03.07.2025

Hvordan går festival vibes, musik, fest og farver hånd i hånd med samtaler om mental sundhed og livet, når det går godt, og når det gør ondt?

Så godt, at EN AF OS-ambassadører og medarbejdere fra PsykInfo Midt og Psykiatristaben igen i år mødes på Smukfest for at gentage succesen fra tidligere år. Her skal de bemande en stand inde på festivalpladsen, ligesom de skal facilitere aktiviteter og samtaler med unge festivalgæster på campingområdet KærligHeden.

- Vi ved fra de mange år, vi har deltaget på festivalen, at vi kan bidrage til at rykke på folks opfattelse af, hvor vigtigt det er at være åben over for andre. Derfor er vi med igen i år – i håb om at inspirere endnu flere til at tale åbent om, hvordan de har det. Også når det er svært, siger Jette Dupont, der er faglig koordinator i PsykInfo Midt.

PsykInfo Midt og EN AF OS samarbejder med Smukfest igen i år, fordi festivalen har et vigtigt fokus på social ansvarlighed og på at skabe rammer, der inviterer til rummelighed.

På festivalen kan du møde EN AF OS-ambassadører, der netop kan bidrage til det fokus. For de kender alt til psykisk mistrivsel, og på festivalen bringer de deres egne erfaringer i spil, når de deltager i samtaler, spil og aktiviteter med gæsterne.

Ambassadørerne er der for at lytte, dele deres personlige historier og skabe en tryg atmosfære, hvor festivalgæsterne føler sig mødt og hørt. Det skal fremme den åbne dialog og bryde tabuer om mistrivsel og psykiske udfordringer.

 

 

Vi ved fra de mange år, vi har deltaget på festivalen, at vi kan bidrage til at rykke på folks opfattelse af, hvor vigtigt det er at være åben over for andre. Derfor er vi med igen i år – i håb om at inspirere endnu flere til at tale åbent om, hvordan de har det. Også når det er svært.

Et FRIRUM for de unge

En af de steder, du kan møde ambassadører og medarbejdere på Smukfest, er i opvarmningsdagene. Her står de for andet år i træk i standen FRIRUM ude på campingområdet KærligHeden. Målet er at invitere de unge til dialog og skabe et åndehul til dem - fri for præstationer, pres og bekymringer.

- De unge er under et stort pres i disse år, både mentalt og socialt. Derfor vil vi gerne skabe et frirum til dem, hvor vi viser dem, at det er okay, at man ikke er perfekt - og at man ikke behøver præstere, fortæller Jette Dupont.

I musikdagene er der indgået et samarbejde med Headspace, der arbejder med unge gennem samtaletilbud, og Menneskebiblioteket, en forening der har fokus på at udfordre stigma gennem dialog, om at betjene standen.

På FRIRUM er der forskellige aktiviteter på programmet fra leg og socialt samvær til ro og refleksion. De besøgende kan for eksempel få et fodbad, spille kongespil, starte samtaler gennem dialogkort eller møde nye bekendtskaber til friends dating.

- FRIRUM var en kæmpe succes sidste år. Derfor genskaber vi det i år. Her kan de unge sænke skuldrene, slappe af og være sig selv. I evalueringen fra sidste år, sagde nogle af de unge blandt andet: ‘vi har dybere samtaler med vores veninder, der påvirker os meget positivt. Stedet giver et frirum fra druk og det at skulle præstere hele tiden’. Vi håber i den grad at kunne skabe netop den plads og det pusterum omkring de unge igen i år, siger Jette Dupont.

Mange flere tør tale om psykisk sundhed, når vores ambassadører fra EN AF OS fortæller om deres mentale helbred. På den måde bliver festivalen et sted, hvor man tør åbne op for sine tætte relationer om ting, der måske er sårbare at tale om. Det er den samtale, vi håber på at invitere til.

Du er smuk, som du er

Efter opvarmningsdagene flytter PsykInfo Midt og EN AF OS ind på festivalpladsen i standen ”Smuk som du er”.

- Standen på pladsen giver ikke kun de unge, men også Hr. og Fru Danmark, mulighed for at tale åbent om psykisk sundhed, fortæller Jette Dupont.

 

Her taler PsykInfo Midt og EN AF OS-ambassadørerne med de besøgende om det svære og det smukke, lytter med fordomsfrie ører og tager del i den vigtige samtale om unge i mistrivsel og med psykisk sygdom.

- Vi oplever, at mange flere tør tale om psykisk sundhed, når vores ambassadører fra EN AF OS fortæller om deres mentale helbred. På den måde bliver festivalen lige pludselig et sted, hvor man tør åbne op for sine tætte relationer om ting, der måske er sårbare at tale om. Det er den samtale, vi håber på at invitere til, afslutter Jette Dupont.

I standen på festivalpladsen kan de besøgende blandt andet dyste mod deres venner i "diagnosespillet” eller få et knus af en ambassadør i tiltaget “kram en psykisk syg”. De kan også møde et menneske, der selv har oplevet mistrivsel på tæt hold – og måske netop dér finde modet til at åbne op for samtaler, der går et spadestik dybere.

 

 

TRE SKARPE OM PSYKINFO

  • PsykInfo Midt er Region Midtjyllands psykiatriske informationscenter.

 

  • De arbejder med at afstigmatisere, øge viden, mindske fordomme og nedbryde tabuer om psykisk sygdom.

 

  • Det gør de i samarbejde med den landsdækkende indsats EN AF OS, hvis formål er at mindske tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom.

 

Du kan læse mere om PsykInfo på denne side.