Behandlingssteder

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling står for behandlingen af OCD hos børn og unge i Region Midtjylland

Behandling af OCD

Psykoedukation og aflastning

I starten af din behandling er det vigtigt, at du får viden om OCD. Derfor tilbyder Region Midtjylland undervisning i alle relevante forhold om OCD til dig og din familie. Det kaldes psykoedukation og giver dig og din familie metoder til at tackle sygdommen i dagligdagen.

I denne del af behandlingen vil man også tage stilling til, om du i en periode skal aflastes for nogle af de ting, som kan stresse (skolearbejde, studiejob mv.). I kan også snakke om, hvilke mennesker i dit netværk der skal have besked om OCD-symptomerne.

Kognitiv adfærdsterapi

Den væsentligste behandling af OCD hos børn og unge er kognitiv adfærdsterapi. Det er den behandling, der er bedst dokumentation for virker. Den anbefales til både børn, unge og voksne med OCD.

Du skal i løbet af behandlingen lære dine automatiske tanker at kende og lære at udvikle mere gavnlige strategier. I den kognitive terapi arbejder man med dine tanker, følelser, adfærd og kropslige fornemmelser. Sammen med din behandler taler I om andre måder at tænke og handle på. Samtalerne bliver støttet af mindre hjemmeopgaver.

I terapien bruger behandleren eksponeringsteknikker. Det vil sige, at du bliver sat i situationer, hvor du oplever symptomer på OCD. Det er situationer, som vil få dine tvangstanker frem og dermed øge din trang til at udføre tvangshandlinger. Man forsøger i disse situationer at ændre din adfærd. Det sker gradvist, forsigtigt og i små doser.

Man vil derpå udøve såkaldt responshindring. Det vil sige, at du øver dig i ikke at udføre din tvangshandling. På baggrund af dine symptomer vil du og din behandler ofte lave et program over, hvilke symptomer, der er vigtigst at træne først.

Dine symptomer kan også have stor indflydelse på dine omgivelser. Ofte er din familie eller andre pårørende blevet aktivt involveret i dine tvangshandlinger. Derfor er det som regel vigtigt at inddrage hele din familie i behandlingen.

Det grundlæggende princip for bekæmpelsen af ritualerne er at udfordre og konfrontere angsten i små trin ad gangen. Det gør man fra de mindst til de mest skræmmende situationer. Det kan fx være at vaske hænder i kortere tid eller færre gange.

Behandling med medicin

Ved lettere tilfælde af OCD kan kognitiv adfærdsterapi ofte stå alene. Ved sværere OCD kan medicin være nødvendigt som supplement. Den medicinske behandling bør dog altid kombineres med terapi.

Hvis man kun behandler med medicin, fører det oftest ikke til ophør af tvangssymptomerne. Symptomerne mindskes typisk omkring 25-45 %. Hos ca. tre fjerdedele af børn og unge med OCD ses en eller anden grad af forbedring på medicinsk behandling. Effekten ses hos langt de fleste først flere uger efter, behandlingen er startet. Oftest vil man derfor give medicinen i mindst 12 uger for at være sikker på, at dosis passer.

Bivirkninger

Nogle får bivirkninger af medicinen. Det er særligt i begyndelsen af behandlingen. De fleste bivirkninger forsvinder efter nogle ugers brug af medicin. Den ideelle dosis af medicinen er forskellig fra person til person. Hvis der er blivende og uacceptable bivirkninger, forsvinder de altid, når du stopper med medicinen.

Det er vigtigt, at du går til kontrol hos din praktiserende læge eller psykiater, når du tager medicin. Hvis du ikke oplever en god effekt eller har mange bivirkninger, vil det ofte være muligt at finde et andet mærke, som virker bedre og har færre bivirkninger.

Psykiateren anbefaler oftest, at den medicinske behandling fortsætter minimum et halvt år efter, at du har fået det bedre. Derefter kan du evt. trappe langsomt ud af medicinen. Det er vigtigt, at udtrapningen foregår efter aftale med din læge og i en periode, hvor du har det godt og ikke er udsat for stress – som fx skolestart eller flytning.

Tekst på denne side er opdateret januar 2022 (version 1.03).

Senest revideret af: Judith Becker Nissen,  ledende overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital Psykiatrien.

Direkte link til vores sider om OCD hos børn og unge: www.ocd1.ps.rm.dk