18.12.2020

I 2020 har der været meget fokus på, at der kan blive mangel på social- og sundhedsassistenter (SSA) i de kommende år. Dette gør sig også gældende i Psykiatrien, hvor SSA'ere spiller en stor rolle i den daglige gang.

Derfor tog vi en snak med direktør for Social- og Sundhedsskolen Fredericia- Vejle-Horsens, Anne Mette Vind, om uddannelsen, SSA'erens rolle samt SSA'erens funktion i Psykiatrien.

Interviewer: Hvor er SOSU-uddannelsen på vej hen?

Anne Mette Vind (AMV): I 2017 kom der en ny reform på uddannelsen, hvor der blev skruet op for fagligheden. Det hænger sammen med den øgede kompleksitet, som vi ser ude i kommunerne, på sygehusene og i regionerne.

Her bliver patienter udskrevet tidligere end før, og derfor bliver der kigget meget på de komplekse opgaver, som skal løses ude i samfundet.

Tidligere har man snakket meget sygepleje og omsorg, men nu snakker man sygepleje og rehabilitering, og dermed får SSA'eren en større rolle.

I: Hvor ser du SOSU-rollen i samfundet?

AMV: SSA'erne spiller en enorm stor rolle i samfundet. Hvis en kommune har ansat 125 sygeplejersker, så har de i omegnen af 250 SSA'ere og 500 social- og sundhedshjælpere.

Den faktor passer meget godt ude i alle kommuner Så hvem er det der først møder borgerne? Det er en SOSU. Så hvis der er en ændring i borgernes tilstand, så er det SOSU'erne, som ser det først og derefter tager kontakt til en sygeplejerske eller læge.

I regionen er det anderledes. Der er flere sygeplejesker end SSA'ere.

Men den opgaveglidning, som man ser fra læger til sygeplejersker medfører også en glidning i opgaver og ansvar fra sygeplejersker til SSA'ere.

I: I 2021 lanceres Psykiatrisk Suppleringsuddannelse - hvad er fordelene ved at melde sig til den?

AMV: Livslang læring er vigtigt for alle. Du er uddannet på et tidspunkt, men der sker løbende faglig udvikling.

Her er Suppleringsuddannelsen god, da den er mere fokuseret på specialisering, og SSA'erne bliver dermed klædt mere på til det job, de har i Psykiatrien. Suppleringsuddannelsen er nemlig en efteruddannelse i specialisering og øgede kompetencer. Det er på den måde en pendant til Specialsygeplejerskeuddannelsen.

I: Hvilke kompetencer skal man have for at blive SSA'er?

AMV: I 2015 var der en reform, hvor SSA'ere nu skal have bestået folkeskolen med 02 i dansk og matematik for at komme ind. Det er de formelle krav.

På uddannelsen underviser og løfter vi det faglige niveau i dansk, da det er vigtigt ift. dokumentering, som er en stor del af jobbet. Dertil har de fremtidige SSA'ere også alle naturvidenskabelige fag, hvor de slutteligt er til eksamen i farmakologi og medicinhåndtering.

MEN det handler også i høj grad om personlige kompetencer såvel som de faglige. Som SSA'er skal du være omskiftlig, kunne samarbejde og have et højt fagligt refleksionsniveau.

Der er stor vekselvirkning mellem det boglige og det praktiske, hvilket også gør uddannelsen spændende og varierende.

I: Hvordan ser du SSA'erens rolle i Psykiatrien?

AMV: Social- og sundhedsassistenter spiller en stor rolle i psykiatrien, da det her i høj grad handler om relationer og faglighed.

I Psykiatrien er relationen bærende for behandlingen, og den vej ind kan du som SSA'er bruge fagligheden. I Psykiatrien er det også meget tværfagligt - også her ser jeg en stor rolle for SSA'ere i behandlingen af patienterne.

Det var min egen oplevelse i min tid som specialuddannet sygeplejeske i psykiatri, at sygeplejesker med en uddannelse som SSA favner rigtig bredt.

SSA'ere har en praktisk tilgang til faget, så de kommer til at prøve mange ting og får på den måde en lang række kompetencer.

Yderligere informationer

Er du SSA'er og vil gerne tilmelde dig Psykiatrisk Suppleringsuddannelse i starten af 2021, kan du gøre det på følgende links:

Tilmelding til Psykiatrisk Suppleringsuddannelse i Herning (tilmeldingsfrist 23/1/21)

Tilmelding til Psykiatrisk Suppleringsuddannelse i Aarhus (tilmeldingsfrist 2/2/21)

OBS. Se flere informationer her - det er gratis at deltage for SOSU-assistenter, og afdelingerne kan indhente midler til vikarer.