Om teamet
Hos os kan du få et ambulant tilbud om medicinnedtrapning til stabile patienter med skizofreni. Det er et tilbud for alle bosat i Region Midtjylland, som opfylder følgende kriterier:
- Over 18 år
- Diagnotiseret med skizofreni
- Motiveret for medicinnedtrapning
- Klinisk stabil tilstand i mindst 6 måneder
- Sammenhængende antipsykotisk behandling i mindst 2 år
- Ingen psykiatrisk indlæggelse de seneste 6 måneder
For at starte i et forløb hos os, skal du have en henvisning fra enten:
- Din egen læge
- Praktiserende speciallæge i psykiatri
- En psykiatrisk afdeling i Region Midtjylland
Dit forløb foregår uden indlæggelse. Du bliver indkaldt til samtaler i Horsens.
Når du kommer ind til os, kan du f.eks. møde:
- Sygeplejersker
- Fysioterapeut
- Læge
- Lægesekretær.
Du får en primærbehandler, som er tovholder på dit forløb.
Dit besøg
Når du har fået en henvisning, indkalder vi dig til en forsamtale med en behandler. Du modtager indkaldelsesbrevet i din e-Boks.
Her taler vi bl.a. om:
- hvordan du har det
- hvilke symptomer du oplever
- din motivation for nedtrapning eller udtrapning af medicin.
Du er velkommen til at tage en pårørende og/eller din kommunale støtteperson med. De kan støtte, lytte og bidrage til din behandling.
Vi vurderer dit videre forløb ud fra forsamtalen.
Det er ikke sikkert, at vi kan tilbyde dig et forløb. Det er som regel, fordi et andet tilbud er mere relevant for dig. Hvis det er tilfældet, vejleder vi dig om alternative muligheder, f.eks. et kommunalt tilbud.
Din behandling
Et forløb strækker sig over 18 måneder, forudsat at der ikke opstår tilbagefald eller behov for pauser.
Dit forløb vil bestå af:
- Ugentlige samtaler (fysisk eller virtuelt)
- Obligatoriske månedlige fysiske fremmødekonsultationer med en læge
- Systematiske vurderinger med rating scales af symptomer, funktion og livskvalitet
- Individuelt tilpasset og gradvis nedtrapningsplan
- En tæt dialog og justering af behandlingen efter din tilstand og behov
Efter endt forløb
Vi sender et kort resume af dit forløb til din læge. Herefter kan I sammen følge op på dit forløb.
Din primære behandler kan vejlede dig om kommunale tilbud.
Du kan også altid søge råd og vejledning hos forskellige foreninger og organisationer.
Patientvejledninger
I klinikken har vi udarbejdet information om undersøgelser og behandlinger samt vejledninger inden for relevante emner.
Til pårørende
Som pårørende er du vigtig. Vi vil derfor gerne involvere dig i behandlingen, da du kan være en støtte for patienten og en god samarbejdspartner for personalet, fordi:
- du har stor viden om vedkommende, der er i behandling
- du ved, hvad der er gået forud for kontakten til Psykiatrien
- du ved, hvordan patienten er som person – både i gode og dårlige perioder
- du ved, hvor længe symptomerne har været der, og måske hvad der kan virke dæmpende eller kan fremprovokere en forværring.
- du ved, om der er noget særligt i patientens liv, som vi skal være opmærksomme på.
Vi kan kun inddrage dig i behandlingen, hvis patienten giver samtykke til det. Hvis der ikke er samtykke, vil vi gerne hjælpe og rådgive dig som pårørende på et generelt plan.
Læs mere om psykiatriens tilbud og informationer til pårørende her.
Børn som pårørende
Som barn kan det være rigtig svært at forstå, hvad der sker, når mor eller far er syg.
Vi tilbyder familiesamtaler til patienter, der har børn under 18 år. Her kan vi:
- sætte fokus på børnenes behov
- tale om sygdommen, og hvordan den påvirker hele familien
- hjælpe jer med at få talt om de svære emner
- vejlede jer om hjælp og støtte fra kommunen, hvis I har brug for det.
Samtalen foregår i et sprog, som passer til barnets alder.
Du kan læse mere om familiesamtaler her.
Møder for pårørende
Hver måned holder vi et møde for pårørende over 18 år. Det er et fælles tilbud for alle pårørende i Regionspsykiatrien Horsens. Her kan du stille spørgsmål og tale med andre i samme situation.