Om teamet

I FACT-team Viborg behandler vi dig, der er over 18 år og:

  • har en svær psykisk sygdom
  • allerede er tilknyttet et af Psykiatriens teams
  • får bostøtte fra kommunen
  • bor i Viborg Kommune.

For at starte i et forløb hos os, skal du tage kontakt til enten din kommunale bostøtte eller behandler i Psykiatrien. De kan hjælpe dig med at finde ud af, om et forløb i FACT-team Viborg giver mening for dig.

Dit forløb foregår uden indlæggelse. Vi er et udgående team, som kan mødes hjemme hos dig, hos os eller andre steder, der giver mening for dig, f.eks. på biblioteket, gå en tur eller lignende.

Når du er i et forløb i FACT-teamet, vil vi stå for både din sociale støtte og psykiatriske behandling. Vi er et tværfagligt team, som består af:

  • Ergoterapeuter
  • Læger
  • Pædagoger
  • Socialrådgivere
  • Social- og sundhedsassistenter
  • Sygeplejersker.

Dit besøg

Når du har fået en henvisning, vil du blive kontaktet af din primærbehandler, bostøtte eller FACT-teamet. Vi tilpasser starten på dit forløb individuelt.

Til din første samtale i FACT-teamet taler vi bl.a. om:

  • hvordan du har det
  • dine udfordringer i hverdagen
  • hvad du gerne vil have ud af forløbet
  • hvilke symptomer du oplever
  • tidligere behandling og medicin.

Du er velkommen til at tage en pårørende og/eller din nuværende kommunale støtteperson med. De kan  støtte, lytte og bidrage til planlægningen af dit forløb.

Vi vurderer dit videre forløb ud fra forsamtalen.

Dit forløb

Dit forløb er primært individuelt, men behandling i grupper kan også være en mulighed på sigt.

Din behandling kan bestå af:

  • Samtaler
  • Vejledning og praktisk hjælp i hverdagen
  • Støtte dig i din recovery-proces
  • Undervisning i din sygdom
  • Vejledning i livsstil
  • Medicin

Du får en fast primærbehandler, som følger dig gennem hele dit forløb. Hele FACT-teamet står klar til at bakke op om dit forløb, hvis du får brug for det, f.eks. i forbindelse med en krise. Den primære behandler holder også kontakt til f.eks. din læge og sagsbehandler. Det sker kun, hvis du giver samtykke til det.

Når din behandling hos os slutter

Vi kan ikke på forhånd sige, hvor længe du skal være i forløb hos os. Det afhænger af din situation, og hvordan du udvikler dig.

Du vil typisk fortsætte din behandling et andet sted, når du bliver afsluttet hos os. Det kan f.eks. være:

  • Hos din egen læge
  • I et kommunalt tilbud
  • Et andet sted i regionspsykiatrien.

Vi kan vejlede dig om, hvilke tilbud der bedst kan hjælpe dig.

Når din behandling hos os er slut, skriver vi et brev til din læge. Her fortæller vi om dit forløb og hvordan vi bedst synes, du kan hjælpes fremover.

Du kan også altid søge råd og vejledning hos forskellige foreninger og organisationer.

Til pårørende

Som pårørende er du vigtig. Derfor vil du ofte blive inviteret med til samtaler med os. Vi er opmærksomme på dig, dine ressourcer og den situation, du står i.

Det er dog ikke altid, at patienten ønsker, at du inddrages i forløbet. I så fald er vi nødt til at respektere deres ønske og kan ikke dele oplysninger om behandlingen.

Når det er muligt, vil vi meget gerne have dig med i forløbet. Som pårørende kan du både være en støtte for patienten og en værdifuld samarbejdspartner for teamet, fordi:

  • du har indgående kendskab til patienten
  • du kender, hvordan vedkommende er i både gode og svære perioder
  • du kan bidrage med viden om symptomer, deres varighed og hvad der dæmper eller forværrer dem
  • du kan pege på særlige forhold i patientens liv, som vi bør være opmærksomme på

Du er dog altid velkommen til at ringe til os og fortælle om din oplevelse af patientens sygdom. Hvis de ikke ønsker at inddrage dig, vil vi stadig gerne hjælpe og rådgive dig som pårørende på et generelt plan.

Vær opmærksom på at behandleren har journalpligt – også når du ringer.

Læs mere om psykiatriens tilbud og informationer til pårørende her.

Patientvejledninger

I klinikken har vi udarbejdet information om undersøgelser og behandlinger samt vejledninger inden for relevante emner.