Angst hos børn og unge

Her kan du læse om diagnosen og få gode råd til, hvad du kan gøre, hvis du har angst.

Alle mennesker oplever af og til angst og bekymringer. Det er helt naturligt. Angst kan beskytte dig, når du føler dig truet, fordi angsten får dig til at passe på dig selv. Bekymringer kan også være gode, fordi de får dig til at tænke dig om, før du handler.

Det er naturligt at opleve angst i perioder. Angst kan fx opstå, når man som lille bliver adskilt fra sine forældre, fordi man skal starte i vuggestue. Når man er lidt større, vil man typisk være bange for mørke eller fremmede mennesker. Og som teenager kan man have svært ved at forholde sig til de sociale forandringer i forhold til venner, kærester og fester.

At opleve kortere perioder med angst er almindeligt og ikke ensbetydende med, at du lider af angst.

Angst bliver først til en psykisk sygdom, når den er løbet løbsk og gør dagligdagen svær. Det kan fx være, hvis angsten forhindrer dig i at gå i skole, eller hvis du ikke tør forlade hjemmet alene. 

Nogle gange påvirker angsten også familielivet. Det kan ske, hvis der bliver taget så meget hensyn til angsten, at din familie ikke længere kan fungere på almindelig vis. Det kan fx være, hvis du er så angst for at gå i skole, at din mor eller far må blive hjemme fra arbejde. Eller hvis du er så nervøs for at sove i din egen seng, at du må sove hos dine forældre.

Der er ikke én forklaring på, hvorfor nogle får angst. Flere ting har betydning for, om sygdommen opstår.

I nogle tilfælde er der en bestemt begivenhed, som udløser angsten. Det kan fx være, hvis ens forældre bliver skilt, eller hvis man bliver drillet i skolen.

I andre tilfælde kommer angsten ud af det blå. Det, der kan føre til angst hos en person, kan blot være en midlertidig stressfaktor hos en anden.

Forskning tyder på, at der ikke findes et særligt gen for angst. Man kan derfor ikke arve angst fra sine forældre.

Forskere har dog fundet frem til, at der findes en følsomhed, som godt kan gå i arv. I nogle familier ser man fx, at den ene forælder er mere nervøst anlagt end den anden. I andre familier kan man se mere alvorlig angst hos en af forældrene eller andre nære slægtninge. Det øger risikoen for, at man også udvikler angst.

At være født med denne følsomhed er ikke kun negativt. En større følsomhed kan betyde, at man bliver meget omsorgsfuld og empatisk. Samtidig giver følsomheden dog også en større risiko for, at man udvikler bekymringer, angst og tristhed.

Hvis en eller begge dine forældre har angst, er der en risiko for, at de kan komme til at overbeskytte dig, og det kan påvirke din angst. Det kan nemlig betyde, at du kommer til at se på verden som et farligt sted. Og måske kommer du (uden at tænke over det) til at gøre som dine forældre.

Hvis fx din mor er bange for at tage telefonen, fordi det giver hende angst ikke at vide, hvem der er i den anden ende af røret, kan du også blive bange for at tage telefonen. Og så begynder du måske at undgå at tage telefonen – selvom du til at begynde med, ikke var bange for det.

Når du mærker angst, gør din krop sig klar til kamp eller flugt. Derfor får du spændte muskler og hurtig hjertebanken. Mentalt vil du også være ’på vagt’ og meget opmærksom på alt omkring dig.

Måske mærker du også fysisk ubehag. Det kan være mave- og hovedpine, diarre, opkastninger eller træthed. 

Når du har angst, vil dine tanker ofte kredse om, at der er en fare eller trussel på vej. Du kan have tanker om, at en ulykke vil ramme dig selv eller din familie, eller at du vil komme til at gøre noget forkert og blive til grin. Ofte er du ikke i stand til at se situationen fra et mindre farligt perspektiv.

Din adfærd, altså hvad du siger og gør, bliver automatisk påvirket af dine negative tanker og fysiske reaktioner. Du kan fx reagere ved at blive vred, anspændt eller opkørt.

Samtidig vil du sikkert forsøge at undgå det, der giver dig angst. Det kaldes undgåelsesadfærd. Det kan være tydelig undgåelse, fx at nægte at sove i et mørkt rum, hvis du er bange for mørke. Det kan også være mere tilsløret undgåelse, fx at bruge hovedpine som undskyldning, hvis du er bange for at deltage i et socialt arrangement.

Angst ses i forskellige grader. Befinder du dig i den ene ende af skalaen, har du så svær angst, at du ikke kan gå i skole eller være sammen med dine venner.

Er du i den anden ende af skalaen, mærker du kun angsten i enkelte situationer. Resten af tiden klarer du dig ligeså godt som dine jævnaldrende. Hvor plaget af angst, du er, kan også variere fra dag til dag.

Hvem kan henvise dig?

Kontakt din egen læge, hvis du har symptomer på psykisk sygdom. Din læge vil vurdere, om du skal have en henvisning til Psykiatrien i Region Midtjylland.

Lægevagten, privatpraktiserende psykiater eller fagfolk i kommunen (fx PPR – Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) kan også henvise til psykiatrien.

Hvis du bliver henvist

Hvis du bliver henvist til psykiatrien, vil din henvisning bliver vurderet i Psykiatriens Centrale Visitation. Her ser man på, om du er i målgruppen for undersøgelse (udredning) eller behandling i Psykiatrien i Region Midtjylland. Hvis du er i målgruppen, vil du blive indkaldt til en samtale. Du får indkaldelsen med Digital Post (e-boks).

Hvis du ikke er i målgruppen, får både du og den, der har henvist dig (fx egen læge), besked. Vi anbefaler, at du herefter tager kontakt til egen læge for at høre, hvilke andre tilbud og behandlingsmuligheder der kan være relevante for dig.

Nogle gange kan symptomer på angst ligne symptomer på fysisk sygdom. Det kan fx være hjertebanken og svimmelhed. Derfor skal det altid udelukkes, at der er tale om en fysisk sygdom. Det undersøger din praktiserende læge.

Når det er blevet vurderet, at symptomerne ikke skyldes fysisk sygdom, bliver du undersøgt i Børne- og Ungdomspsykiatrien. Her vil en behandler tale med dig og dine forældre. Behandleren vil spørge om:

• Hvilke symptomer på angst du oplever
• I hvilke situationer angsten opstår
• Hvordan angsten har udviklet sig.

Behandleren vil også spørge dine forældre, hvordan du har udviklet dig fra helt lille af, og om du har andre vanskeligheder. I taler også om, hvorvidt der er andre i din familie, som lider af angst eller anden psykisk sygdom. På baggrund af den samlede undersøgelse stilles en diagnose.

Enkeltfobier (også kaldet specifikke fobier) er angst for helt bestemte ting. Man kan fx være bange for slanger, højde eller nåle. Hvis man har en enkeltfobi, vil man med al magt søge at undgå det, som skræmmer en.

Separationsangst er angst for at blive adskilt fra sine helt nære omsorgspersoner. Oftest ens mor. For et mindre barn kan angsten vise sig ved, at man følger efter sine forældre rundt i huset derhjemme. For et skolebarn kan separationsangsten vise sig i forbindelse med lejrskole eller sportsstævner. Her kan det - at være væk hjemmefra over en længere periode - give svær hjemve. Samtidig vil man ofte være voldsomt bekymret for at der vil ske ens forældre noget, mens man er væk.

At opleve angst i mange forskellige situationer kaldes for generaliseret angst. Har man det, bekymrer man sig om stort og småt. Det kan fx være om:

• Præstationer i skolen eller til sport
• Man er god nok som ven, bror eller søster.
• Ens helbred
• Hvad man siger og gør
• Nyheder på tv.

Ofte er der behov for, at ens forældre gentagne gange forsikrer en om, at alt nok skal gå.

Socialangst handler om at være ængstelig og bekymret i sociale situationer.  Hvis man har socialangst, er man bekymret for, at andre vil synes dårligt om en. Man vil måske virke genert og hæmmet og ikke have lyst til at møde nye mennesker. Man vil sikkert også undgå at henvende sig til en ekspedient i en butik.

Man kan også være angst for at få synlige tegn på angst. Det vil sige, at man er bange for, at andre skal se en rødme, ryste på hænderne eller kaste op.

Panikangst er en udpræget frygt for pludselig at få et panikanfald og blive totalt handlingslammet. Flere unge end børn får panikanfald. Anfaldet kommer ofte som et lyn fra en klar himmel med voldsom hjertebanken, sved, svimmelhed og åndenød.

Hvis man har oplevet panikanfald flere gange, kan man blive så bange for at få endnu et anfald, at man ikke længere har lyst til at tage hjemmefra, og i stedet isolerer sig.

Mange har mere end én form for angst. Nogle har også andre psykiske sygdomme eller udviklingsforstyrrelser. Det kan fx være indlæringsvanskeligheder, ADHD eller autisme.

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling står for behandlingen af angst hos børn og unge i Region Midtjylland.

Psykoedukation er en form for undervisning i angst, som bliver tilbudt til både dig og dine forældre. Her får I viden om:

• Hvad angst er
• Hvordan sygdommen opstår
• Hvilke symptomer der er
• Hvordan angst typisk udvikler sig. 

I får også information om behandling med medicin og psykoterapi.

Du kan blive tilbudt en række individuelle samtaler med en behandler. Ofte vil der også være fællessamtaler, hvor dine forældre deltager.

Det kan også være, at du bliver tilbudt at deltage i gruppebehandling. Her deltager du og dine forældre sammen med en række andre familier med børn eller unge, der har angst. Sammen med din behandler, finder du og dine forældre frem til, hvilken terapiform der passer bedst til dig.

Kognitiv adfærdsterapi giver ofte gode resultater. Kognitiv adfærdsterapi går i korte træk ud på, at du gradvist, systematisk og efter aftale gør netop det, som du er bange for. Når du langsomt udfordrer det, du er bange for, vil du med tiden erfare, at det er mindre farligt, end du troede.

Eksempel

Hvis du er bange for at drukne, når du svømmer på dybt vand, skal du starte med at gå ud i det lave vand, hvor du kan bunde, og hvor du tør være. Herefter skal du langsomt bevæge dig ud på lidt dybere vand og arbejde med også at være tryg her. Sådan fortsætter du – trin for trin – indtil du er helt ude på det dybe vand.

Undervejs arbejder du både med tanker og følelser. Et eksempel på tanker, der kan hjælpe dig, kunne være: Jeg mærker, at jeg bliver bange for at drukne. Men jeg ved, at det kun er følelser og ufarlige kropslige fornemmelse. Når jeg ikke længere kan bunde, begynder jeg at svømme. Jeg skal huske mig selv på, at jeg godt kan svømme på lavt vand. Det er det samme, jeg skal gøre, når jeg er på dybt vand.

Aflastning vil sige, at man fritages fra de ting i dagligdagen, som belaster en. Det kan fx være, at du i en periode skal fritages for nogle timer i skolen, hvis det gør det lettere for dig at komme igennem dagen.

Både psykoterapi og medicin har til formål at forebygge tilbagefald. I terapien lærer du gradvist at gå imod dét, der vækker din angst. De strategier, som du har udviklet gennem samtalerne, kan du også bruge i nye sammenhænge, der giver dig angst. Det vil din behandler tale med dig om, når I er ved at nå til slutningen af terapiforløbet.

Derudover vil du sammen med din behandler også arbejde på at finde ud af, hvad der kan være af belastende faktorer i din hverdag, og hvad du kan gøre for at nedsætte belastningerne.

Hvis du får medicin, hjælper den dig til, at du bedre kan gå imod din angst i hverdagen - og på sigt overvinde din angst.

Derudover er det under alle omstændigheder vigtigt, at du sørger for dit almene velbefindende. Spis derfor sundt og varieret, sørg for at få en god nats søvn, få frisk luft og motion og husk ikke mindst at være sammen med de mennesker, du holder af.

Der er flere ting, du kan gøre, hvis du lider af angst:

• Tænk på, hvad du gerne ville kunne, som angsten forhindrer dig i. Du kan evt. tænke på, hvad dine jævnaldrende kan, og som du ikke kan pga. din angst. 

• Det bedste, du kan gøre for at hjælpe dig selv, er at trodse din frygt og gradvist begynde at gøre det, du er bange for. Så vil du over tid opleve, at dine tanker om forskellige skrækscenarier er langt værre end det, du oplever i virkeligheden. Og du har brug for at opleve og mærke på din krop, at virkeligheden er langt mere fredelig og positiv end det, du frygter.

• Tag imod hjælp, både fra en professionel behandler og fra dine forældre. Behandleren kan sammen med dig lægge en plan for, hvordan du - i små trin - kan trodse din frygt.

• Behandleren kan også hjælpe dig med at huske på alle de positive skridt, du gør i processen, og hjælpe dig videre, hvis du får et tilbagefald. Dine forældre kan støtte, opmuntre og hjælpe dig med at holde fast i de mål, du sætter dig.

• Hverken dine forældre eller din behandler kan fjerne angsten for dig. Det er dig, der skal tage beslutningen om at ville kæmpe mod angsten. Man ved, at jo hyppigere man øver sig i at gå imod angsten, jo hurtigere effekt får man af behandlingen.

• Når man er i behandling for angst, kan der være behov for, at der bliver taget nogle hensyn på andre områder. Det er krævende at kæmpe mod angsten. Derfor kan du have brug for, at kravene mindskes på andre områder. Det kan for eksempel være, at der for en periode skal være færre krav i skolen.

Har dit barn angst, er der flere ting, du kan gøre for at hjælpe:

• Deltag i psykoedukation, hvor du kan få mere viden om angst.
• Det kan også være en god ide at læse bøger om angst, for at få en større forståelse af, hvad angst er, og hvordan den behandles.
• Du kan bede om samtaler med jeres barns behandler for at få mere indgående viden om angst, og hvordan du kan støtte jeres barn.
• Vær åben over for dit barn, når du selv oplever noget, der gør dig nervøs. Fortæl om hvordan du overvinder nervøsiteten. På den måde kan du være en god rollemodel.
• Hvis du selv har tendens til angst, er det vigtigt, at du afgrænser det og arbejder med din egen bekymring. Ellers kan den overføres til barnet.
• Undgå at overbeskytte barnet. Det gør kun angsten værre. Undlad at vedligeholde barnets undgåelsesadfærd. Støt i stedet dit barn med opmuntring, konkrete strategier og aftaler om at indgå i velkendte aktiviteter og sammenhænge.
• Undgå at udvise irritation eller skuffelse over barnet. Prøv i stedet for at hjælpe barnet til at se sin egen situation, og de konsekvenser angsten har fået, og forsøg så at opmuntre barnet til at gå imod angsten.
• Tal med dit barn om, at angst kun er tanker og ikke virkelighed, og at angsten har fået barnet til at se alt i et negativt lys.
• Tal med dit barn om, hvad det gerne ville kunne, hvis ikke angsten hæmmede det. Opmuntre dit barn til at tage imod behandling og giv din fulde støtte.
• Hvis din søn eller datters angst udspiller sig i skolen eller til fritidsaktiviteter, så aftal med ham eller hende, at du oplyser lærere og pædagoger om angsten. Tal med dem om, hvordan de bedst støtter dit barn i at gå imod sin angst. Det er en stor hjælp for dit barn, at der er den samme forståelse for dets vanskeligheder både hjemme, i skolen og i fritiden.

Så tag et kig på vores side om at være barn i en familie med psykisk sygdom. Her er vigtig viden og gode råd til dig, der har en søskende med en psykisk sygdom.

Mindhelper - guider unge gennem hårde tider

Råd og vejledning til unge mellem 13-20 år
mindhelper.dk

Snak om det

Inspiration til snak med børn om sindet og psykiske lidelser
snakomdet.dk

Headspace

Rådgivningstilbud til børn og unge i alderen 12-25 år
headspace.dk

BørneTelefonen

Rådgivningstilbud til børn. Man kan ringe, skrive eller chatte med BørneTelefonen.
bornetelefonen.dk 
Telefon: 116 111