Angstlidelser kan forløbe forskelligt. Hos nogle udvikler angsten sig gradvist over år, for andre starter den brat med et voldsomt angstanfald. Hos nogle er angsten konstant til stede, hos andre er den svingende.

Angst kan blive kronisk, hvis den ikke behandles. Selv efter behandling, er der risiko for tilbagefald. Oplever man tilbagefald, kan man have brug for et kort behandlingsforløb, hvor man genopfrisker metoder til at håndtere angsten.

Arv spiller en rolle for, hvor sandsynligt det er, at man udvikler angst. Mange personer med angst har et familiemedlem, der lider af angst eller depression. Angst og depression er beslægtede sygdomme, som ses hyppigere i nogle familier.

Man arver ikke selve lidelsen, men en sårbarhed for at udvikle den. Hvis man har arvet denne sårbarhed, skal der kun kortvarig stress eller måske få stressende hændelser til, før det kan udløse angst.

Forskerne er stadig ikke helt sikre på, hvilke psykologiske og sociale forhold i barndommen, der kan øge risikoen for at få en angstlidelse. Men nogle faktorer kan være:

• Manglende kontrol
  En oplevelse af at have manglende kontrol kan øge risikoen for angst. Det kan fx være, hvis ens forældre på grund af alkoholmisbrug er uforudsigelige i deres reaktioner.
• Personlighedstræk
  Nogle personlighedstræk øger risikoen for at få angst. Det gælder især såkaldt ængsteligt-undgående træk (neuroticisme). Har man disse træk, er man forsigtig og nervøst anlagt og har tendens til at reagere kraftigt på negative hændelser.

Det er ofte ganske almindelige hændelser, der finder sted lige inden, at angsten bryder frem. Fx konflikter i familien, fysisk sygdom, dødsfald i familien og som den hyppigste: arbejdsudløst stress.

• Misbrug af alkohol, hash, amfetamin og andre misbrugsstoffer øger risikoen for at få en angstlidelse. Det forværrer også sygdomsforløbet.
• Misbrug gør det vanskeligt at udrede for samtidig angstlidelse, da mange misbrugsstoffer i sig selv giver angstsymptomer under eller efter rusen.
• Misbrug kan gøre det vanskeligt at modtage behandling, da ens motivation og evne til at løse problemer er nedsat.
• Endelig er misbrug sundhedsskadeligt. Og misbruget må stoppes, enten før eller samtidig med, at man får behandling for angst.

Følelser og adfærd er som regel styret af den forreste (frontale) del af hjernen. Men når man oplever angst, overtager de dybereliggende hjerneområder (amygdala-systemet) styringen.

Amygdala-systemet er udviklet til at reagere på fare. Derfor vil man opleve:

• at ens adfærd bliver mere irrationel og styret af følelser frem for fornuft
• at man føler frygt og automatisk søger at undgå det, der udløser angsten
• at kroppen forbereder sig på kamp eller flugt. Man oplever hjertebanken, åndenød og muskelspændinger.

Der er fysiske, følelsesmæssige, tankemæssige og adfærdsmæssige symptomer ved alle angstlidelser. 

Man kan opleve:

• Hjertebanken, sveden, rysten, mundtørhed.
• Åndenød, kvælningsfornemmelse, trykken for brystet, smerter i brystet, kvalme eller uro i maven.
• Muskelspænding eller smerte, rastløshed, vanskeligt ved at slappe af, psykisk anspændthed, synkebesvær.
• Svimmelhed, uvirkelighedsfølelse, varme- eller kuldefølelse, prikkende eller sovende fornemmelser, tendens til at fare sammen, koncentrationsbesvær, irritabilitet eller svært ved at falde i søvn.

Følelsen af angst kan opleves i forskellige grader – lige fra ængstelighed, nervøsitet og bekymring til dødsangst og panik.

Man vil typisk have katastrofetanker omhandlende fare, hvis man står over for noget, som man regner med vil give en angst.

Et eksempel kan være, at man er angst for at køre med bussen. Hvis man så står og venter ved busstoppestedet, vil man typisk have katastrofetanker som "Jeg dør af angst" eller "Jeg klarer det aldrig".

En person med angst vil typisk forsøge at undgå det, der udløser angsten. Det kan være mindre ting i hverdagen eller det kan være større ting, som måske forhindrer en i at komme uden for hjemmet. Fx hvis man er angst for at tage bussen eller toget, eller for at være sammen med andre mennesker. I nogle tilfælde kan man sige, at angsten er begrænsende og i ekstreme tilfælde kan den være totalt invaliderende.

Det kan også være, at man udvikler en slags 'sikkerhedsadfærd'. Det vil sige, hvor man prøver at opnå tryghed ved at have særlige ting eller personer med sig. Det kan umiddelbart virke som en god idé. Fx hvis man – når man følges med en ven - godt tør tage bussen. Men i længden kan det gøre en afhængig af andre. Og det kan svække ens selvtillid. 

De fire aspekter af angst forstærker hinanden. Krop, følelser, tanker og adfærd spiller sammen og gør, at man nemt kommer til at vedligeholde sin egen angst. Det kalder man angstens onde cirkel.

Man vil ofte opleve angst før bestemte begivenheder. Det kaldes forventningsangst. Angstniveauet ved forventningsangst kan være meget højt. Det fører ofte til undgåelse af begivenheden. Fx kan man være på vej ned til bussen, men til sidst vende om pga. den stærke angst.

Hvis man lykkedes med at deltage i begivenheden (fx tage bussen), vil man også opleve angst i selve situationen.

Efterfølgende kan mange med angst have en tendens til at være meget kritiske over for sig selv. Man kan fx tænke "Hvorfor gjorde jeg nu sådan?" eller "Hvad tænker de andre passagerer mon"? 

Symptomer på angst kan minde om symptomer på fysiske sygdomme. Man kan også have både en angstlidelse og en fysisk sygdom på samme tid.

Din læge vil derfor starte med at udelukke, at dine symptomer kan skyldes andre ting. Det vil ske gennem samtale, fysiske undersøgelser og blodprøver. 

Symptomer på angst kan minde om:

• nogle fysiske sygdomme. Fx forhøjet stofskifte eller hjertekarsygdom.
• andre psykiske sygdomme. Særligt depression, men også psykotiske lidelser og demens
• reaktioner på et forbrug af alkohol eller rusmidler. 

Når det er blevet fastslået, at dine symptomer ikke skyldes fysisk sygdom, vil du blive undersøgt nærmere af en læge eller en psykolog. Behandleren vil spørge ind til din baggrund og din aktuelle tilstand:

• Hvad vækker din angst?
• Hvilke angstsymptomer har du?
• Hvilke handlinger giver dig angst?
• Hvordan har angsten udviklet sig?
• Er der særlige stressfaktorer i din dagligdag?
• Har du nogle særlige personlighedstræk?
• Er der andre i din familie, der har angst eller andre psykiske sygdomme?

På baggrund af dette vil behandleren stille din diagnose. 

Tegn på generaliseret angst:

• Man bekymrer sig i overdreven grad om både store og små ting. Fx sit eget helbred, daglige gøremål og familiemedlemmers ve og vel.
• Man har svært ved at kontrollere sine bekymringer og handler ofte på baggrund af dem. Det kan fx være ved at ringe op, for at sikre sig at der ikke er noget galt, eller ved at få foretaget helbredsundersøgelser.
• Man har ofte eller hele tiden kropslige symptomer som indre uro, anspændthed, hjertebanken, svedudbrud og mundtørhed.

For at få diagnosen skal man have haft disse symptomer i mindst et halvt år.

Tegn på panikangst:

• Man har pludselige og tilbagevendende anfald af angst. Anfaldene kommer ikke i specifikke situationer.
• Under et panikanfald oplever man fx hjertebanken, sveden og/eller rysten, har mundtørhed, vejrtrækningsbesvær, trykken i brystet, svimmelhed og uvirkelighedsfølelse.
• På grund af de voldsomme fysiske symptomer vil man typisk begynde at frygte, at man lider af en alvorlig fysisk sygdom eller at man pludselig vil falde død om. Man kan også frygte at miste kontrollen, eller at man er ved at blive sindssyg.

For at få diagnosen skal panikanfald optræde mindst 4 gange inden for en måned.

Hvis panikanfaldene særligt kommer i bestemte situationer, fx i en bus eller på steder hvor der er mange mennesker samlet, vil man ofte prøve på at undgå disse situationer.  

Tegn på agorafobi:

• Agorafobi opstår hyppigt i forbindelse med panikangst.
• Man er angst for at være i specifikke situationer. Typisk fordi man er angst for at få panikanfald i netop disse situationer.
• Man kan fx være angst for at forlade hjemmet alene, for at tage med bus eller tog eller for at køre bil. Man kan også være angst for at være blandt mange mennesker, for at gå i forretninger eller for at være alene hjemme.
• For at undgå angsten, vil man forsøge at undgå disse situationer.

Tegn på socialfobi:

• Man frygter én eller flere former for samvær med andre mennesker. Typisk vil man derfor forsøge at undgå samværet.
• Man frygter at blive kritisk vurderet af andre mennesker eller at komme til at gøre noget pinligt eller forkert.

Man er også angst for at få synlige tegn på angst. Fx rødme, svede, ryste på hænderne eller for pludselig at skulle kaste op eller på toilettet. 

I svære angsttilfælde kan det være nødvendigt med sociale foranstaltninger og hjælp fra kommunen. Det kan være at man i en periode har brug for bostøtte eller en mentor. Det kan også være, man har gavn af at være sygemeldt i en periode, komme på væresteder eller have et fleksjob. 

Man kan ofte have flere former for angst på samme tid. Angst ses også ofte sammen med andre psykiske sygdomme - især depression.

Det er vigtigt, at du og dine pårørende får undervisning i årsager til angst, symptomer og sygdomsforløb samt medicin og psykoterapi. Det kalder man for psykoedukation.

Psykoedukation er en nødvendig del af behandlingen, for hvis man ikke har nogen særlig viden om angst, har man ofte en forkert opfattelse af sig selv. Man kan fx tro, at man har en fysisk sygdom eller at andre mennesker vil være meget kritiske over for en.

Derfor er det meget vigtigt, at du får undervisning i, hvad der karakteriserer den form for angst, du har. Det vil ofte have en beroligende effekt i sig selv.

Kognitiv adfærdsterapi er den form for psykologisk behandling, der har bedst dokumenteret effekt. Det er psykoterapi, som tager udgangspunkt i det, der er svært for dig lige nu. I kognitiv adfærdsterapi fokuserer du og din behandler på den uhensigtsmæssige tænkning og adfærd, som vedligeholder din angst.

Sammen med behandleren analyserer du aktuelle situationer, der giver dig angst. I aftaler øvelser, hvor du lærer at ændre din tænkning, så den bliver mere realistisk og selvunderstøttende.

Samtidig lærer du at ændre din adfærd ved gradvist at udsætte dig selv for angstprovokerende situationer - såkaldt eksponering.

Formålet med eksponering er dels at dine katastrofetanker afkræftes, fordi det, du frygter, ikke sker. Samtidig vil du vænne dig til, at dine angstsymptomer ikke er farlige. De aftager efterhånden, som du udsætter dig selv for det, som du er bange for.

Dig og din behandler vil også se på, om du har udviklet uhensigtsmæssige leveregler, der er med til at fastholde din angst. Fx "Jeg skal altid tænke på andre før mig selv" eller "Hvis jeg ikke er 100% perfekt, duer jeg slet ikke."

Du får altid hjemmeopgaver for at sikre, at ændringerne overføres fra terapilokalet til hverdagen. Det er vigtigt, at du arbejder med eksponering hver eneste dag.

Antidepressiv medicin

Behandlingen består primært af samme type medicin som anvendes mod depression (antidepressiv medicin), for den virker også mod angstlidelser.

Fakta: Antidepressiv medicin

• Medicinen virker på nogle af de kemiske processer i hjernen, der finder sted i forbindelse med en angstlidelse. Blandt andet normaliserer antidepressiv medicin mængden af hjernens signalstof serotonin.
• Medicin kan være den primære behandling, eller man kan få medicin, hvis man ikke oplever tilstrækkelig effekt af psykoterapi.
• Man vil ofte have behov for medicin, hvis man har svær eller langvarig angst, eller hvis man samtidig har en depression.
• Medicinen gør, at både angstanfald og angstsymptomer reduceres. Det gør det som regel nemmere at arbejde med eksponering, når man får psykoterapi.

Andre former for medicin

Hvis man har generaliseret angst og ikke får tilstrækkelig effekt af antidepressiv medicin, kan man i nogle tilfælde have god effekt af lægemidlet Pregabalin (Lyrica). Det er et middel mod epilepsi, som også kan have effekt ved angst.

Tidligere anvendte man ofte benzodiazepiner (angstdæmpende medicin, fx Stesolid) ved angstlidelser. Da lægemidlerne giver risiko for afhængighed, anbefaler man nu, at de kun anvendes i korte perioder – højst 4-6 uger. Fx ved akut forværring af angst eller søvnproblemer.

I nogle tilfælde kan det være relevant at anvende medicin mod psykoser (antipsykotika), som normalt anvendes ved psykotiske lidelser. Denne form for medicin kan i små doser have en angstdæmpende virkning uden at medføre afhængighed.

Alle slags medicin kan give bivirkninger. Når man starter i behandling, begynder man med små doser for at mindske risikoen for bivirkninger.

Mange bivirkninger er størst i starten af behandlingen. De forsvinder ofte, når kroppen har vænnet sig til stoffet. Bivirkningerne forsvinder helt, når man stopper med medicinen.

Det er vigtigt, at man i forbindelse med medicinsk behandling går til kontrol hos sin praktiserende læge eller psykiater. Hvis man har for lidt effekt eller for mange bivirkninger, vil det ofte være muligt at finde et andet lægemiddel, som virker bedre.

Læs mere på siden om medicin mod depression.

Både medicin og psykoterapi har til formål at forebygge tilbagefald.

Gennem psykoterapi vil du lære en række metoder til at dæmpe angsten. Når du anvender dem, kan du i nogle tilfælde forebygge nye angstanfald.

Derudover vil du sammen med din behandler undersøge, hvilke fremtidige belastninger der kan udgøre en risiko for tilbagefald af angstsymptomer. Fx udgør depression en risiko for tilbagefald. Visse livsstilsfaktorer kan også udgøre en risiko: for lidt eller for ringe søvn, overbelastning (stress) og enhver form for misbrug. Endelig kan vigtige, både sørgelige og glædelige, begivenheder medføre tilbagefald. Fx tab af nærtstående, fysisk sygdom, flytning, at blive forælder, bryllup m.m.

Inden du slutter i terapi, vil du sammen med din behandler lægge en plan for, hvad du kan gøre, hvis du får lettere angstsymptomer. Hvis det sker, bør du dagligt anvende de angstreducerende metoder (herunder eksponering), som du har lært gennem psykoterapi. Du kan evt. også opsøge hjælp hos en behandler. Det kan være, du skal genoptage behandling med kognitiv adfærdsterapi, at din medicindosis skal øges, eller at du skal have en anden slags medicin.

Mindsk urimelige stressfaktorer i din hverdag

Hvis der er forhold i dit liv, som fremkalder angst, og som kan ændres, bør det ske. Enten ved din egen eller andres hjælp. Det kan fx være, hvis du oplever mobning på studiet eller på arbejdspladsen.

Skriv dine katastrofetanker ned

Skriv dine typiske katastrofetanker ned på en liste. Skriv dernæst - som modsvar – dine mere rationelle tanker ned på listen. Det skal du gøre på et tidspunkt, hvor dit angstniveau er lavt. Læg listen et sted, hvor den er nem at få fat på, hvis din angst stiger.

Opsøg det, du er bange for

Arbejd med eksponering. Det vil sige, at du udsætter dig selv for de ting, du ellers prøver at undgå eller flygte fra. Det er en god idé, at du sætter dig nogle mål for, hvad du gerne vil kunne gøre eller deltage i. Herefter kan du nærme dig dit mål ganske langsomt ved at give opgaver til dig selv. Opgaverne må hverken vække for meget eller for lidt angst – de skal ligge midt imellem.

Giv slip på din "sikkerhedsadfærd"

For at arbejde med din sikkerhedsadfærd, skal du lægge mærke til, hvilke ting og personer du bruger for at opnå en følelse af sikkerhed. Derefter skal du prøve at holde op med at bruge dem, så du erfarer, at du kan klare en opgave selv. Det er bedst at begynde med "nemme" situationer, så du oplever små fremskridt hele tiden, og gradvist bliver mere sikker på dig selv.

Hav fokus på situationen frem for dig selv

Når man har angst, kan man have en tendens til at rette opmærksomheden mod sig selv. Fx at man rødmer, eller at ens åndedræt bliver hurtigere, og hjerteslagene banker af sted i brystet. Du kan øve dig i at flytte opmærksomheden væk fra dig selv og hen på det, der foregår uden for dig selv.

Deltag i sociale aktiviteter

Der er mange med angst, der undgår sociale aktiviteter, fordi det kan virke angstfremkaldende. I stedet isolerer man sig og undgår samvær og fællesskaber. Det er en ond cirkel, fordi denne undgåelse holder en fast i tankerne om, at man ikke kan være sammen med andre. Og efterhånden som tiden går, bliver tankerne forstærkede. For at bevare kontakten med andre mennesker kan du aftale med dig selv, at du aldrig siger "nej tak" til en invitation. Du kan jo altid nøjes med kun at deltage i et par timer.

Overvej hvor meget og til hvem, du ønsker at fortælle om din sygdom

Nogle angstramte opdager, at de får meget igen, hvis de fortæller andre, at de har en angstlidelse. De finder ud af, at mange selv har problemer, eller kender nogle som har, og de mødes med forståelse og interesse. Andre foretrækker at holde problemerne for sig selv, og det er der ikke noget forkert i. Dog bør du altid overveje, om anstrengelserne med at skjule problemerne er med til at gøre dine problemer endnu større.

Tag dit søvnbehov alvorligt

Angst er søvnens værste fjende, og derfor følges angst og søvnforstyrrelser ofte ad. Det kan være svært at falde i søvn, hvis man plages af indre uro og bekymringer. Og når man endelig er faldet i søvn, kan man opleve at vågne op i løbet af natten pga. angstanfald eller mareridt. Manglende søvn forstærker angsten om dagen, og det kan nemt udvikle sig til en ond cirkel. Det er derfor vigtigt, at du tager din søvn alvorligt og søger hjælp, hvis du gennem længere tid har søvnproblemer.

Følg Sundhedsstyrelsens kostråd

Der findes ingen diæter eller kosttilskud, som kan helbrede angst, men det er godt for ens almene velvære at spise sundt. I perioder med angst og bekymringer kan man let komme til at udvikle usunde vaner, fx spise for meget, for sødt eller for fedt. Det kan virke trøstende og beroligende her og nu, men kan også føre til vægtøgning og lav selvtillid. Kaffe, te og cola indeholder koffein, som virker opkvikkende, men koffein kan også give hjertebanken og øge følelsen af angst og nervøsitet.

Undgå alkohol, hash og andre stoffer

Alkohol kan dulme og berolige, men kun kortvarigt. Den nervøsitet og angst, man prøver at holde nede, bliver kun forværret af alkohol, og man får behov for mere og mere alkohol for at dulme den stigende angst og nervøsitet. Herfra er der ikke langt til et egentligt alkoholmisbrug. Derfor bør mængden af alkohol holdes inden for Sundhedsstyrelsens grænser (højst 10 genstande om ugen, højst fire genstande på samme dag). Hash og andre stoffer bør helt undgås.

Undgå rygning

Angst kan også føre til, at man begynder at ryge eller sætter sit tobaksforbrug op. Rygning frarådes generelt, da det er meget sundhedsskadeligt. I kombination med angst kan rygning desuden forværre angstfølelsen, fordi nikotin frigiver adrenalin, som sætter kroppen i alarmberedskab, og får hjertet til at slå hurtigere.

Få motion

Høj puls og hjertebanken kan være så angstfremkaldende, at man helt stopper med at motionere. Det er en rigtig dårlig idé. Motion er ikke bare godt for kroppen, men også vældig godt for psyken. Når man motionerer, frigiver kroppen en række hormoner og signalstoffer, blandt andet endorfiner og dopamin. Det dæmper stress og ubehag og øger følelsen af velvære. Samtidig giver motion en række positive oplevelser af øget puls, hjertebanken, rødmen, svedudbrud m.m., som ellers ofte forbindes med noget negativt, når man har angst. Det er godt at erfare, at disse symptomer er helt naturlige.

Opsøg professionel hjælp

Man kan gøre meget selv, men undertiden er det ikke nok, at man selv kæmper for at få det bedre. Det er ikke spor usædvanligt, at man kan have behov for behandling for sin angstlidelse.

Angst påvirker mange funktioner i dagligdagen, fx skolegang, arbejde, transport, indkøb og samvær med andre mennesker i det hele taget. Forældre, ægtefæller, børn og i nogle tilfælde nære venner bliver derfor ofte indblandet, når et familiemedlem eller en ven får en angstlidelse.

De fleste pårørende får meget ondt af den angstramte og ønsker at hjælpe og støtte. Men angst og undgåelse kan også virke uforståeligt for nogle og føre til irritation og afvisning.

Hvad kan du som pårørende gøre for dig selv og den angstramte?

Hvis du gennem længere tid skal yde støtte til en person, der lider af angst, skal du sørge for, at der er plads til, at dine egne behov tilgodeses, og at du kan leve så normalt som muligt. Det er vigtigt, at hele tilværelsen ikke kommer til at tage udgangspunkt i den, der har angst.  Og det er vigtigt, at man som pårørende ikke påtager sig rollen som behandler. Du skal først og fremmest blive ved med at være det, du er for den angstramte; ægtefælle, kæreste, søn/datter, bror/søster, studiekammerat osv.

På Angstforeningens hjemmeside til pårørende kan du finde gode råd til, hvordan du både kan passe på dig selv og den, der er syg:

Tag min hånd (angstforeningen.dk)

Støt den angstramte i at få professionel hjælp

Hvis du bemærker udtalt angst og undgåelse hos en person, du kender godt, kan du foreslå personen at kontakte egen læge. Du kan støtte den, der har angst, i at søge behandling hos en behandler, der har ekspertise i angstlidelser, og som arbejder med videnskabeligt gennemprøvede metoder.

Du kan spørge den angstramte, om det er i orden, at du spørger til, hvordan behandlingen skrider frem, og hvilket hjemmearbejde, personen har fået.

Opsøg viden om angstlidelser

Hvis du har overskud til at støtte og hjælpe, er det vigtigt, at du sætter dig ind i, hvad en angstlidelse er.

Lav aftaler i "fredstid"

Sammen med den, der har angst, kan du lave en klar aftale om, hvordan du skal forholde dig, når vedkommende har angst. Fx hvis han eller hun ikke kommer i skole eller i sidste øjeblik melder afbud til et fælles socialt arrangement. Den aftale skal I indgå på et tidspunkt, hvor personen ikke har angst. Det er en fordel, at I skriver aftalen ned.

I kan også udforme en aftale om, hvor ofte du som pårørende må minde personen om at lave sit hjemmearbejde fra terapien. Eller måske en aftale om, hvorvidt du skal hjælpe med at huske på medicinen.

Hellere lidt rigtig hjælp end meget forkert hjælp

Du kan sætte dig ind i nogle af de metoder, der hjælper mod angst. Og du kan opmuntre til, at den der har angst anvender metoderne.

I nogle tilfælde kan du som pårørende - i dit forsøg på at hjælpe - komme til at fastholde personen i angsten. Det kan ske, hvis du overtager alle vedkomnes opgaver. Fx at købe ind, hente børn fra institution eller ringe til andre mennesker. Det kan forstærke personens undgåelse, øge afhængigheden af dig og svække hans/hendes selvstændighed.