06.11.2025

Rejsegilde - et vigtigt skridt

Der var både smil, faglig stolthed og duften af pølsevogn, da Aarhus Universitetshospital Psykiatrien tirsdag den 4. november fejrede rejsegilde for det nye retspsykiatriske sengeafsnit i Skejby. 

Fundamentet er støbt, betonvæggene rejst, og de første teglsten er på vej op. De rå rammer til udvidelsen af Psykiatrien i Skejby står nu færdige – et vigtigt skridt mod flere sengepladser og bedre arbejdsvilkår i retspsykiatrien. 

Det nye byggeri bliver på 4.500 kvadratmeter fordelt på tre etager og forventes taget i brug i starten af 2027. Her skal 16 nye sengepladser og kontorfaciliteter til omkring 50 medarbejdere danne rammen om behandling, samarbejde og udvikling i et trygt og moderne miljø. 

Et kapacitetsløft med stor betydning

I mange år har psykiatrien kæmpet med høj belægning og mangel på sengepladser. Med det nye byggeri bliver der taget et vigtigt skridt i retning af at skabe bedre balance. De indledende ord fra Anders Kühnau lød sådan her: 

Det er en stor glæde at stå her i dag. Et rejsegilde markerer ikke blot, at byggeriet rejser sig - det markerer også, at visioner og værdier får fysisk form. Og det er netop dét, vi fejrer i dag.

Anders fortsatte: 

- Det er ikke bare en bygning – det er en del af vores fælles ansvar. At vi skaber et miljø, hvor patienter kan få ro og behandling, og hvor medarbejdere kan arbejde trygt og professionelt. 

 

Nye rammer, der gør en forskel

Det nye afsnit skal styrke behandlingen i retspsykiatrien og aflaste almenpsykiatrien, som fremover i mindre grad skal varetage retspsykiatriske patienter.  

For medarbejderne betyder de nye kontor- og mødefaciliteter også mere råderum og bedre plads til samarbejde og udvikling. 

Helle Odde, konstitueret hospitalsdirektør i Psykiatrien, lagde i sin tale også vægt på betydningen af de nye rammer for psykiatrien som helhed: 

- Belægningsprocenterne er for høje, og sengepladserne er for få - det trækker veksler. Med 16 nye senge og omkring 50 kontorpladser løser vi ikke alt, men det er ét af flere vigtige skridt, vi tager i den rigtige retning. For de nye rammer vil gøre en reel forskel. For patienterne. Og for medarbejderne. 

Bygget med samarbejde og stolthed

Projektet er blevet til gennem et tæt samarbejde mellem offentlige og private aktører. Byggeriet udføres som et Offentligt-Privat Partnerskab (OPP) med PKA Skejby A/S som OPP-leverandør, Nordstern som entreprenør og Wicotec Kirkebjerg som driftsansvarlig. 

Projektdirektør Dan Hein fra Nordstern, understregede ved rejsegildet, at begivenheden også er håndværkernes fest. 

Også hos PKA er der glæde over at bidrage til et projekt, der både skaber værdi for samfundet og for pensionsselskabets medlemmer. 

Ejendomschef Nikolaj Stampe fra PKA bød velkommen til rejsegildet og udråbte et trefoldigt hurra for byggeriet. Efter talerne fik gæsterne mulighed for at gå rundt og se de nye rammer og volumen i byggeriet, mens de nød menuen fra en pølsevogn, der var opstillet til lejligheden. 

En investering i fremtidens psykiatri

Udvidelsen af Aarhus Universitetshospital Psykiatrien er finansieret gennem finansloven for 2020, hvor der blev afsat 90 millioner kroner til at styrke retspsykiatrien på landsplan. 

Fakta om byggeriet 

  • 16 nye sengepladser til patienter i den specialiserede retspsykiatri 
  • Kontor- og mødefaciliteter til ca. 50 medarbejdere 
  • 4.500 m² nybyggeri fordelt på tre etager 
  • Forventet ibrugtagning: primo 2027 
  • Gennemføres som OPP-samarbejde med PKA Skejby A/S, Nordstern og Wicotec Kirkebjerg 

Læs mere om udvidelsen af Aarhus Universitetshospital Psykiatrien her.