Familier med børn, der er alvorligt ramt af en spiseforstyrrelse, kan få brug for en intensiv indsats, som rækker ud over det almindelige ambulante behandlingstilbud. Til dem er det nye tilbud en god hjælp til at komme videre.

Alvorlig spiseforstyrrelse er et anliggende for hele familien, og den vigtigste ressource i forhold til bedring er forældrene. Derfor er det afgørende, at behandlingen målrettes hele familien. Det understøtter vi i vores nye intensive gruppe- og familiebaserede Dagbehandlingstilbud.

- Vi har i klinikken længe haft et ønske om at etablere et Dagbehandlingstilbud. Nu hvor vi har været i gang et stykke tid, ser det ud til, at det for mange familier kan blive et vendepunkt i behandlingen, siger Dorthe Søgaard, teamleder i Klinik for Spiseforstyrrelser.

Det har været en stor hjælp at deltage og møde andre i samme situation, fortæller familierne efter det seks uger lange forløb, hvor de mødte ind to til tre hele dage om ugen.

– Formålet er i høj grad at støtte forældrene, så de kan støtte børnene derhjemme. De skal turde holde fast i de planer, vi lægger, og holde ud – også når der opstår kriser. Og de får meget ud af at møde ligesindede familier i grupperne. De støtter hinanden i at udfordre anoreksien undervejs.

Effekten ses ved, at børnene får en sundere vægt, men også ved at de og deres forældre bliver bedre til at kommunikere  mere tydeligt med hinanden  og tale om deres situation. Det  gør dem oftest stærkere sammen som familie, og det er afgørende for bedring af  sygdommen.

- Vi oplever, at familierne har gavn af behandlingen. De giver blandt andet udtryk for, at de får en større forståelse og indblik i de unges sygdom via samværet med de andre forældre og unge. Vi oplever, at forældrene sammen finder en fælles vej i kampen mod anoreksien og over tid hjælper deres barn tilbage til et "almindeligt" liv. Det bekræfter, at tiltaget virker, fortæller Jeanne Munch, social- og sundhedsassistent tilknyttet tilbuddet.

En legende tilgang

Børn med spiseforstyrrelse kan have svært ved at sætte ord på deres følelser og situation. Derfor er samtaler ikke altid nok.

Vi har en legende tilgang, fordi børnene har mindre modstand mod leg end mod snak. I terapigrupperne arbejder vi blandt andet med en legende tilgang i øvelserne, hvor vi prøver at skabe motivation og mod og at lære anoreksien at kende på en ny måde. Med tiden føler de sig trygge, og de bliver mere åbne i kontakten. Det kan vi for eksempel se ved, at de begynder at bruge hinanden, både når det handler om at tage initiativ til at spille et spil eller ved at sætte ord på nogle af de svære følelser.

Spisetræning hver gang

Hver gang familierne mødes, spiser de sammen to gange. Maden er det synlige problem – men også en del af løsningen. Derfor øver de det aktivt. I det tilhørende køkken anretter forældrene maden med vejledning fra personalet, mens de unge er sammen med andet personale i et andet rum. Bagefter spiser alle familierne sammen.

Hver familie får i gruppen hjælp til at lave en plan for, hvad de skal arbejde videre med derhjemme.

– En opgave inden næste møde kan være at spise med en veninde. Det vil typisk være rigtig svært for et barn med anoreksi  og vil kræve forberedelse, planlægning og øvelse, siger Juliane Thulesen.

Mange bliver raske

Erfaringen viser, at jo tidligere man kommer i behandling, desto større er chancen for en normalisering af livet. I BUA  bliver langt de fleste børn og unge hjulpet til et liv uden anoreksi. Det kræver tålmodighed og vedholdenhed – men der er lys forude.

Fakta