personlighed. Forskningen viser dog også, at medfødte træk altid formes i samspil det miljø, man vokser op i. Dit temperament siger noget om, hvordan du reagerer på forskellige fysiske eller følelsesmæssige påvirkninger. Nogle bliver let irriterede og føler sig forstyrrede, mens der skal meget til for at forstyrre andre.

Når du har en personlighedsforstyrrelse, er alle områder påvirkede. Det betyder, at en person med personlighedsforstyrrelse lettere bliver stresset. Samtidig har man også svært ved at vende tilbage til et stabilt humør. Ofte vil man have vanskeligt ved at berolige sig selv, og være stresset i længere tid end andre. Det kan gøre en oplevelse mere følelsesladet, end den vil være for andre.

Har du en personlighedsforstyrrelse, kan du reagere på flere måder. Reaktionerne spænder lige fra mangel på reaktion til overdrevne reaktioner i form af gråd og vrede.Det betyder, at en person med en personlighedsforstyrrelse ofte har problemer i forhold til andre mennesker.

Temperament viser sig på forskellige områder:

• Hvor længe og hvor intenst, man bliver påvirket af en oplevelse
• Hvor hæmmet eller hurtigt man reagerer i sociale sammenhænge
• Hvor realistisk og opmærksom, man er i forhold til sine omgivelser 

Alle mennesker kender til det at have ubehagelige følelser som angst, vrede og skam. Har du en sikker tilknytning, vil følelserne kun sjældent overstige grænsen for, hvad du kan rumme. Det vil sige, at du på trods af følelserne stadig evner at være opmærksom, planlægge og udføre opgaver.  Du kan få ro på kroppen og tankerne igen. Og du kan give dig selv ro til at forstå det, der sker.

Har du i stedet en personlighedsforstyrrelse, vil følelser som skam, angst og vrede skabe utryghed og stort ubehag. På grund af den grundlæggende utryghed vil dine evner til at rumme følelser være forstyrret. Du vil derfor opleve, at du ikke kan berolige dig selv. Du vil heller ikke være i stand til at kontrollere påtrængende og måske uforståelige følelser.

Det vil føre til en stærk trang til at bekæmpe eller komme væk fra disse følelser. Det kan man gøre ved at undertrykke sine følelser, eller ved at forsøge at fjerne kilden til følelserne. Du vil hurtigt føle dig stresset og have svært ved at bevare overblikket. Det nedsætter din evne til at være opmærksom på andre ting, fastholde et mål og tilpasse dig en situation.

På grund af trangen til at dulme eller fjerne ubehaget vil man ofte reagere impulsivt. Fx med selvskade. Der er risiko for, at det vil resultere i en følelse af tomhed.

Selvskade er et alvorligt symptom på en begrænset evne til at rumme intense eller ubehagelige følelser. Det er især personer med emotionelt ustabil personlighedsstruktur, der forsøger at håndtere negative følelser ved at skade sig selv.

Når selvskade er symptom ved personlighedsforstyrrelse, vil det ofte være en adfærd, som gentager sig. Formålet er at dulme følelser, man ikke kan kommunikere på anden vis. Det vil typisk være i situationer, hvor man føler sig svigtet eller afvist.

I situationen kan man opleve, at man ikke kan rumme eller justere sin følelser. Man kan ikke finde ord til at fortælle andre om sine oplevelser. Man er heller ikke i stand til at berolige sig selv på andre måder. I stedet forsøger man at bekæmpe følelsen ved at skære sig, slå sig selv eller brænde sig. Der kan også være situationer, hvor man forsøger at få andre til at udøve skade på sig.

Cutting

Cutting – at ridse eller skære i sig selv - er en mildere form for selvskade. Det er et fænomen, der også kan ses hos personer med en anden psykisk sygdom, fx depression. Det ses også hos nogle unge piger i teenagealderen i forbindelse med kriser.