Om sengeafsnittet

Du kan blive indlagt på Retspsykiatrisk Sengeafsnit R1, 5. etage i Viborg, hvis du er over 18 år, har en psykisk diagnose og enten:

  • har fået en anbringelsesdom
  • har fået en behandlingsdom
  • er varetægtsfængslet i surrogat. Det betyder, at du er varetægtsfængslet, men ikke skal være i arresten.

Vi er et rehabiliteringsafsnit. Det betyder, at vi hjælper dig med at få det bedre psykisk, så du kan få et godt og meningsfyldt liv uden kriminalitet.

Afsnittet har 10 pladser og er et lukket afsnit. Du har mulighed for udgang alene eller sammen med personalet. Det afhænger dog altid af din psykiske tilstand.

Vi har mange forskellige faggrupper ansat på sengeafsnittet. Du kommer primært til at møde sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, mens du er indlagt.

Hverdagen på R1, 5. etage

Vi går meget op i, at både patienter, pårørende og personale føler sig trygge på afsnittet. Derfor er der også et højt sikkerhedsniveau på afsnittet. Det er vigtigt for os, at du føler dig hørt, forstået og respekteret.

Din hverdag på afsnittet har en fast døgnrytme.

Vi har en kok, som laver sund og nærende kost til os på afsnittet. Du er velkommen til at komme med forslag til menuen, og du kan også deltage i madlavningen.

Vi vil gerne have, at du deltager aktivt i hverdagens forskellige aktiviteter. Det kan f.eks. være:

  • Borddækning
  • Kaffebrygning
  • Opvask
  • Rengøring
  • Skole
  • Gåture.

Vi tilpasser løbende, hvilke krav vi stiller til dig i forhold til dit aktuelle helbred.

Din indlæggelse

Før indlæggelse

Når du bliver indlagt hos os, får du en grundig information om vores afsnit og den behandling, vi tilbyder dig. Du får udleveret vores husorden, som det er vigtigt, at du læser og følger. Vi vil gerne gennemgå husordenen med dig og svare på spørgsmål, hvis der er noget, du er i tvivl om.

Det er individuelt, hvor lang tid du er indlagt på afsnittet. Det afhænger af, hvilken dom du har fået, og hvordan din behandling går. Du bliver oplyst om dine vilkår, når du får din dom.

Det er på eget ansvar, hvis du medbringer personlige ejendele. Nogle ejendele, f.eks. skarpe genstande, bliver opbevaret i et aflåst rum. Du skal aftale med personalet, hvis du gerne vil bruge dine ejendele fra det aflåste rum.

Under indlæggelse

Du får tilknyttet en behandlingsansvarlig læge og tre sundhedsfaglige kontaktpersoner. Det er dem, du laver aftaler med om din behandling og din indlæggelse.

Du får dit eget værelse med toilet og bad.

På afsnittet arbejder vi miljøterapeutisk. Det betyder, at du bliver en del af et miljø, der er særligt tilrettelagt for dig, så du har mulighed for personlig udvikling. Vi lægger vægt på skabe et behandlingsmiljø, hvor der er forståelse for og respekt omkring hinandens forskelligheder.

Behandlingen kan bestå af:

  • Samtaler
  • Praktiske og fysiske aktiviteter
  • Ergoterapi
  • Fysioterapi
  • Evt. yderligere udredning for psykisk sygdom
  • Evt. medicin.

Vi tilpasser din behandling til dig. Derfor inddrager vi dig løbende under din indlæggelse og laver sammen mål for din behandling.

Du kan læse mere om undersøgelser og behandling på afsnittet her.

Alle skal have det rart på afsnittet. Derfor er det vigtigt, at du bidrager til den gode adfærd. Vi forventer også, at du holder dig stof-og alkoholfri.

Læs mere om adfærd og misbrug på afsnittet her.

Frit sygehusvalg gælder ikke for retspsykiatriske patienter. Du har derfor ikke krav på at blive flyttet til en anden retspsykiatrisk afdeling under din indlæggelse.

Efter din indlæggelse

Retten og din behandlingsansvarlige overlæge vurderer sammen, hvornår du kan blive udskrevet. Derudover har vi også et tæt samarbejde med Kriminalforsorgen.

Når du ikke længere er indlagt, skal du i stedet gå til opfølgende behandling. Det kan f.eks. være i Klinik for Retspsykiatri.

Inden du bliver udskrevet, laver vi sammen med dig og gerne dine pårørende en plan for dit videre forløb. Hvis du bor på et bosted, eller skal udskrives til et bosted, inddrager vi også personalet på bostedet.

Til pårørende

Vi ønsker et godt samarbejde med dig, da du kan være en vigtig person som pårørende, der har stor betydning for behandlingen. Du kan både være en støtte for patienten og en god samarbejdspartner for personalet.

Vi kan kun inddrage dig i behandlingen, hvis patienten giver samtykke til det. Du kan også kun få aktindsigt, hvis patienten tillader det.

Hvis der ikke er samtykke, vil vi stadig gerne hjælpe og rådgive dig som pårørende på et generelt plan.

Besøg

Du er velkommen til at komme på besøg på afsnittet. Når du kommer på besøg, må I være i besøgsrummet. Du skal aftale besøg med personalet senest dagen før.

Vores besøgstider på afsnittet er:

Hverdage:

  • Kl. 15.45-17.45
  • Kl. 19.30-21.30

Weekender og helligdage:

  • Kl. 9-11.45
  • Kl. 13.30-14.45
  • Kl. 15.45-17.45
  • Kl. 19.30-21.30

Du kan læse mere om besøg på siden "Velkommen til pårørende i R1, 5. etage" her.

Find vej

Adresse

Oversigtskort

Parkering

Offentlig transport

Kontakt

Telefon

7847 4157

Telefontid

Sengeafsnit R1 er bemandet døgnet rundt, så du kan altid ringe til os.

Patienttelefon: 9117 6995

Send mail via borger.dk

Adresse

Sengeafsnit R1 for Retspsykiatri

Søndersøparken 1, 5. etage

8800 Viborg

Akut hjælp

Se hvem du kan kontakte, hvis du har akut brug for hjælp