• er uønskede tanker, impulser eller forestillingsbilleder.
• er ofte skræmmende og handler om forfærdelige ting, der kan ske.
• er ubehagelige og opleves som påtrængende.De medfører ofte angst eller væmmelse.

Tvangstanker er tanker som konstant presser sig på i bevidstheden. Tankerne er meget ubehagelige og stærkt generende. De fleste børn og unge med OCD erkender deres tvangstanker og tvangshandlinger er overdrevne eller urimelige, og de vil forsøge at lægge afstand til dem med deres fornuft. En del, især mindre børn, kan ikke fuldt ud tage rationel afstand til tankerne. 

Tvangshandlinger kendetegnes ved:

• gentagne handlinger (fx håndvask eller tjekkeadfærd) eller mentale ritualer (fx at tælle eller gentage ord), som man føler sig tvunget til at udføre
• at de udføres med det formål at mindske ubehag eller angst.
• at de skal udføres på en ganske bestemt måde eller efter et bestemt mønster.

Bag handlingerne ligger ofte en tvangstanke om, at du ved at udføre handlingerne kan undgå en katastrofe, du ellers frygter. Det kan fx være, at du skal banke tre gange i bordet, hver gang du sætter dig ned, ellers vil en god ven dø.

Hos nogen børn og unge med OCD er der ingen sikre tvangstanker bag handlingerne. Det gælder især mindre børn. De oplever dog alligevel et stærkt ubehag, hvis ikke de udfører handlingerne.

I dag betragter man OCD som en lidelse i hjernen. Her ses en forstyrrelse i hjernens signalstoffer. Hovedsageligt serotonin spiller en vigtig rolle. Ved behandling der har en effekt, kan man se på scanningsbilleder af hjernen, at forstyrrelsen i signalstoffet bliver mere normalt.

Man ved dog fortsat kun lidt om, hvordan psykologiske forhold og biologiske forhold i hjernen spiller sammen ved OCD.

Mange børn og unge med OCD har arvet risikoen for at få sygdommen. Du har en højere risiko for at få OCD, hvis en i din familie har OCD.

Nogle børn og unge med OCD har særlige personlighedstræk. Det kan være udpræget ordenssans eller overdreven forsigtighed. En stor del af børn og unge med OCD har dog ikke disse træk.

Oplevelser i dit liv kan af og til fastholde dine tvangssymptomer. De kan også direkte forstærke dem. Det kan fx være mobning, dødsfald og alvorlige ulykker. Dårlig stemning i familien kan også påvirke dine symptomer negativt. Derfor er det ofte vigtigt at kigge på mange forhold i dit liv. Din familie og andre nøglepersoner bør også involveres.

Mange gemmer deres symptomer

OCD har tidligere været opfattet som en relativt sjælden tilstand. Mange OCD-ramte opfatter deres tvangstanker og tvangshandlinger som absurde og pinlige. Derfor synes de ofte, at det er pinligt at afsløre dem overfor omgivelserne. Det betyder, at mange har gået med deres symptomer i lang tid, inden de får behandling.

Derfor er det ofte kun dem selv og den nærmeste familie, som kender til symptomerne og ved, hvordan symptomerne påvirker dagligdagen.

Symptomerne kommer typisk snigende over flere år. Ofte starter de med få daglige ritualer, som lige så stille udvikler sig til flere og flere ting, der skal gøres. Symptomerne kan dog  også opstå pludseligt. Oftest ses symptomerne første gang i 8-10-års alderen eller14-15- års alderen

Mange pårørende kan have svært ved at forstå, at den OCD-ramte ikke bare ”kan tage sig sammen” og stoppe med at udføre tvangshandlinger. Men at gå imod tvangssymptomerne fremkalder tit så meget angst og ubehag, at mange børn og unge har opgivet kampen, når de kommer til undersøgelse og behandling.

Har man OCD er der en risiko for, at man bliver socialt isoleret. Det sker, fordi det kan være svært at være sammen med andre mennesker. Måske skal du vaske hænder mange gange om dagen og er konstant i tvivl om, hvorvidt du har vasket dem grundigt nok. Andre har svært ved at forlade deres hjem, fordi de bange for at komme til at afsløre de tvangssymptomer, de prøver at skjule.

Hos børn og unge med OCD ses mange forskellige tvangstanker og tvangshandlinger.  Over tid kan tvangssymptomerne skifte indhold og karakter.

Det mest almindelige tvangssymptom er angst for snavs og smitte. Denne angst medfører ofte ritualer som overdreven håndvask eller brusebadning. Her kredser tankerne konstant omkring faren for selv at pådrage sig sygdom eller forårsage at andre bliver smittet eller måske endda dør. Det kan fx være kræft eller aids.

Kontrolritualer er et andet almindeligt tvangssymptom. Kontrolritualer betyder, at man igen og igen tjekker bestemte ting. Fx om vandet løber i badeværelset, lyset er slukket i kælderen, eller ovnen stadig er tændt. For nogle kan kontrolritualerne betyde, at det kan være meget svært at forlade hjemmet, fordi de ikke kan afslutte ritualerne.

Nogle med OCD har tvangstanker om døden eller angst for at komme til at gøre andre eller sig selv skade. Nogle er plaget af tvangstanker og indre billeder om at begå overgreb eller slå en ihjel.

En del OCD-ramte har mentale ritualer. Mentale ritualer er tvangshandlinger, man udfører i tankerne. De er altså ikke synlige for andre. 

De mentale ritualer kan være tællemanier, hvor man skal tælle bestemte ting omkring sig. Det kan også være, at man skal sige bestemte ord for sig selv.

De mentale ritualer kan være lige så forstyrrende som de synlige. De er ofte sværere at få øje på for andre, fordi de synlige tegn på mentale ritualer blot kan være nedsat koncentrationsevne, irritabilitet eller træthed.

Hos børn og unge kan symptomer på mentale ritualer vise sig ved, at de får sværere ved at passe deres skolearbejde. Det kan være, at man fx skal tælle bogstaver eller tal et bestemt antal gange, før man kan gå videre med sine lektier.

Nogle OCD-ramte har tvangshandlinger omkring symmetri. Det vil sige, at man gerne vil have, at tingene omkring sig står på en helt bestemt måde. Andre skal udføre tingene et bestemt antal gange.

Mange børn og unge kan holde symptomerne på OCD skjult for omverdenen og "spare symptomerne op".

Det ses fx ved indlæggelse, eller når den OCD-ramte skal deltage i lejrture. Her kan nogle undertrykke trangen til at udføre deres ritualer. Det ses derfor ofte, at den OCD-ramte ikke har tydelige symptomer udenfor hjemmet. Fx i skoletiden. Derhjemme blusser symptomerne derimod voldsomt op. 

Ofte kan børn og unge fortælle, at de har ført et nøje regnskab over, hvilke tvangshandlinger, de havde "til gode", når de kom hjem fra skole.

I hjemmet ses det ofte, at barnet eller den unge:

• Udfører langvarige ritualer (fx håndvask eller brusebade)
• Har undgåelsesadfærd, dvs. undgår bestemte steder i huset eller undgår at røre bestemte ting
• Isolerer sig
• Spørger forældrene utallige gange, om det har opført sig korrekt
• Er bange og ked af det
• Bliver rasende, desperat og angst, når det ikke kan komme til at udføre sine tvangshandlinger
• Involverer forældrene i sine ritualer
• Ikke kan koncentrere sig om lektier, bøger eller film 

Måske ses ingen symptomer i skolen, da mange børn med OCD kan skjule symptomerne og synes, det er pinligt at afsløre dem. Ses der symptomer, er det ofte, at barnet eller den unge:

• Skal ud midt i timen pga. trang til at vaske hænder
• Kan have svært ved at koncentrere sig i timerne pga. tvangstanker
• Undgår at røre andre eller andres ting
• Virker anspændt og ked af det
• Reagerer voldsomt, hvis nogen forstyrrer dets behov for orden

Mange har også et stort behov for at inddrage deres forældre i ritualerne. Det kan fx være, at barnet har behov for at forældrene bekræfter, at det har fået tingene gjort godt nok i løbet af dagen.

Ofte bliver forældrene dog også mere direkte involveret i ritualerne.  Måske skal de sige ja eller nej på en ganske bestemt måde, når barnet stiller talrige spørgsmål om aftenen. Det kan også være, at moderen skal åbne og lukke døre, før og efter at barnet har vasket hænder, komme med håndklæder osv.

Hos børn og unge med typiske symptomer på OCD er diagnosen som regel ikke svær at stille.   Både undersøgelse og den første behandling foregår oftest hos en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri eller hos en psykolog med ekspertise i OCD.

Diagnosen stilles på baggrund af dine symptomers sværhedsgrad. Sværhedsgraden bestemmes ud fra et grundigt interview. Ofte bruges bestemte spørgeskemaer til både dig og din familie. De er lavet med henblik på at stille diagnosen OCD og belyser forskellige aspekter af sygdommen. Det er bl.a.:

• Hvilke tvangssymptomer du har
• Hvor meget de fylder i dagligdagen
• Hvor meget de belaster dig
• Hvilken grad af angst, der er forbundet med symptomerne.

I starten af din behandling er det vigtigt, at du får viden om OCD. Derfor tilbyder Region Midtjylland undervisning i alle relevante forhold om OCD til dig og din familie. Det kaldes psykoedukation og giver dig og din familie metoder til at tackle sygdommen i dagligdagen.

I denne del af behandlingen vil man også tage stilling til, om du i en periode skal aflastes for nogle af de ting, som kan stresse (skolearbejde, studiejob mv.). I kan også snakke om, hvilke mennesker i dit netværk der skal have besked om OCD-symptomerne.

Den væsentligste behandling af OCD hos børn og unge er kognitiv adfærdsterapi. Det er den behandling, der er bedst dokumentation for virker. Den anbefales til både børn, unge og voksne med OCD.

Du skal i løbet af behandlingen lære dine automatiske tanker at kende og lære at udvikle mere gavnlige strategier. I den kognitive terapi arbejder man med dine tanker, følelser, adfærd og kropslige fornemmelser. Sammen med din behandler taler I om andre måder at tænke og handle på. Samtalerne bliver støttet af mindre hjemmeopgaver.

I terapien bruger behandleren eksponeringsteknikker. Det vil sige, at du bliver sat i situationer, hvor du oplever symptomer på OCD. Det er situationer, som vil få dine tvangstanker frem og dermed øge din trang til at udføre tvangshandlinger. Man forsøger i disse situationer at ændre din adfærd. Det sker gradvist, forsigtigt og i små doser.

Man vil derpå udøve såkaldt responshindring. Det vil sige, at du øver dig i ikke at udføre din tvangshandling. På baggrund af dine symptomer vil du og din behandler ofte lave et program over, hvilke symptomer, der er vigtigst at træne først.

Dine symptomer kan også have stor indflydelse på dine omgivelser. Ofte er din familie eller andre pårørende blevet aktivt involveret i dine tvangshandlinger. Derfor er det som regel vigtigt at inddrage hele din familie i behandlingen.

Det grundlæggende princip for bekæmpelsen af ritualerne er at udfordre og konfrontere angsten i små trin ad gangen. Det gør man fra de mindst til de mest skræmmende situationer. Det kan fx være at vaske hænder i kortere tid eller færre gange.

Ved lettere tilfælde af OCD kan kognitiv adfærdsterapi ofte stå alene. Ved sværere OCD kan medicin være nødvendigt som supplement. Den medicinske behandling bør dog altid kombineres med terapi.

Hvis man kun behandler med medicin, fører det oftest ikke til ophør af tvangssymptomerne. Symptomerne mindskes typisk omkring 25-45 %. Hos ca. tre fjerdedele af børn og unge med OCD ses en eller anden grad af forbedring på medicinsk behandling. Effekten ses hos langt de fleste først flere uger efter, behandlingen er startet. Oftest vil man derfor give medicinen i mindst 12 uger for at være sikker på, at dosis passer.

Bivirkninger

Nogle får bivirkninger af medicinen. Det er særligt i begyndelsen af behandlingen. De fleste bivirkninger forsvinder efter nogle ugers brug af medicin. Den ideelle dosis af medicinen er forskellig fra person til person. Hvis der er blivende og uacceptable bivirkninger, forsvinder de altid, når du stopper med medicinen.

Det er vigtigt, at du går til kontrol hos din praktiserende læge eller psykiater, når du tager medicin. Hvis du ikke oplever en god effekt eller har mange bivirkninger, vil det ofte være muligt at finde et andet mærke, som virker bedre og har færre bivirkninger.

Psykiateren anbefaler oftest, at den medicinske behandling fortsætter minimum et halvt år efter, at du har fået det bedre. Derefter kan du evt. trappe langsomt ud af medicinen. Det er vigtigt, at udtrapningen foregår efter aftale med din læge og i en periode, hvor du har det godt og ikke er udsat for stress – som fx skolestart eller flytning.

Vær ikke flov over din sygdom

• Du skal vide, at du ikke er alene. På hver skole vil der som regel være flere, som har OCD.
• Det er ingen skam at have OCD, heller ikke når OCD tager kontrollen over dine handlinger.
• Det er helt naturligt, hvis du føler dig pinligt berørt over OCD-symptomerne, og måske har svært ved at snakke om dem i begyndelsen.

Vær åben

• Tal med dine forældre eller en god ven/veninde om de tanker, der trykker dig og søg hjælp.
• Vær åben og ærlig over for din behandler. For at din behandler kan hjælpe dig bedst muligt, er det vigtigt, at du fortæller så meget ,du kan om dine tvangssymptomer.

Følg behandlingen

• Selv om det i perioder kan være svært, er det vigtigt, at du så meget du overhovedet kan, indgår i behandlingen og følger de aftaler, som behandlerne laver med dig og dine forældre.
• Accepter, at dine forældre, for at hjælpe dig bedst muligt, skal prøve at lade være med at hjælpe dig med ritualerne, men tværtimod støtte din OCD-frie, sunde side.
• Prøv at være aktiv og deltag så vidt muligt i aktiviteter sammen med andre. Jo mere du gør det, du har lyst til sammen med andre, jo mere overvinder du i dagligdagen dine tvangssymptomer.

• Prøv at blive klogere på dit barns tanker. Nogle tanker vil barnet måske holde hemmelige for at beskytte dig eller fordi det synes, de er for pinlige.
• Prøv at få et indtryk af, hvor meget tvangstankerne fylder i dit barns dagligdag.
• Find ud af, om dit barn kan modstå symptomerne. Har dit barn nogle strategier for at kæmpe mod OCD?
• Hjælp dit barn til at prøve at gøre modstand mod symptomerne ved gradvist at reducere omfanget af dem.
• Prøv at aflede dit barn ved at lave sjove, underholdende ting sammen.
• Hvis du selv er blevet involveret i dit barns ritualer, skal du forsigtigt prøve at trække dig ud igen. Prøv i stedet at forklare ham/hende, at den bedste måde at genvinde kontrol over tankerne er at gå imod ritualerne.
• Snak med dit barn hver dag og aftal faste tider, hvor I kan snakke om, hvordan det går med sygdommen, så OCD ikke dominerer jeres samvær totalt.

Det kan være udfordrende at være forælder til et barn, der lider af OCD. Det er vigtigt, at I husker på, at tvangssymptomer ikke har noget at gøre med svag vilje. Som forældre kan I støtte jeres barn ved at opmuntre ham/hende til at søge behandling.

Det er vigtigt, at I ikke bliver involveret i jeres barns tvangstanker og tvangshandlinger. Det vil kun forstærke symptomerne. Prøv i stedet at fokusere på normale ting i samværet med jeres barn for at mindske tvangssymptomernes indflydelse.

For kærester, søskende og andre pårørende kan det være særligt svært at finde ud af, hvornår man skal støtte og hvornår man skal stå imod. Det er ikke ualmindeligt, at forældrepar reagerer forskelligt på det pres, som OCD giver. Dette kan give familierne yderligere problemer i form af skænderier og problemer i parforholdet.

Når man har et sårbart barn, kan man være tilbøjelig til at tro, at den bedste støtte er at ”fjerne alle sten på vejen”. Man kan dog risikere, at fratage barnet muligheden for selv at tackle problemerne og udvikle gode løsninger på problemet.