28/08 2019

Hvor tilfredse er patienterne i psykiatrien – eller forældrene til et indlagt barn?

 

Det kommer der svar på, når indlagte patienter og forældre til indlagte børn og unge kan deltage i en landsdækkende undersøgelse, der sætter fokus på tilfredsheden med indlæggelserne.

Undersøgelsen foregår i hele landet og hedder i daglig tale LUP - Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser. Meningen med undersøgelsen er at få et indtryk af, hvordan det er at være patient, så behandlingen kan blive endnu bedre til gavn for kommende patienter.

LUP bliver gennemført en gang om året, og spørgsmålene er de samme hvert år. På den måde kan hospitaler og afdelinger kan se, om de forbedrer sig. 

Hvert år bliver spørgeskemaet udvidet med spørgsmål inden for nogle temaer, som psykiatrien gerne vil vide mere om.

I år er der tre særlige temaer.

 

  1. "Hvordan har du det?"

På et sygehus er der fokus på, hvad patienten fejler. Men det er også vigtigt at vide, hvordan patienter har det og hvad der er vigtigt for patienten, mens han eller hun er indlagt. Derfor har LUP 2019 en række spørgsmål, der sætter fokus på, hvad der er vigtigt  i behandlingen. Er patienten, under indlæggelsen, blevet spurgt, om de selv har vigtige erfaringer fra tidligere behandling? Det kan også være spørgsmål, om patienten føler sig taget med i beslutningen, når der skal vælges behandling.

 

  1. "Fysisk sygdom."

Patienter med psykisk sygdom kan også fejle noget fysisk. Derfor vil der i år være en række spørgsmål om for eksempel livstil, kostvaner og motion. For nogle fysiske sygdomme påvirker den psykiske sygdom i negativ retning. Psykiatrien vil gerne vide, om patienterne taler nok med behandlerne om fysiske sygdomme og livsstil.

 

  1. "Forskelle i svar fra forældre og patienter i Børne- og ungepsykiatrien."

Når ens barn er indlagt i psykiatrien, har man som forældre en opfattelse af, hvordan behandlingen er, og hvor godt den virker. Men er forældrenes oplevelse den samme som den indlagtes? Det vil psykiatrien gerne have svar på. Derfor vil der i år være ekstra fokus på sammenligning af forældres og patienters svar på samme spørgsmål.

Årets undersøgelse gennemføres fra uge 36 og frem. Resultaterne bliver offentliggjort i foråret.

Læs mere om LUP'en på www.patientoplevelser.dk/lup