22.08.2019

Med støtte fra TrygFonden har ph.d.-studerende Cecilie Schultz Isaksen udarbejdet en rapport, som har fokus på praksis for udredning og behandling af børn og unge med obsessiv-kompulsiv lidelse (OCD) og behandlernes oplevelser af udfordringer og behov for opkvalificering i forhold til udredning og behandling.

Projektet undersøger dette blandt børn og unge med OCD ved de børne- og ungdomspsykiatriske hospitalsafdelinger, kommunale tilbud, privatpraktiserende børne- og ungdomspsykiatere og privatpraktiserende psykologer. Rapporten er henvendt til både behandlere og beslutningstagere.

Øget fokus på børn og unge med OCD

Resultaterne afspejler nogle forskelle i, hvordan børn og unge udredes for OCD afhængigt af sektor - særligt i forhold til anvendelsen af diagnostiske redskaber. Flere udtrykker et godt grundlag for at udrede og behandle børn og unge med ukompliceret OCD, men der efterspørges undervisning, supervision og skriftlige guidelines ved mere komplekse tilfælde. Derudover beskrives forskellige strukturelle udfordringer.

På baggrund af rapportens resultater bliver der givet forslag til indsatser, der kan igangsættes med henblik på at fremme udredning og behandling af børn og unge med OCD. Håbet med rapporten er, at der kommer øget fokus på OCD hos børn og unge samt de udfordringer og behov, der kan være inden for dette område.

Donationer til indsatser 

Projektet er udarbejdet af ph.d.-studerende Cecilie Schultz Isaksen med supervision fra Katja Anna Hybel, Judith Becker Nissen og Per Hove Thomsen. I forlængelse af flere donationer til Nordlots-studiet (behandling af OCD) fra TRYG, blev der også givet en donation specifikt til afdækning af behov for indsatser på OCD-området, oplysning og undervisning. Med midlerne er der blandt andet blevet udarbejdet denne rapport, publiceret en statusartikel om OCD til Ugeskr.Læger (Højgaard et al., 2018), afholdt flere velbesøgte seminarer om terapi til OCD, og derudover er der planlagt to workshops om kognitiv terapi. 

Hele rapporten kan du downloade her: "Praksis for udredning og behandling af børn og unge med OCD i Danmark - En national spørgeskemaundersøgelse, 2019".

 

Praksis_for_udredning_og_behandling.jpgHer ses rapporten, som er udarbejdet af ph.d.-studerende Cecilie Schultz Isaksen med supervision fra Katja Anna Hybel, Judith Becker Nissen og Per Hove Thomsen.