Om teamet

I Team for Skizofreni – OPUS i Randers behandler vi dig, der er over 18 år og netop har fået diagnosen skizofreni, skizotypi eller skizoaffektiv lidelse. Du bor desuden i enten:

  • Randers Kommune
  • Favrskov Kommune
  • Norddjurs Kommune
  • Syddjurs Kommune

Der er mange myter om psykotiske lidelser og skizofreni. Diagnoserne dækker over mange ting og kan komme til udtryk på vidt forskellige måder. Du kan læse mere om skizofreni og psykoselidelser her.

For at starte i et forløb hos os, skal du have en henvisning fra enten:

  • Et andet sted i psykiatrien
  • En privatpraktiserende speciallæge i psykiatri

Du kan altså ikke få en henvisning fra din egen læge eller privatpraktiserende psykolog.

Dit forløb foregår uden indlæggelse. Du bliver indkaldt til samtaler i Randers.

Når du kommer ind til os, kan du f.eks. møde:

  • Sygeplejersker
  • Psykologer
  • Læger
  • Socialrådgivere
  • Ergoterapeuter
  • Lægesekretærer

Vi samarbejder tæt med din egen læge og din kommune.

Dit besøg

Ved psykotiske lidelser som skizofreni har det stor effekt at sætte ind med intensiv behandling så tidligt som muligt. Dette kan f.eks. modvirke, at lidelsen bliver kronisk.

Alt behandling hos OPUS er frivillig, og du bliver kun indlagt ved behov.

Du vil først og fremmest få behandling for din sygdom, f.eks. med samtaler, medicin og undervisning. Vi kan også vejlede dig om livsstil og hjælpe med at tage kontakt til din sagsbehandler ved kommunen.

Vores tilbud er også til dine pårørende, som vi gerne vil have et tæt samarbejde med. Vi inddrager dog kun dine pårørende, hvis du ønsker det.

Når du starter i et forløb, får du en primærbehandler fra teamet. Behandleren følger dig tæt gennem hele dit forløb. Din primærbehandler er ansvarlig for, at din behandling hænger sammen og passer til dig.

Din behandling

Dit forløb hos os strækker sig over ca. to år. Sammen laver vi en plan for din behandling, der tager udgangspunkt i dine behov.

Du har jævnligt samtaler med din primærbehandler. Samtalerne er den vigtigste del af din behandling.

Din behandling kan også bestå af:

  • Undervisning i skizofreni og andre former for psykoser
  • Samarbejde med din hjemkommune
  • Medicin mod psykoser
  • Hjælp til at inddrage relevante samarbejdspartnere

Du kan få undervisning i skizofreni, skizotypi eller skizoaffektiv lidelse

Vi tilbyder dig undervisning, hvor du kan lære mere om skizofreni, skizotypi eller skizoaffektiv lidelse. Undervisningen foregår i en mindre gruppe over otte mødegange.

Hver gang vi mødes, taler vi om et bestemt emne. Det kan f.eks. være:

  • hvordan skizofreni opstår
  • hvordan din sygdom påvirker dig og din hverdag
  • hvad du selv kan gøre i dit forløb og din fremtid

Undervisningen er også en anledning til at møde andre, som er i samme situation som dig.

Når din behandling hos os slutter

Når du bliver afsluttet hos os, fortsætter du typisk din behandling et andet sted. Det kan f.eks. være:

  • Et andet sted i psykiatrien
  • Hos din egen læge
  • I et kommunalt tilbud

Vi sender også et kort resumé af dit forløb til din læge. Herefter kan I sammen følge op på dit forløb.

Din primærbehandler kan vejlede dig om kommunale tilbud.

Du kan også altid søge råd og vejledning hos forskellige foreninger og organisationer.

Patientvejledninger

I klinikken har vi udarbejdet information om undersøgelser og behandlinger samt vejledninger inden for relevante emner. 

Til pårørende

Vi vil gerne samarbejde med dig som pårørende. Du kan være en støtte for patienten, og du kan fortælle os:

  • hvordan patienten plejer at være, når han eller hun har det godt
  • forløbet op til, at patienten har fået en henvisning til os
  • særlige forhold i patientens opvækst, som vi skal være opmærksomme på
  • hvad der kan dæmpe og/eller forværre patientens symptomer.

Vi kan kun inddrage dig i behandlingen, hvis patienten giver samtykke til det. Hvis der ikke er samtykke, vil vi stadig gerne hjælpe og rådgive dig som pårørende på et generelt plan.

Læs mere om psykiatriens tilbud og informationer til pårørende her.

Find vej

Adresse og kort

Psykiatrisk Klinik Randers

Regionspsykiatrien Randers

Østervangsvej 28 (Indgang G)

8930 Randers Ø