15.05.2025

Nedbryder tabu om psykisk sygdom

– Jeg havde en idé om, at jeg gerne ville være åben. Jeg ville ikke have, at Ronja selv skulle opfinde forklaringer. Men jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle gøre det rigtigt, fortæller Sofie, der selv har en psykisk sygdom. 

Sofies tankegang understøttes af fagpersoner i Psykiatrien. Ilonka Legahn, som er socialpædagog har afholdt mange familiesamtaler, og altid med åbenhed som omdrejningspunkt for både børn og forældre.

"Det børn ikke ved, får de ondt af! Derfor hjælper vi familierne til at turde nedbryde tabuer og tale åbent sammen om de udfordringer mors eller fars psykiske lidelse kan føre med sig."

- Ilonka, socialpædagog i Regionspsykiatrien Gødstrup

Ilonka og hendes kollega Anne-Grethe Pedersen, som er social- og sundhedsassistent oplever, at der er rigtig meget skam og skyld forbundet med psykisk sygdom i familien. Hun fortæller:  

- Børnene tror nogle gange, at det er deres skyld, at mor eller far er syg, og forældrene føler skyld over at de påfører familien udfordringer. Derfor ser vi også forældre, som i bedste mening ikke vil inddrage børnene i det, der fylder ved sygdommen.

Åbenhed er alfa og omega

At holde børnene fra at vide noget om sygdommen er misforstået omsorg. Det kan både Sofie, Benjamin og fagpersonerne skrive under på.  

– Børn mærker alt. Og hvis man ikke taler med dem, skaber de deres egne forklaringer – og de kan være meget hårdere end virkeligheden, siger Benjamin. 

Familiesamtalen gav familien et sprog, de stadig bruger, og som har gjort det lettere for Ronja at forstå de situationer, der kan opstå i hverdagen. Det har givet familien ro, forståelse og et fælles fodslag. 

– Når jeg bliver træt og har brug for ro, kan jeg sige: 'Mors hjerne driller lidt i dag'. Og så ved Ronja, hvad det betyder. Det er blevet en måde at tale sammen på, hvor der er tryghed og ærlighed, siger Sofie. 

Anne-Grethe Pedersen supplerer:  

- Vi oplever, at det kan være en stor lettelse for både forældre og børn, når de får talt om det svære. I sidste uge havde jeg en samtale, hvor barnet var meget skræmt og utryg. Gennem samtalen løste drengen op og fik taget hul på bylden. Det blev en forløsning for hele familien. 

Samtale i børnehøjde

Da Ronja på 4 år var med sin mor og far til familiesamtale blev samtalen planlagt med omsorg og i øjenhøjde – med farver, tegninger og chokoladekiks. 

– "Det var meget trygt og hyggeligt. Behandleren tegnede en tegning af mig og en hjerne og forklarede, at mors hjerne driller hende. Det blev forklaret med ord og billeder, som Ronja kunne forstå," siger Sofie. 

Benjamin husker særligt en metafor, der ramte plet:

– Vi talte om det som legetøj, der kører på batterier. Nogle gange løber de tør, og så skal de lades op. Det forstod hun virkelig godt. 

- Vi har altid børnebogen Tal med hinanden med til samtalerne, og måske en is eller noget andet hyggeligt, som gør barnet tryg. Samtalerne er naturligvis altid målrettet den enkelte familie. Der er jo stor forskel på, om det er et barn på 5 år eller en teenager på 18 år, siger Ilonka Legahn.

Den vigtigste forebyggende indsats

Forskning viser, at børn af psykiatriske patienter risikerer også selv at udvikle en psykisk sygdom. Det er derfor et vigtigt fokusområde i Psykiatrien i Region Midtjylland, hvor cirka en fjerdedel at alle af patienterne har børn under 18 år.

"Familiesamtalerne er vores fornemste og vigtigste forebyggelsesindsats. Vi er forpligtigede til at hjælpe disse familier, og vi oplever, at det er en indsats, som er en stor hjælp for hele familien."

- Tine Nyegaard Hansen, chefsygeplejerske i Regionspsykiatrien Gødstrup

En opfordring til andre forældre

Det er ikke alle familier, der ønsker at deltage i en familiesamtale, og ingen bliver presset til at deltage. Men Sofie og Benjamin håber, at deres erfaring kan give mod og inspiration til andre, der overvejer en familiesamtale.

– Familiesamtalen gav os et fælles sprog og ro i maven. Vi ved nu, at vi gør det bedste, vi kan – og at det er på en måde, der passer til vores barn. Det ville vi ønske, at endnu flere familier fik mulighed for, slutter Sofie.

Læs mere om familiesamtaler i de psykiatriske afdelinger her: