Angst påvirker mange funktioner i dagligdagen, fx skolegang, arbejde, transport, indkøb og samvær med andre mennesker i det hele taget. Forældre, ægtefæller, børn og i nogle tilfælde nære venner bliver derfor ofte indblandet, når et familiemedlem eller en ven får en angstlidelse.
De fleste pårørende får meget ondt af den angstramte og ønsker at hjælpe og støtte. Men angst og undgåelse kan også virke uforståeligt for nogle og føre til irritation og afvisning.
Hvad kan du som pårørende gøre for dig selv og den angstramte?
Hvis du gennem længere tid skal yde støtte til en person, der lider af angst, skal du sørge for, at der er plads til, at dine egne behov tilgodeses, og at du kan leve så normalt som muligt. Det er vigtigt, at hele tilværelsen ikke kommer til at tage udgangspunkt i den, der har angst. Og det er vigtigt, at man som pårørende ikke påtager sig rollen som behandler. Du skal først og fremmest blive ved med at være det, du er for den angstramte; ægtefælle, kæreste, søn/datter, bror/søster, studiekammerat osv.
På Angstforeningens hjemmeside til pårørende kan du finde gode råd til, hvordan du både kan passe på dig selv og den, der er syg:
Tag min hånd (angstforeningen.dk)
Støt den angstramte i at få professionel hjælp
Hvis du bemærker udtalt angst og undgåelse hos en person, du kender godt, kan du foreslå personen at kontakte egen læge. Du kan støtte den, der har angst, i at søge behandling hos en behandler, der har ekspertise i angstlidelser, og som arbejder med videnskabeligt gennemprøvede metoder.
Du kan spørge den angstramte, om det er i orden, at du spørger til, hvordan behandlingen skrider frem, og hvilket hjemmearbejde, personen har fået.
Opsøg viden om angstlidelser
Hvis du har overskud til at støtte og hjælpe, er det vigtigt, at du sætter dig ind i, hvad en angstlidelse er.
Lav aftaler i "fredstid"
Sammen med den, der har angst, kan du lave en klar aftale om, hvordan du skal forholde dig, når vedkommende har angst. Fx hvis han eller hun ikke kommer i skole eller i sidste øjeblik melder afbud til et fælles socialt arrangement. Den aftale skal I indgå på et tidspunkt, hvor personen ikke har angst. Det er en fordel, at I skriver aftalen ned.
I kan også udforme en aftale om, hvor ofte du som pårørende må minde personen om at lave sit hjemmearbejde fra terapien. Eller måske en aftale om, hvorvidt du skal hjælpe med at huske på medicinen.
Hellere lidt rigtig hjælp end meget forkert hjælp
Du kan sætte dig ind i nogle af de metoder, der hjælper mod angst. Og du kan opmuntre til, at den der har angst anvender metoderne.
I nogle tilfælde kan du som pårørende - i dit forsøg på at hjælpe - komme til at fastholde personen i angsten. Det kan ske, hvis du overtager alle vedkomnes opgaver. Fx at købe ind, hente børn fra institution eller ringe til andre mennesker. Det kan forstærke personens undgåelse, øge afhængigheden af dig og svække hans/hendes selvstændighed.