Angst bliver først til en psykisk sygdom, når den er "løbet løbsk" og gør dagligdagen svær. Det kan fx være, hvis angsten forhindrer dig i at gå i skole, eller hvis du ikke tør forlade hjemmet alene. 

Nogle gange påvirker angsten også familielivet. Det kan ske, hvis der bliver taget så meget hensyn til angsten, at din familie ikke længere kan fungere på almindelig vis. Det kan fx være, hvis du er så angst for at gå i skole, at din mor eller far må blive hjemme fra arbejde. Eller hvis du er så nervøs for at sove din egen seng, at du må sove hos dine forældrene.

Forskning tyder på, at der ikke findes et særligt gen for angst. Du kan altså ikke arve angst fra dine forældre.

Forskere har dog fundet frem til, at der findes en følsomhed, som godt kan gå i arv. I nogle familier ser man fx, at den ene forælder er mere nervøst anlagt end den anden. I andre familier kan man se mere alvorlig angst hos én af forældrene eller andre nære slægtninge. Det øger risikoen for, at barnet også udvikler angst.

At være født med denne følsomhed er ikke kun negativt. En større følsomhed kan betyde, at barnet bliver meget omsorgsfuldt og empatisk. Samtidig giver følsomheden dog også en større risiko for, at barnet udvikler bekymringer, angst og tristhed.

Som forælder kan du komme til at fastholde dit barns angst ved at overbeskytte det. Hvis du eller barnets anden forælder selv er plaget af angst, kan jeres barn let komme til også at se verden som et farligt sted. Af den grund kan jeres barn begynde at kopiere jeres adfærd.

Hvis en mor fx er bange for at tage telefonen, fordi det giver hende angst ikke at vide, hvem der er i den anden ende af røret, kan hendes barn også blive bange for at tage telefonen. Derfor begynder det at undgå det – selvom barnet til at begynde med ikke var bange for at tage telefonen.

Når du mærker angst, gør din krop sig klar til kamp eller flugt. Derfor får du spændte muskler og hurtig hjertebanken. Mentalt vil du også være ’på vagt’ og meget opmærksom på alt omkring dig.

Måske mærker du også fysisk ubehag. Det kan være mave- og hovedpine, diarre, opkastninger eller træthed. 

Når du har angst, vil dine tanker ofte kredse om, at der er en fare eller trussel på vej. Du kan have tanker om, at en ulykke vil ramme dig selv eller din familie, eller at du vil komme til at gøre noget forkert og blive til grin. Ofte er du ikke i stand til at se situationen fra et mindre farligt perspektiv.

Din adfærd, altså hvad du siger og gør, bliver automatisk påvirket af dine negative tanker og fysiske reaktioner. Du kan fx reagere ved at blive vred, anspændt eller opkørt.

Samtidig vil du sikkert forsøge at undgå det, der giver dig angst. Det kaldes ’undgåelsesadfærd’. Det kan være ’tydelig undgåelse’. Fx at nægte at sove i et mørkt rum, hvis du er bange for mørke. Det kan også være mere ’tilsløret undgåelse'. Fx at bruge hovedpine som undskyldning, hvis du er bange for at deltage i et socialt arrangement.

Angst ses i forskellige grader. Befinder du dig i den ene ende af skalaen, har du så svær angst, at du ikke kan gå i skole eller være sammen med dine venner.

Er du i den anden ende af skalaen, mærker du kun angsten i enkelte situationer. Resten af tiden klarer du sig ligeså godt som dine jævnaldrende. Hvor plaget af angst, du er, kan også variere fra dag til dag.

Nogle gange kan symptomer på angst ligne symptomer på fysisk sygdom. Det kan fx være hjertebanken og svimmelhed. Derfor skal det altid udelukkes, at der er tale om en fysisk sygdom. Det undersøger din praktiserende læge.

Når det er blevet vurderet, at symptomerne ikke skyldes fysisk sygdom, bliver du undersøgt i børne- og ungdomspsykiatrien. Her vil en behandler tale med dig og dine forældre. Behandleren vil spørge om:

• Hvilke symptomer på angst du oplever
• I hvilke situationer angsten opstår
• Hvordan angsten har udviklet sig.

Behandleren vil også spørge dine forældre, hvordan du har udviklet dig fra helt lille af, og om du har andre vanskeligheder. I taler også om, hvorvidt der er andre i din familie, som lider af angst eller anden psykisk sygdom. På baggrund af den samlede undersøgelse stilles en diagnose.

Enkeltfobier (også kaldet specifikke fobier) er angst for helt bestemte ting. Du kan fx være bange for slanger, højde eller nåle. Har du en enkeltfobi vil du med al magt søge at undgå det, som skræmmer dig.

Separationsangst er angst for at blive adskilt fra dine helt nære omsorgspersoner. Oftest din mor. For mindre børn kan angsten kan vise sig i hjemmet, hvor barnet kan følge efter sine forældre rundt i huset.

Hvis du går i skole kan det være, at separationsangsten har vist sig i forbindelse med lejrskole eller sportsstævner. Her kan det at være væk hjemmefra over en længere periode give svær hjemve. Samtidig vil du ofte være voldsomt bekymret for, at der vil ske dine forældre noget, mens du er væk.

At opleve angst i mange forskellige situationer kaldes for generaliseret angst. Har du det, bekymrer du dig om stort og småt. Det kan fx være om:

• Præstationer i skolen eller til sport
• Du er god nok som ven, bror eller søster.
• Dit helbred
• Hvad du siger og gør
• Nyheder på tv.

Ofte er der behov for, at dine forældre gentagne gange forsikrer dig om, at alt nok skal gå.

Socialangst handler om at være ængstelig og bekymret i sociale situationer. Har du socialangst, er du bekymret for, at andre vil synes dårligt om dig. Du vil måske virke genert og hæmmet og ikke have lyst til at møde nye mennesker. Du vil sikkert også undgå at henvende sig til en ekspedient i en butik.

Du kan også være angst for at få synlige tegn på angst. Det vil sige, at du er bange for, at andre skal se dig rødme, ryste på hænderne eller kaste op.

Panikangst er en udpræget frygt for pludselig at få et panikanfald og blive totalt handlingslammet. Flere unge end børn får panikanfald. Anfaldet kommer ofte som ”et lyn fra en klar himmel” med voldsom hjertebanken, sved, svimmelhed og åndenød.

Har du oplevet panikanfald flere gange, kan du blive så bange for at få endnu et anfald, at du ikke længere har lyst til at tage hjemmefra, og i stedet isolerer dig.

Mange børn og unge har mere end én form for angst. Nogle har også andre psykiske sygdomme eller udviklingsforstyrrelser. Det kan fx være indlæringsvanskeligheder, ADHD eller autisme.

Psykoedukation er en form for undervisning i angst, som bliver tilbudt til både dig og dine forældre. Her får I viden om:

• Hvad angst er
• Hvordan sygdommen opstår
• Hvilke symptomer der er
• Hvordan angst typisk udvikler sig. 

I får også information om behandling med medicin og psykoterapi.

Du kan blive tilbudt en række individuelle samtaler med en behandler, oftest er der også fællessamtaler, hvor dine forældre er med.

Det kan også være, at du bliver tilbudt at deltage i gruppebehandling. Her deltager I sammen med en række andre familier med børn eller unge, der har angst. Sammen med din behandler finder du og dine forældre ud af hvilken terapiform, der passer bedst til dig.

Kognitiv adfærdsterapi giver ofte gode resultater. Kognitiv adfærdsterapi går i korte træk ud på, at du gradvist, systematisk og efter aftale gør netop det, som du er bange for. Når du langsomt udfordrer det, du er bange for, vil du med tiden erfare, at det er mindre farligt, end du troede.

Eksempel

Hvis du fx er bange for at drukne, når du svømmer på dybt vand,  skal du starte med at gå ud i det lave vand, hvor du kan bunde, og hvor du tør være. Herefter skal du langsomt bevæge dig ud på lidt dybere vand og arbejde med også at være tryg her. Sådan fortsætter du – trin for trin – til du er helt ude på det dybe vand.

Undervejs arbejder du både med tanker og følelser. Et eksempel på tanker, der kan hjælpe dig, kunne være: 

Jeg mærker, at jeg bliver bange for at drukne. Men jeg ved, at det kun er følelser og ufarlige kropslige fornemmelse.  Når jeg ikke længere kan bunde, begynder jeg at svømme. Jeg skal huske mig selv på, at jeg godt kan svømme på lavt vand. Det er det samme, jeg skal gøre, når jeg er på dybt vand.

Aflastning vil sige, at man fritages fra de ting i dagligdagen, som belaster én. Fx kan man i en periode blive fritaget for nogle timer i skolen, hvis det gør det lettere at komme igennem dagen.

Både psykoterapi og medicin har til formål at forebygge tilbagefald. I terapien lærer du gradvist at gå imod dét, der vækker din angst. De strategier, som du har udviklet gennem samtalerne, kan du også bruge i nye sammenhænge, der giver dig angst. Det vil din behandler tale med dig om, når I er ved at nå til slutningen af terapiforløbet.

Derudover vil du sammen med din behandler også arbejde på at finde ud af, hvad der kan være af belastende faktorer i din hverdag, og hvad du kan gøre for at nedsætte belastningerne.

Hvis du får medicin, hjælper den dig til, at du bedre kan gå imod din angst i hverdagen - og på sigt overvinde din angst.

Derudover er det under alle omstændigheder vigtigt, at du sørger for dit almene velbefindende. Spis derfor sundt og varieret, sørg for at få en god nats søvn, få frisk luft og motion og husk ikke mindst at være sammen med de mennesker, du holder af.

Der er flere ting, du kan gøre, hvis du lider af angst:

• Tænk på hvad du gerne ville kunne, som angsten forhindrer dig i. Du kan evt. tænke på, hvad dine jævnaldrende kan, og som du ikke kan pga. din angst. 

• Det bedste, du kan gøre for at hjælpe dig selv, er at trodse din frygt og gradvist begynde at gøre det, du er bange for. Så vil du over tid opleve, at dine tanker om forskellige skrækscenarier er langt værre end det, du oplever i virkeligheden. Og du har brug for at opleve og mærke på din krop, at virkeligheden er langt mere fredelig og positiv end det, du frygter.

• Tag imod hjælp, både fra en professionel behandler og fra dine forældre. Behandleren kan sammen med dig lægge en plan for, hvordan du i små trin kan trodse din frygt.

• Behandleren kan også hjælpe dig med at huske på alle de positive skridt, du gør i processen, og hjælpe dig videre, hvis du får et tilbagefald. Dine forældre kan støtte, opmuntre og hjælpe dig med at holde fast i de mål, du sætter dig.

• Hverken dine forældre eller din behandler kan fjerne angsten for dig. Det er dig, der skal tage beslutningen om at ville kæmpe mod angsten. Man ved, at jo hyppigere man øver sig i at gå imod angsten, jo hurtigere effekt får man af behandlingen.

• Når man er i behandling for angst, kan der være behov for, at der bliver taget nogle hensyn på andre områder. Det er krævende at kæmpe mod angsten. Derfor kan du have brug for, at kravene mindskes på andre områder. Det kan for eksempel være, at der for en periode skal være færre krav i skolen.

Har dit barn angst, er der flere ting, du kan gøre for at hjælpe:

• Deltag i psykoedukation, hvor du kan få mere viden om angst.
  
  
• Det kan også være en god ide at læse bøger om angst, for at få en større forståelse af, hvad angst er, og hvordan den behandles.
  
  
• Du kan bede om samtaler med jeres barns behandler for at få mere indgående viden om angst, og hvordan du kan støtte jeres barn.
  
  
• Vær åben over for dit barn, når du selv oplever noget, der gør jer nervøse. Fortæl om hvordan du overvinder nervøsiteten. På den måde kan du være en god rollemodel.
  
  
• Hvis du selv har tendens til angst, er det vigtigt, at du afgrænser det og arbejder med din egen bekymring. Ellers kan den overføres til barnet. 
  
  
• Undgå at overbeskytte barnet. Det gør kun angsten værre. Undlad at vedligeholde barnets undgåelsesadfærd. Støt i stedet dit barn med opmuntring, konkrete strategier og aftaler om at indgå i velkendte aktiviteter og sammenhænge. 
  
  
• Undgå at udvise irritation eller skuffelse over barnet. Prøv i stedet for at hjælpe barnet til at se sin egen situation, og de konsekvenser angsten har fået, og forsøg så at opmuntre barnet til at gå imod angsten.
  
  
• Tal med dit barn om, at angst kun er tanker og ikke virkelighed, og at angsten har fået barnet til at se alt i et negativt lys.
  
  
• Tal med dit barn om, hvad det gerne ville kunne, hvis ikke angsten hæmmede det. Opmuntr dit barn til at tage imod behandling og giv din fulde støtte.
  
  
• Hvis din søn eller datters angst udspiller sig i skolen eller til fritidsaktiviteter, så aftal med ham eller hende, at du oplyser lærere og pædagoger om angsten. Tal med dem om, hvordan de bedst støtter dit barn i at gå imod sin angst. Det er en stor hjælp for dit barn, at der er den samme forståelse for dets vanskeligheder både hjemme, i skolen og i fritiden.