Undersøgelse for angst hos børn og unge

Hvem kan henvise dig?

Kontakt din egen læge, hvis du har symptomer på psykisk sygdom. Din læge vil vurdere, om du skal have en henvisning til Psykiatrien i Region Midtjylland.

Lægevagten, privatpraktiserende psykiater eller fagfolk i kommunen (fx PPR – Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) kan også henvise til psykiatrien.

Hvis du bliver henvist

Hvis du bliver henvist til psykiatrien, vil din henvisning bliver vurderet i Psykiatriens Centrale Visitation. Her ser man på, om du er i målgruppen for undersøgelse (udredning) eller behandling i Psykiatrien i Region Midtjylland. Hvis du er i målgruppen, vil du blive indkaldt til en samtale. Du får indkaldelsen med Digital Post (e-boks).

Hvis du ikke er i målgruppen, får både du og den, der har henvist dig (fx egen læge), besked. Vi anbefaler, at du herefter tager kontakt til egen læge for at høre, hvilke andre tilbud og behandlingsmuligheder der kan være relevante for dig.

Nogle gange kan symptomer på angst ligne symptomer på fysisk sygdom. Det kan fx være hjertebanken og svimmelhed. Derfor skal det altid udelukkes, at der er tale om en fysisk sygdom. Det undersøger din praktiserende læge.

Når det er blevet vurderet, at symptomerne ikke skyldes fysisk sygdom, bliver du undersøgt i Børne- og Ungdomspsykiatrien. Her vil en behandler tale med dig og dine forældre. Behandleren vil spørge om:

• Hvilke symptomer på angst du oplever
• I hvilke situationer angsten opstår
• Hvordan angsten har udviklet sig.

Behandleren vil også spørge dine forældre, hvordan du har udviklet dig fra helt lille af, og om du har andre vanskeligheder. I taler også om, hvorvidt der er andre i din familie, som lider af angst eller anden psykisk sygdom. På baggrund af den samlede undersøgelse stilles en diagnose.

Enkeltfobier (også kaldet specifikke fobier) er angst for helt bestemte ting. Man kan fx være bange for slanger, højde eller nåle. Hvis man har en enkeltfobi, vil man med al magt søge at undgå det, som skræmmer en.

Separationsangst er angst for at blive adskilt fra sine helt nære omsorgspersoner. Oftest ens mor. For et mindre barn kan angsten vise sig ved, at man følger efter sine forældre rundt i huset derhjemme. For et skolebarn kan separationsangsten vise sig i forbindelse med lejrskole eller sportsstævner. Her kan det - at være væk hjemmefra over en længere periode - give svær hjemve. Samtidig vil man ofte være voldsomt bekymret for at der vil ske ens forældre noget, mens man er væk.

At opleve angst i mange forskellige situationer kaldes for generaliseret angst. Har man det, bekymrer man sig om stort og småt. Det kan fx være om:

• Præstationer i skolen eller til sport
• Man er god nok som ven, bror eller søster.
• Ens helbred
• Hvad man siger og gør
• Nyheder på tv.

Ofte er der behov for, at ens forældre gentagne gange forsikrer en om, at alt nok skal gå.

Socialangst handler om at være ængstelig og bekymret i sociale situationer.  Hvis man har socialangst, er man bekymret for, at andre vil synes dårligt om en. Man vil måske virke genert og hæmmet og ikke have lyst til at møde nye mennesker. Man vil sikkert også undgå at henvende sig til en ekspedient i en butik.

Man kan også være angst for at få synlige tegn på angst. Det vil sige, at man er bange for, at andre skal se en rødme, ryste på hænderne eller kaste op.

Panikangst er en udpræget frygt for pludselig at få et panikanfald og blive totalt handlingslammet. Flere unge end børn får panikanfald. Anfaldet kommer ofte som et lyn fra en klar himmel med voldsom hjertebanken, sved, svimmelhed og åndenød.

Hvis man har oplevet panikanfald flere gange, kan man blive så bange for at få endnu et anfald, at man ikke længere har lyst til at tage hjemmefra, og i stedet isolerer sig.

Mange har mere end én form for angst. Nogle har også andre psykiske sygdomme eller udviklingsforstyrrelser. Det kan fx være indlæringsvanskeligheder, ADHD eller autisme.