12. januar 2017

Der er ikke noget som en tur i det fri, når hovedet skal tømmes. Sådan har langt de fleste mennesker det. Men kan det at opholde sig i naturen være så sundt, at det kan afløse ADHD-medicin?

Den forskningsansvarlige overlæge i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC), Per Hove Thomsen, siger:

"Fra psykiatrien kender vi allerede til helbredende haver, som kan være positive for patienter med angst og depression. Det er spændende, at der tilsyneladende også er en effekt på ADHD"

Erfaringer fra USA viser, at der kan være en sammenhæng – og nu skal danske forskere i gang med en dansk udgave af undersøgelsen. I forsøget i USA blev 17 skolebørn med ADHD sendt ud på en 20 minutter lang gåtur enten i den lokale park eller i det lokale bymiljø.

Forskerne fandt frem til, at de børn, som gik tur i parken, koncentrerede sig bedre bagefter sammenlignet med de børn, som gik tur i bymiljøet. Størrelsen af effekten på børnenes opmærksomhed svarede til effekten af en dosis ADHD-medicin.

Resultaterne fra USA betyder dog ikke, at man bare kan erstatte en dosis medicin med en gåtur i parken, siger Per Hove:

"For at kunne sige det, skulle man have givet nogle børn ture i parken, og nogle børn medicin og sammenlignet deres resultater i opmærksomhedstestene. Man skulle også have mange flere med i undersøgelsen."

Kilde: Du kan læse mere om forsøget på videnskab.dk.