Når du er i ambulant behandling i psykiatrien
Ambulant behandling
Ambulant behandling betyder, at du ikke er indlagt under behandlingen. Du kommer til behandling hjemmefra eller du modtager behandling hjemme.
For at komme i ambulant behandling kræver det, at du bliver henvist fra en af følgende:
- Psykiatrisk sengeafdeling, hvis du har været indlagt, læs mere om behandlingen på en psykiatrisk afdeling
- Praktiserende læge
- Praktiserende speciallæge
Behandlingen foregår i dagtimerne på hverdage
Alt afhængig af, hvilken diagnose, der er tale om, foregår behandlingen på forskellige måder. Enten møder du op i distrikts-/lokalpsykiatrien eller en af regionens specialklinikker eller også får du besøg derhjemme af distrikts-/lokalpsykiatrien eller psykiatrisk mobilteam.
Hvor ofte, og hvornår du skal møde op eller får besøg, aftales med din behandler.
Læs om de forskellige afdelinger og behandlingssteder
På de ambulante behandlingssteder tilbydes du en eller flere af følgende ting:
- Udredning af hvad du fejler, hvis der ikke allerede er stillet en diagnose
- Samtaleterapi
- Medicin, herunder vurdering af den medicinske behandling
- Undervisning og vejledning
- Samarbejde med dine pårørende
- Samarbejde med din praktiserende læge
- Samarbejde med kommunen
Personalesammensætningen varierer fra sted til sted men er typisk læger, psykologer, sygeplejersker, socialrådgivere og sekretærer.