Tvangstanker er:

• uønskede tanker, impulser eller forestillingsbilleder
• ofte skræmmende og handler om forfærdelige ting, der kan ske
• ubehagelige og opleves som påtrængende. De medfører ofte angst eller væmmelse.

Tvangshandlinger er:

• gentagne handlinger (f.eks. håndvask eller tjekkeadfærd) eller mentale ritualer (f.eks. at bede, tælle eller gentage ord), som man føler sig tvunget til at udføre.
• handlinger, der udføres med det formål at reducere ubehag eller for at undgå, at noget frygteligt skal ske.

Hos nogle mennesker med OCD er der ingen tvangstanker bag handlingerne, men de oplever et stærkt ubehag, hvis de ikke kan komme til at udføre deres tvangshandlinger.

De fleste OCD-ramte kan med deres fornuft godt se, at deres tvangstanker og tvangshandlinger er overdrevne eller urimelige – i hvert fald noget af tiden. Men når de står midt i en OCD-udløsende situation, føles tvangstankerne ofte realistiske og tvangshandlingerne nødvendige.

Der er også en mindre del af OCD-ramte, der er overbeviste om rigtigheden af deres tanker og mener, deres tvangshandlinger er fornuftige. De kan ikke rationelt tage afstand fra tankerne.

OCD rammer 2-3 % af befolkningen i hele verden. Symptomerne varierer fra person til person. De fleste med OCD vil opleve at sygdommen påvirker deres livskvalitet.

Mange med OCD opfatter deres tvangstanker og tvangshandlinger som absurde og pinagtige. De synes derfor, at det er pinligt at afsløre dem over for andre. En del går derfor rundt i årevis med tvangssymptomer, der holdes skjult for andre. Det gør, at mange med OCD ikke får den rigtige diagnose og dermed den rigtige hjælp.

OCD starter ofte i barndom eller tidlig voksenalder. Cirka 80 % får OCD før de fylder 25 år.

Udviklingen af symptomerne sker ofte gradvist. Det vil sige at lette tvangssymptomer gradvist tiltager i sværhedsgrad. Andre gange opstår symptomerne pludseligt, nærmest fra den ene dag til den anden. 

Mange pårørende og udenforstående kan have svært ved at forstå, at den OCD-ramte ikke blot ”kan tage sig sammen” og lade være med at udføre tvangshandlingerne. Men at gå imod tvangssymptomerne giver ofte så meget angst og ubehag, at de fleste har opgivet kampen, når de kommer til undersøgelse og behandling.

I dag betragter man OCD som en neuropsykiatrisk lidelse, hvor en forstyrrelse i hjernens signalstoffer, hovedsageligt serotonin, spiller en vigtig rolle. Ved virksom behandling kan man se, at denne forstyrrelse normaliseres. Visse områder og strukturer i hjernen har gennem hjernescanninger vist sig ofte at være påvirket. I sjældne tilfælde kan OCD skyldes hjerneinfektioner.

Mange mennesker med OCD har en arvelig disposition for at udvikle lidelsen. Der er en højere risiko for at udvikle OCD, hvis nogen i familien har det – især, hvis lidelsen starter tidligt.

Nogle mennesker med OCD har specielle personlighedstræk i form af udpræget ordenssans, nøjagtighed eller overdreven forsigtighed. Men en stor del af de OCD-ramte har ikke disse personlighedstræk. 

Selvom OCD efter alt at dømme er en overvejende genetisk, biologisk og neurologisk lidelse, spiller sociale og psykologiske faktorer også en rolle. Forskellige former for stress kan være medvirkende til, at man udvikler OCD. Stress kan også forværre de symptomer, man allerede har.

F.eks. kan uheldige kommunikationsmønstre eller negativ stemning i familien være med til at vedligeholde eller endda forstærke symptomerne. Det er derfor ofte vigtigt også at inddrage sociale og psykologiske aspekter i behandlingen og involvere familien og andre nøglepersoner.

Hos mennesker med OCD ses mange forskellige tvangstanker og tvangshandlinger.

Nogle OCD-ramte har én type symptomer, men de fleste har flere forskellige typer. Over tid kan tvangssymptomerne skifte indhold og karakter.

For at der er tale om OCD, skal symptomerne medføre lidelse eller påvirke dagligdagsfunktioner. Tvangstankerne kan have mange forskellige temaer, og tvangshandlingerne har mange forskellige former. Herunder kan du læse om nogle af de mest hyppige. 

Her har man typisk en overdreven frygt for at blive snavset eller at pådrage sig sygdomme. Det kan også være frygt for ved et uheld at komme til at sprede snavs eller bakterier til andre personer.

Det medfører ofte tvangshandlinger i form af overdreven hygiejne eller rengøring.

Tjekkeadfærd er en form for tvangshandling, der kan forekomme ved næsten alle former for tvangstanker. 

En OCD-ramt med tjekkeadfærd tjekker igen og igen bestemte ting. Det kan for eksempel være dørlåse, elektriske apparater, om han/hun har glemt/tabt noget, om andre er kommet til skade osv.

For nogle kan det betyde, at det kan være næsten umuligt at forlade lejlighed eller hus, fordi man ikke kan afslutte sine kontrolritualer.

Mange med OCD har angst for at komme til at skade andre eller sig selv, enten med vilje eller på grund af uforsigtighed. Andre er plaget af tvangstanker om seksuelle handlinger, som de opfatter som umoralske eller frastødende.

Ofte forsøger OCD-ramte, der er plaget af disse tvangstanker, at undgå situationer, hvor tankerne bliver udløst.

Langt de fleste har mentale ritualer. Det kan for eksempel være at forsøge at kontrollere tankerne eller at forsøge at tvinge tankerne ud af hovedet.

Mange frygter at komme til at handle på tankerne, og mange holder dem hemmelige, fordi de skammer sig over at have disse tanker. 

Her styres den OCD-ramte af overdrevne, strikse og rigide regler for, hvad der er religiøst og etisk korrekt. Ofte vil man forsøge at undgå selv den mindste afvigelse fra reglerne.

Hoarding eller samlemani er kendetegnet ved at den OCD-ramte i overdreven grad samler på ting eller har svært ved at smide ting ud. Det kan f.eks. være ting med sentimental værdi, som man måske kunne få brug for en dag. 

Tvangstanker om symmetri eller nøjagtighed er kendetegnet ved en overdreven trang til at opstille ting symmetrisk eller efter en bestemt orden.

Nogle mærker et stærkt ubehag, hvis tingene ikke står rigtigt. Andre har tvangstanker om, at der eksempelvis vil ske dem selv eller deres nærmeste noget slemt, hvis tingene ikke står rigtigt.

Mange OCD-ramte plages af påtrængende ubehagelige forestillingsbilleder eller "indre film" med ubehagelige billedsekvenser. 

Det kan f.eks være overdreven undgåelsesadfærd eller ritualer i forbindelse med kontakt med overtroiske fænomener. F.eks. sorte katte, kirkegårde, bestemte datoer, tal og lignende.

Somatiske tvangstanker er overdrevne tanker om fysisk sygdom.

Det medfører ofte, at den OCD-ramte i overdreven grad opsøger læge, tjekker kroppen for tegn på sygdom, eller i overdreven grad søger viden på nettet om pågældende sygdom.

Gentagelsesritualer indebærer gentagelser af almindelige dagligdagshandlinger. F.eks. at tænde og slukke lyset, åbne og lukke døren eller gå frem og tilbage over dørtrinnet.

Nogle gentager handlingerne et bestemt antal gange. Andre gentager handlingerne indtil det føles rigtigt. 

Mentale tvangshandlinger er tvangshandlinger, der udføres inde i hovedet, og som ikke er synlige for omverdenen. Det kan f.eks. være at bede bønner, sige remser, forsøge at fortrænge eller ændre uønskede tanker eller tælleritualer.

Bekræftelsessøgning anvendes ofte af OCD-ramte for at opnå bekræftelse fra andre om, at det, de frygter, ikke vil ske, eller at det, de har gjort, er godt nok. Ofte er det de samme spørgsmål, der stilles igen og igen. Denne form for tvangshandling kan være en stor belastning for de pårørende.

Tvangstanker kan også have andre temaer, og tvangsadfærden kan antage andre former end dem, der er nævnt her.

Næsten enhver form for tanke eller adfærd kan udvikle sig til at blive et tvangssymptom. Inden for de forskellige typer af symptomer kan sygdommen præsentere sig på vidt forskellige måder for den enkelte person.

Nogle OCD-ramte bliver socialt isolerede, fordi det er svært for dem at være sammen med andre mennesker. De skal måske vaske hænder mange gange om dagen og er konstant i tvivl om, om de har vasket sig grundigt nok.

Andre har svært ved at forlade deres hjem af angst for at komme til at gøre ting, de er bange for, eller fordi de er bange for at komme til at afsløre nogle af de tvangssymptomer, som de ellers forsøger at holde skjult. 

Diagnosen OCD stilles på baggrund af grundige samtaler med læge eller psykolog og undersøgelse af den person, det drejer sig om. Ofte bruges bestemte spørgeskemaer, som er udarbejdet med henblik på at stille diagnosen OCD. I nogle tilfælde kan egen læge stille diagnosen.

I andre tilfælde kan det være en vanskelig opgave, som kræver henvisning til en speciallæge i voksenpsykiatri, psykolog, eller til en ambulant afdeling i psykiatrien med specialviden om dette område. Vanskelighederne kan skyldes, at den OCD-ramte har svært ved at fortælle om sine symptomer, men også at symptomerne kan være meget forskellige og kan ligne symptomer på andre psykiske lidelser.

Den psykoterapeutiske behandling vil oftest være i form af kognitiv adfærdsterapi. Kognitiv adfærdsterapi er den psykoterapeutiske behandling, der er bedst dokumentation for. Det anbefales til både børn, unge og voksne med OCD.

Nogle vil have behov for supplerende medicin, mens en stor del af OCD-ramte har god effekt af kognitiv adfærdsterapi.

Behandlingen indledes typisk med information om OCD. Dette led i behandlingen kaldes psykoedukation. Herigennem opnås en fælles forståelse for OCD-lidelsen og for de vedligeholdende mekanismer hos den enkelte person. Ligeledes præsenteres tanken bag de metoder, der anvendes i behandlingen. Det er vigtigt, at den OCD-ramte har en forståelse for, hvorfor behandlingen er udformet, som den er, fordi det kræver en indsats at få et godt udbytte af behandlingen.

I starten af behandlingen udarbejdes der sammen med behandleren en problem- og målliste, så der er en klar aftale om, hvad man ønsker at arbejde hen imod.

I behandlingen arbejder behandleren med en række kognitive metoder, der har til formål at udfordre den OCD-ramtes katastrofetænkning. I samtalerne afprøver den OCD-ramte, i samarbejde med behandleren, andre måder at tænke på – støttet af mindre hjemmeopgaver. 

Derudover arbejdes med adfærdsterapeutiske metoder, der har til formål at udfordre den uhensigtsmæssige tvangsadfærd (tvangshandlinger, undgåelsesadfærd m.v.), som den OCD-ramte ofte bliver indfanget i.

Mange oplever, at deres tvangshandlinger og undgåelsesadfærd er nødvendig for at kontrollere de ubehagelige tvangstanker og katastrofetanker, forhindre forfærdelige ting i at ske eller reducere ubehaget. Men i virkeligheden er tvangsadfærden med til at forstærke tvangstankerne og ubehaget og dermed vedligeholde symptomerne.

Eksponering og responshindring

De allervigtigste adfærdsterapeutiske metoder ved OCD er eksponering og responshindring. Ved eksponering udsætter den OCD-ramte sig gradvist og forsigtigt (og i små doser) for ting og situationer, der udløser tvangssymptomer. Dette gøres sammen med responshindring, der betyder, at man undlader at udføre tvangshandlinger.

Den OCD-ramte lærer herved dels at angsten eller ubehaget daler af sig selv uden brug af tvangsadfærd, dels får han eller hun konkret erfaring med at katastrofetankerne er overdrevne og urealistiske.

Nogle mennesker med OCD er bange for at opsøge kognitiv adfærdsterapi, fordi de ved, at det indebærer eksponering og responshindring. Det er vigtigt at vide, at behandlingen altid tilrettelægges i et samarbejde mellem den OCD-ramte og behandleren. Man bliver aldrig tvunget til at eksponere, og behandleren forhindrer aldrig en i at udføre tvangsadfærd.

Hjemmearbejde er en meget vigtig del af behandlingen. Her overfører man det, man har lært i behandlingen, til sin dagligdag. Man skal derfor fra starten indstille sig på at sætte god tid af til hjemmearbejde mellem sessionerne. Hjemmearbejde kan bestå af eksponerings- og responshindringsopgaver eller anvendelse af andre metoder.

Den OCD-ramtes symptomer kan have stor indflydelse på omgivelserne. Ofte er familien eller andre nærtstående personer blevet aktivt involveret i tvangshandlingerne. Derfor er det ofte vigtigt at inddrage hele familien, ægtefællen eller andre nærtstående personer i behandlingen.

Man anbefaler typisk kognitiv adfærdsterapi som førstevalg til behandling af OCD. Men ved sværere OCD-tilstande, eller hvor kognitiv adfærdsterapi ikke har tilstrækkelig effekt, kan det være nødvendigt at kombinere samtaleterapien med medicinsk behandling.

Det er hovedsagelig antidepressiv medicin, der bruges og har effekt i behandlingen af OCD. Medicinen blev oprindeligt udviklet til behandling af depression. 

Former for lægemidler

De mest brugte former er SSRI-præparater. SSRI står for selective serotonin reuptake inhibitor, på dansk kaldet selektive serotonin-genoptagelseshæmmere. Navnet stammer fra stoffets kemiske virkning.

Der findes flere forskellige typer SSRI-præparater. Hvis man ikke har tilstrækkelig effekt af ét lægemiddel, eller der er uacceptable bivirkninger, kan der være god grund til at forsøge sig med et andet lægemiddel.

Udover SSRI-præparaterne anvendes også klomipramin i behandlingen af OCD. Det er en ældre form for antidepressiv medicin.

Nogle gange kan et tillæg af en lille dosis antipsykotisk medicin være effektiv i kombination med antidepressiv medicin.

Det kan desværre tage lang tid, før medicinen virker. Det kræver tålmodighed at vente på effekten af behandlingen. Det er dog vigtigt at gennemprøve et lægemiddel, inden man eventuelt skifter til et andet. Det er også vigtigt, at man får en tilstrækkelig høj dosis. 

Det er sjældent, at medicinen medfører, at OCD-symptomerne forsvinder helt. Men mange beskriver, at deres tvangstanker bliver mindre påtrængende, og trangen til tvangsadfærd bliver mindre.

Bivirkninger

Nogle oplever bivirkninger ved medicinen, men langt fra alle. Mange bivirkninger forsvinder efter få ugers behandling, og resterende bivirkninger er oftest milde. 

Nogle oplever dog svære og vedvarende bivirkninger. Her kan et skift til et andet lægemiddel være nødvendig. Eventuelle bivirkninger forsvinder, når man holder op med medicinen. Hverken SSRI-præparaterne, antidepressiva eller antipsykotika fører til fysisk afhængighed.

Hvis der er effekt af den medicinske behandling, anbefaler man, at den fortsætter minimum et halvt til et helt år efter, at man har fået det bedre. Herefter kan man trappe langsomt ud af medicinen efter aftale med sin læge.

Udtrapning

Det er vigtigt, at udtrapning foregår efter aftale med læge. Og i en periode, hvor man har det godt, og ikke er udsat for ydre belastninger.

Nogle oplever tilbagefald i forbindelse med udtrapning af medicinen. Da kan det være en fordel at kende de kognitive adfærdsterapeutiske metoder og værktøjer. Så kan man bruge dem, hvis der er tegn på tilbagefald. For nogle kan det være nødvendigt med livslang medicinsk behandling.