07.03.2024

Forbindelser gennem musik

Arrangementet var planlagt af musikterapeut Ulrik Løhde og peer-medarbejder Monica Mikkelsen på opfordring af patienter og pårørende. 

Musikterapi er en videnskabeligt baseret behandlingsform, der anvender musikkens evne til at fremme kommunikation og skabe forbindelser.

- Musikterapi bygger på de følelser, billeder og kropslige fornemmelser, som musik kan igangsætte. Det er også en måde at bruge sin kreativitet på til at opnå bedring, forklarer Ulrik.

Stemmerne og kroppene blev varmet op, og der blev sunget sange fra højskolesangbogen. De fremmødte patienter havde mulighed for at ønske deres personlige favoritter, og her blev det Andreas Odbjergs hit med den fine titel “I morgen er der også en dag”, Ulrik spillede akkorderne til på sin guitar.

Fællessang som terapeutisk værktøj

Ulrik understreger sangens terapeutiske kraft.

- Fællessang giver mulighed for at flytte fokus og være til stede i en social sammenhæng. Det at synge er en kropslig handling, der kan sænke kortisolniveauet og virke afstressende. Der frigøres endorfiner, som nedregulerer følelsen af smerte og giver en følelse af eufori, siger Ulrik og fortsætter:

- Disse fysiologiske effekter, kombineret med den emotionelle støtte fra at synge i et fællesskab, tilbyder en unik form for terapi. Sang frigiver også hormonet oxytocin, kendt som "kærlighedshormonet", hvilket styrker følelsen af tilknytning og fællesskab blandt deltagerne.

Musik og sang er mere end bare underholdning. Det efterlader deltagerne med en følelse af lethed og fællesskab.

- Det smukke ved fællessang er, at det ikke kræver nogen forudgående færdigheder. Det er en invitation til at være sammen på en måde, hvor alle bidrager med det, de kan, siger Monica.

Det er ikke sidste gang, de indlagte patienter på AUH Psykiatrien bliver inviteret til fællessang og musikterapi. Efter alle de positive tilkendegivelser fra deltagerne, kan det i fremtiden blive relevant med afspænding, musiklyttegrupper og lignende til at supplere fællessangsarrangementet.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.