Venteområde Skejby

Hvad er spiseforstyrrelser?

Optagethed af kost, figur og vægt er en uproblematisk del af tilværelsen for mange mennesker. Det er ikke i sig selv sygeligt at fokusere på krop og vægt eller på mad og spisning, så længe dette fokus ikke skubber andre normale hverdagsting til side. Det er vigtigt at kunne se, hvornår et uproblematisk fokus på krop og mad bliver sygeligt.

En spiseforstyrrelse er en psykisk lidelse, der påvirker dit forhold til mad og din vægt og krop. En spiseforstyrrelse påvirker dig også psykisk og socialt. Du vil ofte være træt, trist og have problemer med at koncentrere dig. Mange trækker sig fra venner og familie – både for at undgå spisesituationer, men også fordi man bare ikke kan overskue at være sammen med andre.

En spiseforstyrrelse kan komme til udtryk på mange måder. Har du en spiseforstyrrelse, kan dit mål være at:

  • fokusere så meget på mad, at du slipper for at tænke på negative ting i dit liv
  • være tynd eller at have en bestemt vægt
  • at spise ekstremt sundt eller på en bestemt måde

Måske synes du ikke selv, der er noget galt. Derfor føler du ikke, du har behov for hjælp.

Hvornår er det en spiseforstyrrelse?

Mange piger/kvinder og nogle drenge/mænd føler på et tidspunkt i deres liv, at de er for tykke. Også selvom de ikke er det. Mange har også perioder, hvor de forsøger at tabe sig ved at følge en slankekur, spise mindre eller motionere.

Nogle kender også til overspisning og har ikke kontrol over den mængde mad, de indtager. Det kan være, at man spiser uden at være sulten, eller til man er ubehagelig mæt.

Man kan først tale om en spiseforstyrrelse, når man har svært ved at fokusere på andet end sit forhold til mad og sin krop. Ved de fleste spiseforstyrrelser vil vægten også være væsentligt påvirket.

Typer af spiseforstyrrelser

Der findes forskellige typer af spiseforstyrrelser. Det drejer sig blandt andet om:

  • Binge eating disorder (herefter forkortet BED)
  • Anoreksi
  • Bulimi

Der findes også andre spiseforstyrrelser:

  • Forskellige variationer af anoreksi og bulimi
  • Ortoreksi: overdrevet fokus på sundhed og stramme spiseregler
  • Megareksi: overdrevet fokus på at få en muskuløs krop

Du kan læse mere om kendetegnene ved de enkelte typer under "symptomer".

Hvorfor får nogle en spiseforstyrrelse?

Der findes ikke én grund til, at man udvikler en spiseforstyrrelse. Herunder kan du læse om forskellige faktorer, der påvirker risikoen.

Sårbarhed

Du har måske en sårbarhed. Den kan skyldes enten biologiske, sociale eller psykologiske faktorer.

Det kan f.eks. være, at:

  • andre i din familie har haft en spiseforstyrrelse eller anden psykiatrisk lidelse
  • du har oplevet nogle belastende ting i din barndom som f.eks. skilsmisse eller dødsfald i din familie
  • du lider af lavt selvværd.
Vindue på værelse i psykiatrien skejby

Udløsende faktorer

Udløsende faktorer er begivenheder i dit liv, som får din spiseforstyrrelse til at vise sig.

Det kan f.eks. være:

  • Længerevarende stress
  • Brud i vigtige relationer (familie, venner, kæreste etc.)

Fastholdende faktorer

Har du først udviklet en spiseforstyrrelse, er der flere ting, der kan fastholde den. Det kan f.eks. være:

Kropslige forandringer

Spiser du sparsomt, kan din mavesæk f.eks. skrumpe, så du meget hurtigt føler dig overmæt, og derfor spiser mindre. Modsat vil længere tids overspisning udvide din mavesæk, og du skal derfor spise mere, for at føle dig mæt.

Ritualer og regler

Vaner omkring maden kan blive meget indgroede. Måske har du behov for at spise bestemte typer af mad – og at overspise dem for at føle dig tilpas. Det kan også være, at man har en regel, der lyder: "jeg skal spise mindre i dag end i går!".

Ændringer i selvopfattelse

En person med anoreksi eller bulimi ser typisk sig selv som tyk. Det medfører for de fleste et fortsat ønske om vægttab.  Har man BED kan overspisninger derimod føre til overvægt. Det kan bidrage til den følelse af skam, der måske i første omgang førte til overspisninger. På den måde er man havnet i en ond spiral.

De samfundsmæssige og kulturelle faktorer

Samfundsmæssige og kulturelle faktorer har også en betydning for udviklingen af en spiseforstyrrelse. I vores kultur er der ekstrem fokus på kroppen, på det at se "rigtig" ud og på at iscenesætte sig selv. Medier og magasiner er fyldt med træningsprogrammer og kostregler, som skal hjælpe os med at blive lidt tyndere.

Igennem de sidste 50 år er de kroppe som fremstilles i medierne som "de rigtige og smukke" blevet tyndere, mens vores fysiske kroppe er blevet større. Det betyder, at vi gennem medierne får en oplevelse af, at der er noget i vejen med os: Vi er for tykke.

Afhængig af vores aktuelle livssituation, baggrund, vores fysiske og psykiske struktur og netværk kan vi være i større eller mindre risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse. Særligt piger og unge kvinder i alderen 12-24 år har den største risiko for at udvikle spiseforstyrrelser. Drenge kan også få spiseforstyrrelser, men for hver 10-12 piger, der har en spiseforstyrrelse, er der kun cirka 1 dreng.

Symptomer på spiseforstyrrelser

Psykologiske symptomer

Der er flere psykologiske symptomer ved spiseforstyrrelser. Måske kan du genkende et eller flere:

  • En følelse af skam som følge af det ændrede forhold til mad
  • Øget behov for at kontrollere. Det kan være alt fra kalorieindtag, skolearbejde, motion, til pårørende
  • Modstand mod at acceptere at være syg og behøve behandling
  • Koncentrationsbesvær, indlæringsvanskeligheder, irritabilitet og tristhed
  • Ændringer i adfærd - tanken om mad, spisning, vægt og figur kan fylde så meget, at alt andet mister betydning
  • Social isolation på grund af vanskeligheder med at spise med andre
  • Lavt selvværd og dårligt selvbillede.

Symptomer på BED

BED kaldes på dansk også tvangsoverspisning. Tegnene på BED kan være:

  • Tilbagevendende episoder med overspisning. Overspisning er når:
    • du spiser store mængder mad inden for kort tid. Større end, hvad andre "normalt" kan spise
    • du har en følelse af at miste kontrol med spisningen. Du kan ikke holde op med at spise, eller du kan ikke forhindre spisningen
  • Du har negative tanker og lavt selvværd
  • Du føler skam efter at have overspist 

I modsætning til bulimi kaster du typisk ikke op efter at have overspist.

Symptomer på anoreksi

Tegnene på anoreksi kan være:

  • Vægttab der fører til undervægt. Det kan skyldes at:
    • du spiser for lidt
    • du kaster op
  • Du motionerer ud fra et træningsprogram, som du følger meget stramt
  • Du bruger slankemidler eller afføringsmidler
  • Du har en følelse af at være for tyk
  • Du er meget optaget af din vægt og/eller figur
  • Hormonelle forstyrrelser der kan betyde, at du mister lysten og evnen til sex, eller at din menstruation udebliver, hvis du er en kvinde
  • Hos børn ses manglende fysisk udvikling i form af manglende vækst eller utilstrækkelig vægtøgning.

Symptomer på bulimi

Tegnene på bulimi kan være:

  • Tilbagevendende episoder med overspisning. Overspisning er når:
    • du spiser store mængder mad inden for kort tid. Større end, hvad andre "normalt" kan spise
    • du har en følelse af at miste kontrol i forbindelse med spisningen. Du kan ikke holde op med at spise, eller du kan ikke forhindre spisningen.
  • Du er meget optaget af din vægt og/eller figur
  • Du forsøger at undgå at tage på ved at:
    • begrænse hvor meget du spiser
    • kaste op
    • motionere meget
    • bruge slankepiller, afføringsmidler eller lignende.

Er du ved at udvikle bulimi, vil du ofte føle stor skam. Selvom du ønsker at blive rask, føles det måske så pinligt at fortælle om dine symptomer, at det er lettere ikke at søge hjælp.

Andre spiseforstyrrelser

Der findes også andre typer af spiseforstyrrelser. To af dem kan du læse om herunder.

Ortoreksi

Har du ortoreksi er du ekstremt fokuseret på, at din kost er sund.  Det fokus er så stort, at det går udover din dagligdag. Man kan derfor sige, at ortoreksi er kendetegnet ved, at sundt bliver usundt.  

Megareksi

Har du megareksi har du et ønske om at få en mere muskuløs og større krop. Derfor træner du ofte ekstremt meget, og går meget op i at spise på en måde, så dine muskler kan blive større.

Denne side omhandler dog fortrinsvis spiseforstyrrelserne BED, anoreksi, og bulimi.

Undersøgelse for en spiseforstyrrelse

Kontakt din læge

Er du eller dine pårørende i tvivl om, om du har en spiseforstyrrelse, skal du kontakte din egen læge. Vurderer lægen, at dine symptomer kan være tegn på spiseforstyrrelse, får vi på hospitalet en henvisning - altså en besked om at indkalde dig til undersøgelse.

Henvist – hvad nu?

Har din læge henvist dig til undersøgelse for en spiseforstyrrelse, skal du:

  • afvente en invitation (indkaldelse) fra en af vores afdelinger i din e-boks
  • deltage i en afklarende samtale - gerne sammen med dine pårørende
  • være forberedt på, at du måske skal igennem flere forskellige undersøgelser, før det kan endeligt bekræftes, om du har en spiseforstyrrelse.

Du bliver indkaldt til en af disse klinikker afhængigt af, hvor du bor:

  • Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser i Herning (Gødstrup)
  • Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser i Aarhus (Skejby)
Kvinde læser

Samtale og undersøgelse

Normalt vil det være din læge eller en psykiater, som stiller diagnosen. Den stilles på baggrund af en eller flere samtaler og fysiske undersøgelser.

I samtalerne har din behandler blandt andet fokus på:

  • Spiseforstyrrelsens start og udvikling
  • Restriktioner og regler i forhold til kost og spisning
  • Overspisninger
  • Psykiske symptomer i form af:
    • Vægtangst
    • Fedmefølelse
    • Koncentrationsbesvær på grund af tanker om mad og spisning.

Endelig foretages en fysisk undersøgelse, som inkluderer:

  • Blodprøve med henblik på at vurdere, i hvilken grad dine organer er påvirkede af spiseforstyrrelsen
  • EKG for at vurdere om dit hjerte er påvirket.

Efter undersøgelsen

Du er velkommen til at kontakte den klinik, der har undersøgt dig, mens du venter på svar på din undersøgelse. Det kan f.eks. være, hvis dine symptomer pludselig er forværret, eller hvis der er noget, du er blevet i tvivl om. Vi vil gøre vores bedste for at hjælpe dig.

Involvering af pårørende

Vejen til at komme i behandling kan være kompliceret og vanskelig både for dig, der har en spiseforstyrrelse og dine pårørende.

Dine pårørende kan blive i tvivl om:

  • hvad der er "normalt", og hvad der er sygeligt
  • om du spiser sundt og tilstrækkeligt eller alt for ensidigt og usundt
  • hvorvidt de har et ansvar for ikke at have set symptomerne tidligere
  • hvordan de skal overbevise dig om, at du har behov for komme i behandling.

Ved børn og unge under 18 år inddrages pårørende i udredningen. Ved voksne tilstræbes det, at pårørende deltager.

Dine pårørende kan hjælpe dig med at sætte ord på dine symptomer

Mange, som lider af en spiseforstyrrelse har svært ved at beskrive deres symptomer, fordi det er vanskeligt for dem at mærke og sætte ord på følelser og adfærd. Eksempelvis kan mange være tilbøjelige til at:

  • Underdrive symptomer
    Måske fortæller de, at de motionerer som andre, selvom de overmotionerer, f.eks. ved at tage 500 mavebøjninger dagligt.
  • Fortælle, at de spiser til alle måltider
    Derfor siger de, at de spiser normalt, men glemmer at fortælle, at de undgår al mad, der indeholder fedt eller kulhydrater.
  • Skamme sig over ikke at have kontrol over spisningen
    Derfor får de ikke fortalt, at de regelmæssigt overspiser og kaster op.

Forældre eller andre pårørende kan ofte nuancere oplysningerne, så lægen eller andre behandlere får et mere realistisk indtryk af personens spiseforstyrrelse, og hvor påvirket personen er i sin dagligdag.

Hvis du er ved at udvikle en spiseforstyrrelse

Er du ved at udvikle anoreksi, vil du ofte have svært ved at erkende din sygdom. Derfor vil du tit fastholde at have styr på dit liv og modsætte dig tanken om at skulle i behandling.

Er du ved at udvikle bulimi eller BED, vil du ofte føle stor skam. Selvom du ønsker at blive rask, kan det føles så skamfuldt at fortælle om dine symptomer, at det kan virke lettere ikke at søge hjælp.

Det er vigtigt, at forældre eller andre pårørende ved, at en person der lider af en spiseforstyrrelse, kan være syg i mange år uden selv at søge hjælp. Det er derfor af stor betydning, at de pårørende hjælper personen med at komme i behandling.

Ledsagesygdomme

Fysiske konsekvenser af overvægt

De fysiske konsekvenser af overvægt kan blandt andet være:

  • Type 2-diabetes
  • Forhøjet blodtryk
  • Slidgigt i hofte og knæ
  • Nedsat fertilitet
  • Risiko for blodpropper

Disse følger kan i de fleste tilfælde bedres eller helt forsvinde, hvis du taber dig.

Fysiske konsekvenser af undervægt

De fysiske konsekvenser af undervægt kan blandt andet være:

  • Forsinket pubertet og udeblivelse af menstruation hos piger/kvinder
  • Lav kropstemperatur, langsom puls og forstoppelse
  • Generel svækkelse af muskler
  • Væskeansamlinger og hævelser
  • Hormonelle forstyrrelser der kan føre til manglende sexlyst og -evne
  • Øget hårvækst på krop og i ansigtet.

Hvis du i gennem længere tid er meget undervægtig, kan der støde varige mén til. Det drejer sig bl.a. om knogleskørhed, hjerteproblemer og hjernesvind. Men de fleste af ovennævnte følger vil aftage eller helt forsvinde, hvis du tager på i vægt.

Fysiske konsekvenser af kompenserende adfærd

Kompenserende adfærd er handlinger, man udfører for at tabe sig. Det kan f.eks. være fremprovokerede opkastninger eller overdreven motionering. Det kan have flere konsekvenser, blandt andet:

  • Tandskader og sår i mundvigene pga. ætsninger fra mavesyren som følge af opkastninger
  • Store vægtsvingninger på 5 til 20 kg inden for korte perioder
  • Dårlig tarmfunktion med træg og oppustet mave som følge af lang tids brug af afføringsmidler eller slankemidler
  • Skader på muskler, knogler, led og sener
  • Menstruationsforstyrrelser og eventuelt ophør af menstruation hos kvinder/piger
  • Forsinket eller manglende kønsudvikling
  • Forstyrret saltbalance, der kan føre til muskelkramper, hjerterytmeforstyrrelser og hjertesvigt.

Hvis adfærden stopper, kan en stor del af følgerne mindskes eller helt forsvinde igen.

Behandling af spiseforstyrrelser

Dreng og pige spiller playstation

Om behandlingen

Behandlingssteder

I Region Midtjylland foregår behandlingen af spiseforstyrrelser i Aarhus og Herning på:

Formålet med behandlingen er, at du gradvist udvikler et normalt forhold til mad, krop og vægt. Samtidig skal du udvikle din evne til at takle de følelser og udfordringer, som kan have haft betydning for, at sygdommen er opstået.

Under dette afsnit kan du læse om den behandling, du kan få for spiseforstyrrelser i Region Midtjylland. Noget af behandlingen gælder både for patienter med BED, anoreksi og bulimi. Mens anden behandling vil være behandling til de specifikke diagnoser. Det vil stå beskrevet, hvis behandlingen kun er relevant for en enkelt diagnose.

I Region Midtjylland foregår behandlingen af spiseforstyrrelser i Aarhus og Herning på:

Psykologisk behandling

Formålet med den psykologiske behandling er at:

  • støtte og vejlede med henblik på at bekæmpe symptomerne på spiseforstyrrelsen
  • afdække mere grundlæggende psykologiske vanskeligheder og vedligeholdende faktorer
  • hjælpe dig med at vende tilbage til at kunne de ting, du ikke kan længere
  • fremme nye strategier, så du kan håndtere svære følelser, belastninger og psykiske vanskeligheder.

Den psykologiske behandling foregår for voksne oftest i grupper og for børn og unge ved familiebaseret behandling og/eller gruppebehandling.

Undervisning i sygdommen

Du får tilbudt undervisning i sygdommen. Det kalder vi psykoedukation. Her er der fokus på:

  • Kroppens behov og måde at fungere på
  • Motionens positive og negative aspekter
  • Risici ved overvægt eller undervægt og kompensatorisk adfærd.

Psykoedukation foregår oftest i grupper. Har du BED, foregår undervisningen som en del af gruppeforløbet.

Dine pårørende er vigtige

Når du er i behandling har vi altid stor fokus på at inddrage dine pårørende, fordi de har stor betydning for, at behandlingen lykkes.

Er du hjemmeboende, inddrages dine forældre i behandlingsforløbet. Er du udeboende eller voksen, vil andre pårørende typisk blive inddraget. Det kan f.eks. være veninder, kæreste eller ægtefælle.

I terapien arbejder vi på, at både pårørende og patienter genfinder de ressourcer, som var til stede inden sygdommen tog magten, så alle får en velfungerende hverdag.

Behandling af BED

Gruppeterapi for BED-patienter

Den primære behandling af voksne med BED består af et længerevarende gruppeterapeutisk forløb. Forløbet foregår på vores klinik i Herning.

Formålet med behandlingen er at normalisere dit forhold til mad, krop og vægt. Derudover skal du udvikle dine evner til at håndtere og regulere svære følelser og uro som kan have betydning for udviklingen og fastholdelsen af tvangsoverspisningerne.

I gruppen arbejder vi blandt andet med:

  • at opnå viden om, hvad spiseforstyrrelsen er
  • at afprøve forskellige metoder til at kontrollere og reducere symptomerne
  • at være i en gruppe med andre med BED og udveksle erfaringer
  • at blive opmærksom på kroppens signaler
  • at undersøge og arbejde med hvilke personlige problematikker, der kan ligge bag spiseforstyrrelse.

Behandling af anoreksi

Du skal lære at spise igen

Hvis du har anoreksi og er meget undervægtig, er det første skridt at lære at spise igen. Det kalder vi reernæring. Reernæring handler om at få sit næringsbehov dækket og om at øge sin vægt. For at komme op i vægt får du:

  • kostvejledning
  • konkret støtte til at spise - enten individuelt, sammen med familien eller i gruppe.

Behandling af bulimi

Medicinsk behandling ved bulimi

Ved alvorlig bulimi kan du blive tilbudt medicinsk behandling. Medicinen kan i nogle tilfælde reducere overspisning og opkastninger.

Du kan også blive tilbudt medicinsk behandling, hvis du har komplekse fysiske symptomer. Derudover bruges medicinen, hvis du også skal behandles for en anden psykiatrisk lidelse samtidig med din bulimi. Det kunne eksempelvis være en depression

Indlæggelse for anoreksi og bulimi

Langt de fleste behandles uden indlæggelse. Men ved meget alvorlig anoreksi og bulimi kan behandling under indlæggelse være nødvendigt. Hvis du er under 18 år, vil dine forældre være med i behandlingen og deltage i daglige måltider under indlæggelsen.

Behandlingen under indlæggelse indeholder tre vigtige elementer:

  • Støtte til normalisering af spisning og vægt
  • Behandling med fokus på at støtte dig i at arbejde med tanker, følelse og adfærd, som ligger bag ved og vedligeholder spiseforstyrrelsen
  • Støtte til at genfinde de ressourcer og det livsindhold, som er en forudsætning for en velfungerende hverdag.

Jo bedre du får det, jo mere ansvar vil du få. Du vil derfor blive inddraget mere aktivt i:

  • planlægning og tilberedelse af mad
  • træning i at spise med andre, alene, sammen med familien og sammen med andre udenfor afdelingen
  • planlægning af hjemmebesøg

Dagligdagen i afdelingen er bygget op over et fast ugeprogram, hvor mange af aktiviteterne foregår i grupper. Gennem samværet i grupper kan du genlære færdigheder, som du har mistet på grund af spiseforstyrrelsen. Det gælder både i forhold til spisning, kropsopfattelse og i forhold til at fungere sammen med andre.

Eksempler på gruppeaktiviteter er:

  • Terapi i samtalegruppe
  • Billedterapigruppe
  • Krop og bevægelse
  • Spisedagbogsgruppe.

I hele indlæggelsesforløbet inddrages pårørende, så I kan arbejde sammen mod de anorektiske tanker og handlinger i forbindelse med hjemmebesøg, efterfølgende udskrivning og fortsat behandling uden indlæggelse.

Efter behandlingen

På vej ud af spiseforstyrrelsen

Når din spiseforstyrrelse bliver mindre alvorlig, begynder en ny fase af behandlingen. Behandlingen består i denne fase af gruppe- og kropsterapi. Formålet er blandt andet at:

  • Forebygge tilbagefald
  • Fastholde normal spiseadfærd og normal motion
  • Gøre dig mere fortrolig med kropslige reaktioner
  • Udvikle sundere og mere fleksible reaktionsmønstre
  • Ændre uhensigtsmæssig perfektionisme
  • Øge din evne til at rumme og håndtere svære følelser
  • Styrke dit selvværd.

Det kan du læse mere om på vores side "Livet med en spiseforstyrrelse", som du kan finde et link til herunder.

Gode råd til dig, der har en spiseforstyrrelse

Hvilke muligheder er der for forebyggelse?

Man kan ikke forebygge spiseforstyrrelser helt. Men man kan gøre en del for at styrke unges psykiske robusthed og skabe sociale miljøer, hvor man anerkender hinandens forskelligheder. 

For ikke at udvikle en spiseforstyrrelse, er det vigtigt at have:

  • Et godt selvværd
  • Gode sociale relationer
  • Normale og fleksible kostvaner
  • Et sundt forhold til sin krop i al dens mangfoldighed.

Fokus på og kommentarer om den unges krop, og hvad han/hun spiser, kan forstærke begyndende symptomer.

Undgå derfor at overmotionere og at have vedvarende fokus på slankekure og vægttab. Det kan nemlig føre til usunde forestillinger om ”den rigtige krop” og fejlagtig viden om, hvad det vil sige at spise sundt og varieret. Det gælder både i familier men også på skoler og i sportsklubber.

Hvad kan du selv gøre, hvis du lider af en spiseforstyrrelse?

Arbejd med dit forhold til mad

  • Følg din kostplan, hvis du har fået udarbejdet en
  • Sørg for at spise regelmæssigt, varieret og i passende mængder
  • Accepter, at du i en periode af dit liv skal prioritere at følge en kostplan - selvom du ikke har lyst.

Sæt små realistiske mål

Prøv at sætte små realistiske mål op for dig selv. Målene skal pege i retning af at spise normalt og begrænse din spiseforstyrrelsesadfærd.

Tal med familie, venner og andre pårørende

  • Fortæl, hvad du har det svært med
  • Fortæl, hvilken støtte, du har brug for
  • Brug andre selvom de måske ikke kender til eller forstår, hvad det vil sige at have en spiseforstyrrelse
  • Vær åben om din sygdom, når det er hensigtsmæssigt. At være åben betyder ikke, at du skal fortælle alting.

Indstil dig på, at det tager tid at blive rask

  • Indstil dig på, at det kan være meget udfordrende at blive rask – men det er muligt
  • Accepter, at du i en periode måske ikke har overskud til så mange aktiviteter som tidligere
  • Accepter, at der bag sygdommen kan ligge belastninger, som du tidligere har haft svært ved at tackle
  • Anerkend, at forandringer kan give anledning til uro og angst.
    Hav tillid til, at du kan blive rask.

Henriks fortælling: "Jeg gik bogstavelig talt væk fra bulimien"

"27 år fandt jeg tryghed i bulimi. Det var en hemmelig følgesvend og en fast del af mit liv at spise og kaste op. I 2015 blev jeg "opdaget" og følte mig pinlig og flov. Opdagelsen gjorde dog, at jeg kunne se på bulimien, som noget jeg ville væk fra. Min løsning blev at gå lange ture.

Hvor jeg tidligere - efter aftensmaden - gik direkte på toilettet, begyndte jeg at gå ud af døren og ud i den friske luft. Uanset vejret gik jeg. Jeg fik ro af at gå. Når jeg gik, kunne jeg tænke på noget godt og fik styr på følelser og fornemmelser.

Jeg er i dag taknemmelig for, jeg blev opdaget, og stolt af at jeg ikke nøjedes med at tænke, at jeg ville væk fra et liv med bulimi. Jeg gjorde noget - jeg gik. I dag er bulimien fortid."

- Henrik

 

 

Gode råd til dig, der er pårørende

Hvad kan pårørende gøre?

Der er flere ting, du kan gøre som pårørende. Det kan du læse om herunder.

Spørg ind, hvis du har mistanke

Har du mistanke om, at en person er ved at udvikle en spiseforstyrrelse, er det vigtigt at spørge ind til, hvordan personen har det, og om hvilken situation, de står i lige nu.

Du kan f.eks. spørge om:

  • vedkommende mistrives
  • der er noget, der føles særligt svært i øjeblikket

Det kan også være relevant at tale højt om dine bekymringer og overvejelser i forhold til personens forhold til mad, vægt eller figur. Hvis du er i tvivl, kan du f.eks. kontakte egen læge eller en professionel telefonrådgivning.

Det er vigtigt, at du som pårørende får så megen viden som muligt om spiseforstyrrelser. Det kan ruste dig til at forholde dig til de mange og belastende udfordringer i sygdomsforløbet. Samtidig er det også vigtigt, at du tilgodeser dine egne behov. Ellers bliver det svært at bevare ressourcer til at klare de forskellige belastninger.

Sørg for faste rammer

Personen med spiseforstyrrelse kan blive voldsomt påvirket af angst og usikkerhed, hvis der ikke er faste rammer omkring spisetider, mængden af mad, omfang af motion og lignende.

Hvis der ikke er klare rammer, vil personen ofte spise for lidt eller have svært ved at turde spise efter kostplanen. De fleste, der er kommet i behandling for spiseforstyrrelse ønsker, at forældrene/nære pårørende tydeligt siger til og fra med hensyn til kost, motion og lignende.

Det kan du bl.a. gøre ved at:

  • deltage aktivt i behandlingsforløbet
  • fastholde de aftaler, der kan støtte den syge i at blive rask. Det kan f.eks. være aftaler om, at:
    • I spiser måltider sammen
    • måltider skal spises på bestemte tidspunkter
    • måltidet skal tilpasses kostplanen
    • et måltid kun må vare 30 minutter
  • planlægge en aktivitet efter måltidet for at:
    • undgå tvangsmotionering
    • undgå opkastninger
    • aflede de mange tanker om mad, vægt og figur, som ofte opstår efter måltidet.

Personen med spiseforstyrrelse kan reagere voldsomt mod dine krav. Men det er vigtigt, at du står fast og er konsekvent. Denne støtte er helt central for at blive rask og genetablere et normalt forhold til mad, vægt og figur.

Vis dine følelser og bekymringer

  • Vær ikke bange for at vise din bekymring.
  • Tal med den syge om symptomer, følelser, tanker og om livet med og uden spiseforstyrrelse.
  • Anerkend hvor svært det er at lide af en spiseforstyrrelse.

Dine opgaver som pårørende

Der er særlige opgaver, som du må påtage dig i en periode, da personen med spiseforstyrrelse uden støtte vil have meget svært ved at klare selv at blive rask.

Disse opgaver kan f.eks. handle om at støtte den syge i at:

  • Følge kostvejledning typisk i form af en kostplan
  • Spise regelmæssigt
  • Undgå overspisninger
  • Undgå kompenserende adfærd, som f.eks. tvangsmotion, opkastninger og misbrug af afføringsmidler.
  • Det er af stor værdi for personen med en spiseforstyrrelse, at du støtter op om behandlingen samt tør sætte rammer og være konsekvent.

Mere information

Foreningen spiseforstyrrelser og selskade (www.spiseforstyrrelse.dk) har tilbud og rådgivning til personer, der er berørt af en spiseforstyrrelse. 

På foreningens hjemmeside kan du finde:

Børn i familien

Foreninger og tilbud til børn og unge

Mindhelper - guider unge gennem hårde tider

Råd og vejledning til unge mellem 13-20 år
mindhelper.dk

Snak om det

Inspiration til snak med børn om sindet og psykiske lidelser
snakomdet.dk

Headspace

Rådgivningstilbud til børn og unge i alderen 12-25 år
headspace.dk

BørneTelefonen

Rådgivningstilbud til børn. Man kan ringe, skrive eller chatte med BørneTelefonen.
bornetelefonen.dk 
Telefon: 116 111

Rådgivningstelefonen

Den Psykiatriske Rådgivningstelefon

Du kan døgnet rundt ringe anonymt til Psykiatrisk Rådgivningstelefon og få rådgivning på 78 47 04 70. Her sidder psykiatriske medarbejdere, der kan give dig vejledning.

Rådgiverne kan ikke yde behandling og du kan ikke blive indlagt via Rådgivningstelefonen.

Tekst på denne side er opdateret november 2021 (version 1.05).

Senest revideret af Line Ranzau Hansen, ledende overlæge ved Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser.

Direkte link til vores sider om spiseforstyrrelser:
www.spis1.ps.rm.dk

Direkte link til denne side: www.print.spis1.ps.rm.dk