Sygeplejefaglig direktør går på pension
Claus Graversen, sygeplejefaglig direktør i psykiatrien i Region Midtjylland, har valgt at gå på pension.
29.08.2023

Der bliver sat punktum efter en lang karriere som sygeplejerske og leder, når Claus Graversen 31. januar 2024 siger farvel til arbejdslivet. Han har været med til at opbygge Psykiatrien i Region Midtjylland fra 2006, da psykiatrier fra fire amter blev samlet under én hat i forbindelse med strukturreformen.
Claus Graversen blev uddannet sygeplejerske i 1982. Efter arbejde som bl.a. sygeplejerske, sygeplejelærer, forstander og døgnhusleder i distriktspsykiatrien i Thisted, blev han i 2000 psykiatrichef i det daværende Viborg Amt. Ved regionsdannelsen blev han sygeplejefaglig direktør i Psykiatrien.
Stillingen som sygeplejefaglig direktør i Psykiatrien i Region Midtjylland annonceres snarest.