06.11.2023

Eva

Drømmejobbet

- Jeg har altid vidst, at jeg skulle være noget med ældre.

Allerede dengang Eva startede på sygeplejerskeuddannelsen vidste hun, at hun ville arbejde med ældre.

I 1990, da Eva blev færdiguddannet, var det ikke lige til at finde et job. Hun startede på akutafdelingen på Farsø Sygehus. Hun fandt hurtig ud af, at hendes hjerte ikke bankede for det akutte. Et enkelt andet stop og to barsler senere fandt Eva sin vej til drømmejobbet – det hun hele tiden har vidst, det skulle være.

Eva startede i 1994 på en sengeafdeling for ældre psykiatriske patienter i Psykiatrien i Viborg. Hun har ikke forladt ældrepsykiatrien siden. I dag arbejder hun i Team for Ældrepsykiatri.

29 år senere

Det betyder, at i år har Eva været 29 år i ældrepsykiatrien. Det er ifølge Eva ikke svært at finde opskriften på et langt arbejdsliv inden for det samme område:

Jamen, jeg er jo bare meget glad for mit arbejde. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle arbejde med ældre mennesker. De er noget helt særligt. Vi kan gøre så meget for støtte dem og bevare dem, som de personer, de har været igennem hele livet.

Eva, sygeplejerske og souschef i Team for Ældrepsykiatri

Et unikt indblik i de ældres liv

En af de ting, som gør ældrepsykiatrien i Regionspsykiatrien Midt særligt, er, at de kører på hjemmebesøg. Det er en af de ting, som Eva særligt elsker ved sit arbejde:

- Det er noget helt særligt, at vi får lov til at møde de ældre i deres hjem. Det med, at vi får lov til at være en del af deres liv. Vi ved godt, at vi ikke kan helbrede dem, men vi kan jævne deres vej, så de faktisk har det godt.

Hvortil hun fortsætter:

- Det helt særlige ved at arbejde med ældre mennesker er, at der er en hel livserfaring at trække på, når vi skal hjælpe dem godt på vej med livets nye udfordringer. Jeg er meget ydmyg overfor, at jeg får lov til at være med på de ældres rejse.

Relationsarbejde er nøgleordet

Eva fortæller, at noget af det vigtigste i hendes arbejde er relationsarbejde og evnen til at involvere den ældre og netværket i forløbet hos dem.

Det er ikke kun relationen til den ældre - men til alle aktørerne omkring. Det er også en af årsagerne til, at sygeplejerskerne i Team for Ældrepsykiatri i Regionspsykiatrien Midt har hvert sit geografiske område.

Eva fortæller, at de er meget afhængige af, at de får skabt en god relation til patientens familie, hjemmeplejen eller personalet på plejehjemmet.

En af de opgaver, som Eva og hendes kolleger har, det er at give personalet på plejehjemmet nogle redskaber til, hvordan de bedst mulige kan støtte de ældre i deres sygdom. Hvortil Eva forklarer:

- Herefter trækker vi os ud igen. Det er virkelig her, at vi lykkes med vores arbejde, når vi gør os selv overflødige.

Herefter trækker vi os ud igen. Det er virkelig her, at vi lykkes med vores arbejde, når vi gør os selv overflødige.

Eva, sygeplejerske og souschef

Team for Ældrepsykiatri

Team for Ældrepsykiatri i Regionspsykiatrien Midt består af seks sygeplejersker, to læger og to sekretærer.

Teamet ledes af en oversygeplejerske, som også er leder for tre andre teams i Regionspsykiatrien Midt.

De behandler personer over 68 år, som har symptomer på en psykiatrisk lidelse og/eller demens.