16. oktober, 2017

Psykiatrien i Region Midtjylland har en række ledige stillinger for speciallæger i psykiatri, og så gerne at der kom flere til faget.

 

Over hele landet har regionerne færre speciallæger i psykiatri, end de kunne ønske sig. Derfor har alle regionerne i øjeblikket igangsat initiativer for at tiltrække flere til faget.


I Region Midtjylland, var der 28 ledige speciallægestillinger i psykiatrien i 2016. For eksempel arbejder man med at imødekomme den enkelte læges ønsker til funktion og opgaver med henblik på at gøre feltet endnu mere attraktivt.


Det er også på denne baggrund, at regionen understøtter initiativet Skarpe Hjerner – Varme Hjerter. Vi afholder relevante events, som for eksempel den 3. november hvor du kan opleve Anders og Peter Lund Madsen udfordre fordommene om psykisk helbred til en sjov event om psykiatri.


Det er blandt andet ved at bringe sådanne historier og events, at vi håber at skabe mere bevidsthed om det gode arbejde, der foregår i psykiatrien. Arbejde i psykiatrien tilbyder muligheden for at komme tæt ind på sine patienter og gøre en stor forskel.


Som det ser ud nu i Region Midtjylland, er der en række seje læger, hvis dedikerede arbejde får det hele til at hænge sammen. Men de har brug for hjælp. Regionen bruger i begrænset omfang speciallæger fra andre specialer og fra udlandet, men hvad der virkelig er brug for er flere speciallæger i psykiatri. Præcis hvor mange ledige stillinger der er i øjeblikket mangler at blive gjort op, men regionen leder efter i omegnen af 25-30 speciallæger i psykiatri.

 

Kilde: Dagens Medicin