Ensomhed er en subjektiv – men ubehagelig følelse. Du kan sagtens føle dig ensom uden at være alene. Og du kan sagtens være alene uden at føle dig ensom. At være ensom er en følelse af at være ufrivilligt alene.

Ensomhed kan få store konsekvenser

Kortvarig ensomhed er noget, som de fleste af os kommer til at opleve i løbet af livet. Ensomhed kan komme i mange afskygninger. Men når den bider sig fast og varer over en længere periode, kan det have store konsekvenser.

Særligt i psykiatrien er ensomhed udbredt. Ensomhed øger nemlig alvorlig mistrivsel og risikoen for psykisk sygdom – og forskning slår fast, at patienter med især skizofreni, angst og depression kan opleve at føle sig meget ensomme.

Sygeplejefaglig direktør i Psykiatrien i Region Midtjylland, Claus Graversen, ser derfor stor værdi i den nye nationale strategi. 

Det er vigtigt at sætte fokus på ensomhed. Vi har vidst i mange år, at fællesskab og netværk er gunstigt for især psykiatriske patienter, der oplever ensomhed. Derfor er en videreudvikling af det område til stor gavn. 

Claus Graversen, sygeplejefaglig direktør

Ensomhed er et tabu

Når ensomheden bliver en fast følgesvend, kan det være rigtig svært at sige det højt. Derfor vil en vigtig af den nationale strategi være en landsdækkende indsats til at løfte samtalen og gøre emnet mindre tabubelagt:

At få talt om ensomhed er det første step. Både for dem, der oplever ensomhed, men også i forhold til at få flere til at tage kontakt, hvis man oplever personer, der isolerer sig.

Claus Graversen, sygeplejefaglig direktør

Der er ingen konkret opskrift på, hvordan du bryder ud af ensomheden. Det er forskelligt fra person til person. Det er dog vigtigt, at du forsøger – for ensomhed kan sætte sig fast og i værste tilfælde medføre psykiske udfordringer.

Du kan besøge Psykiatrifondens Mentale Motionscenter, hvis du mangler råd til at bekæmpe ensomheden: https://link.rm.dk/ensomhed  

Den nationale strategi mod ensomhed

Startskuddet for strategien lød i 2021, da et bredt flertal i Folketinget besluttede, at der var brug for en national strategi.

115 organisationer på tværs af brancher og fag med deltagelse af bl.a. SIND, Røde Kors og Ældre Sagen har deltaget i arbejdet med strategien og udformet en konkret handlingsplan.

Den nationale strategi mod ensomhed har som mål at halvere antallet af ensomme frem mod 2040. Du kan læse mere i strategien lige her: https://sammenmodensomhed.dk/