10. august 2019

Hver femte dansker kommer i løbet af livet i kontakt med psykiatrien, fordi vi har brug for hjælp. Det betyder, at endnu flere mennesker er pårørende til en psykisk syg – og at vi alle sammen på et eller andet tidspunkt i vores liv har gået i klasse med, været kollega med eller gået til sport med en, der var psykisk syg.

En af de dem, der har og har haft kontakt med psykiatrien, er Maja. Hun har flere diagnoser og en masse både gode og dårlige oplevelser med det, at være syg.

Derfor har hun også en helt klar ide om, hvordan hun gerne vil mødes af omverdnen. Og nogle gode råd til, hvordan man som menneske skal opføre sig, når man møder en psykisk syg:

- Jeg vil ikke forskelsbehandles – jeg vil behandles som alle andre. Jeg er ikke kun psykisk syg. Jeg er også et menneske. Mød mig med respekt, som du ville møde alle andre mennesker, mærk efter og spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt, smiler hun.

Maja er udmærket klar over, at det kan være svært at vide, hvordan man tackler det, at have en ven eller et familiemedlem, der er psykisk syg:

- Man kan ikke forberede sig på at få et barn med psykisk sygdom – eller på at en ven bliver psykisk syg. Så selvfølgelig er man usikker på, hvordan det er at være pårørende. Sådan var det også i min familie, der reagerede meget forskelligt.

Derfor er hendes bedste råd også, at man er ærlig, når man taler om psykisk sygdom.

- Som pårørende må man meget gerne vise sårbarhed. Man må rigtig gerne sige, at man er usikker på, hvordan man skal være sammen med mig, og vise at man også er skrøbelig. Hvis jeg får at vide af en veninde, at hun er usikker på, at jeg er syg, så giver det mig en hel masse at vide, at jeg ikke er den eneste, der er skrøbelig og usikker omkring min sygdom. Så bliver jeg faktisk tryg og får lyst til at tale åbent med hende, fortæller Maja.

Vær ærlig og vær tilstede - både når du taler og lytter

Maja ved fra sit eget liv, at psykisk sygdom er tabu at tale om. Og at mange mennesker undgår de svære spørgsmål eller måske helt dropper kontakten med en psykisk syg. Derfor håber hun, at både den syge og de pårørende vil blive bedre til at tale sammen. Både med hinanden og med alle andre de møder.

- Psykisk sygdom kan være svært at forstå og tale om. Nogle diagnoser er nok sværere at tale om end andre. Spiseforstyrrelse kan man forstå, hvad er. Det samme med depression. Men skizofreni – hvad er det? Når min familie eller andre spørger, hvad det betyder for mig at have en diagnose, åbner det op for dialog. Det er vigtigt, at det er en dialog og ikke bare en endeløs række af spørgsmål. Jeg skal give noget – og de skal give noget. Det kan godt være, det er uvant at tale om, men man skal ikke være bange for ord. Jo flere ord man bruger – jo mere man lytter – jo mere man siger, jo tættere kommer man på hinanden og jo mere lærer man om psykisk sygdom. Både om hvordan det er at være syg og hvordan det er at være pårørende, smiler hun.

Når hun fortæller om det, der for mange mennesker er enormt svært, lyder det pærenemt. Bare at være ærlig og tale lige ud af posen. Men så enkelt er det heller ikke altid.

- Når man er psykisk syg tænker man meget over ting – også for meget. Derfor er det rigtig vigtigt at de pårørende er til stede, når de er der. Hvis de spørger, hvordan har du det i dag, som er et dejligt spørgsmål at få, skal de også være klar til at høre svaret. Ellers kan jeg komme til at tænke, at de slet ikke er interesserede i mig eller hvordan jeg i virkeligheden har det, men at de kun spurgte af høflighed. Og høflighed kan jeg ikke bruge til noget. Jeg kan bruge, hvis folk er til stede.

Mærk efter om du kan tale om det i dag

Måske har du fået det indtryk, at hvis du blot taler og lytter, går alting bedre? Det gør det også langt de fleste gange. Men som alle andre mennesker, har psykisk syge også brug for at kunne koble af og beskæftige sig med noget andet, end det der fylder allermest.

- Det er vigtigt også at holde fri fra sygdommen. At have nogle dage, hvor jeg selv siger: I dag vil jeg ikke snakke om sygdom. Jeg vil bare gerne gå en tur eller tale om noget andet. Jeg er så heldig at have et nært familiemedlem, som jeg næsten ikke har talt om sygdom med. Vi er bare sammen. Det er på en måde meget befriende, siger hun.

For Maja handler det også meget om, hvordan hun har det. Lige som alle andre, er det ikke hver dag, hun er i form til at tale om tunge ting:

- Hvis jeg er tryg ved folk, må de spørge om alt. Jeg fortæller gerne – men jeg vil selvfølgelig kende folk. Man fortæller ikke alt til folk, man ikke kender ret godt. Hverken om psykisk sygdom eller alt mulig andet. Men det handler også om dagsformen, hvordan jeg har det – og selvfølgelig hvem det er, jeg taler med. Men man skal som syg også kunne sætte grænser og sige nej, hvis noget kommer for tæt på.

Hun erkender, at det er svært at være åben og hente energi til at tale om det hele. Alligevel er hun stensikker på, at det er investeringer værd at gøre det:

- Jeg øver mig i at være ærlig. I ikke at skjule noget. Jeg har skjult nok. Løgne er nemme og en kortsigtet løsning. Hvis jeg er ærlig om min sygdom og hvordan jeg har det, kan det godt være det er svært og gør ondt. Men ærlighed virker. Så skulle jeg give et råd til andre syge må det være: Fortæl om din sygdom til dine pårørende – de fortjener at få at vide, hvad der sker med dig. Så har de noget konkret at tage stilling til og spørge ind til.

Gode råd til pårørende og venner

Da jeg spørger Maja, hvad hendes bedste råd til pårørende og venner til psykisk syge er, lyser hun op, tager en tår af sin kaffe og tænker sig om. Da hun svarer, er det med et underfundigt smil på læben. Hun virker som om, hun er glad for, at kunne give et godt råd.

- Nu kan jeg jo kun tale for mig selv. Og kun fortælle, hvad jeg gerne vil have. Men jeg tror ikke jeg er den eneste, der har det sådan. Der er ting, der ikke virker, når man vil opbygge tillid. I hvert fald over for mig. Det med at gøre grin med psykisk sygdom – lige at komme med en plat joke for at bryde isen. Det virker helt modsat for mig. Humor kan virke som om, man tager afstand fra noget. Skubber det fra sig. Men det er en god ide at tale om humor. Om hvordan den syge har det med det. For alle har det jo ikke som mig, siger hun.

Maja er godt klar over, at hendes råd måske ikke deles af alle. I det hele taget er hun meget bevidst om, at mennesker er forskellige og ser forskelligt på ting:

- Der vil altid være mennesker i verden, der mener, jeg er for tyk – uanset hvor tynd jeg er. Det kan jeg ikke stille noget op over for. Det må jeg lære at leve med – lige som jeg må lære at leve med, at jeg ikke kan være nummer et til alting – eller måske ikke til andet end at være mig. Det er faktisk ok at være nr. 175. Det skal jeg lære, siger hun.

En fremtid med blomstrende ar

Maja har drukket to kopper kaffe. Hun har smilet og fortalt og været nærværende, ærlig og opmærksom. De fem kvarters samtale har bevist, hvad Maja selv sagde: Hun er ikke bare en diagnose (eller faktisk tre) – hun er et menneske som dig og mig og din nabo.

Hun har erfaringer fra sit liv at trække på – og hun har en fremtid, som hun har i sinde at leve fuldt ud og nyde. Faktisk er hun allerede i gang.

- Jeg er i praktik på et sengeafsnit for psykisk syge. Jeg talte med en patient, der lige var blevet indlagt for første gang og lige havde fået diagnosen skizofreni. Han blev så glad og lettet, da jeg talte med ham. Han kunne se, at man godt kan leve med diagnose. På trods. Derfor giver det så meget mening, at tidligere patienter hjælper nuværende. 1. maj starter jeg i arbejde. Jeg skal være på et nyt sted for mennesker, der er syge. Jeg får løn, kolleger og noget at stå op til. Jeg bliver en slags ekspert blandt pædagoger, sosu'er og ergoterapeuter. For det er jo mig, der ved, hvordan det er at være syg, fortæller hun.

Maja ser frem til at arbejde og få et arbejdsliv med kolleger. Til at bidrage og få løn.

- Min første løn ved jeg allerede, hvad jeg skal bruge til. Jeg vil tatoveres. Hele min ene arm skal fyldes med blomster og farver, så jeg kan blive mindet om, hvor smukt og farverigt livet er, fortæller Maja og ruller sit ene ærme op.

Hendes arm er helt arret og nubret efter årevis med selvskade. Men det er kun den ene arm Maja skal have tatoveret.

- Den anden skal der ikke noget på. Den arm skal minde mig om min fortid. Om den sygdom som har fyldt og fylder så meget. Jeg vil ikke lyve om min sygdom. Den er en del af mig, smiler hun.

Så takker hun for kaffe, tager sin jakke på og går ud i Aarhus. Hun skal tale med tatovører og vise dem sine arme. Hun vil være sikker på, hun vælger en tatovør, der ikke er bange for at tale om psykisk sygdom. Og at hun vælger en, der tør kaste sig ud i opgaven med at gøre en arret, forpint arm både smuk og farverig.