Det kan være en udfordring at være pårørende til et menneske, der lider af PTSD. Ofte er man meget berørt af at se den lidelse, ens kære gennemlever. Tristhed, usikkerhed, irritation, frustration, afmagt og angst er almindelige reaktioner hos pårørende. Man vil gerne støtte den syge, men samtidig skal man også passe sit arbejde, sin uddannelse eller andre praktiske gøremål. Resultatet er, at man føler sig træt og udkørt.
Hvad kan du som pårørende gøre for dig selv?
Hvis du gennem længere tid skal støtte en person, der lider af PTSD, er du også nødt til at tilgodese dine egne behov og prøve at leve så normal en tilværelse som muligt. Du må acceptere, at du ikke altid har overskud til at yde hjælp. Der er ingen, der altid kan være nærværende, positiv og til rådighed. Det kan være nødvendigt at tage en kortere eller længere pause indimellem. Det er en fordel, hvis du kan dele ansvaret med andre pårørende, så du ikke bærer hele ansvaret alene. Udover kontakt til behandlere, kan du evt. have glæde af at opsøge patient- og pårørendeforeninger.
Hvis du selv oplever, at du gennem længere tid er følelsesmæssigt overbelastet og/eller udvikler udtalt angst eller depressive symptomer, bør du opsøge din egen læge for at få hjælp og støtte. I nogle tilfælde vil der være mulighed for henvisning til praktiserende psykolog med sygesikringstilskud. Pårørende til soldater kan søge hjælp hos Forsvarets veterancenter.
Hvad kan du som pårørende gøre for at hjælpe?
Pårørende er vigtige, når mennesker, der lider af psykiske følger efter traumatiske oplevelser, har brug for hjælp. Mange PTSD-ramte har ikke overskud til at tage initiativ til kontakt og har tendens til at isolere sig. Sørg derfor jævnligt for at opsøge kontakt.
Hvis du er tvivl om, hvordan du bedst kan støtte, kan du spørge personen selv. Det er meget forskelligt, hvad et menneske med PTSD har brug for og kan magte. Mens nogle gerne vil fortælle om, hvordan de har det, foretrækker andre at blive afledt, f.eks. ved at tale om helt andre ting end sygdommen.
Det kan være svært at hjælpe, hvis den, som har brug for hjælpen, ikke selv vil erkende, at problemerne ikke kan klares på egen hånd. Ofte er den PTSD-ramte angst for at møde en læge, psykolog eller socialrådgiver og forsøger at undvige denne hjælp. Her kan du som pårørende bidrage ved at ledsage den ramte til behandlingsstedet og støtte vedkommende i den svære situation.
Vær forberedt på, at den PTSD-ramte kan blive angst for ting, du synes er ufarlige, f.eks. at handle ind eller køre i bus. Pres ikke på med fornuftige argumenter, men acceptér angsten som en del af eftervirkningerne og støt den PTSD-ramte i at overvinde angsten med små skridt ad gangen.
Evnen til at være opmærksom, huske og have overblik er ofte nedsat. Som pårørende kan du hjælpe med at strukturere hverdagen og opretholde en stabil rytme. Du skal evt. gentage vigtige informationer og skrive dem ned. Du kan også hjælpe med at igangsætte konkrete gøremål, f.eks. husarbejde, indkøb, havearbejde og fritidsaktiviteter. Husk dog at indlægge pauser, så den PTSD-ramte kan hvile sig og undgår stress.
Hvis du er bekymret for, om den PTSD-ramte har selvmordstanker, bør du forsøge at tale med ham/hende om det. Er selvmordstankerne alvorlige, bør personen ikke være alene og du kan evt. hjælpe med at etablere kontakt til praktiserende læge, vagtlægen eller en psykiatrisk skadestue. Hvis den syge allerede er i behandling, kan du med personens tilsagn i første omgang kontakte behandlingsstedet.
Når der er børn i familien, bør man være særligt opmærksom på deres behov og reaktioner. Det er vigtigt, at man taler med barnet om forælderens sygdom. Det er muligt at få en familiesamtale på behandlingsstedet, og i nogle kommuner kan barnet deltage i en børnegruppe med andre børn af forældre med PTSD.
Sådan hjælper du
- Vis tydeligt, at du er til rådighed, og at den PTSD-ramte ikke er en byrde eller til besvær. Vær tålmodig. I perioder kan personen være indesluttet og afvisende. Det betyder ikke, at der ikke er brug for dig.
- Pres ikke den PTSD-ramte til at tale om de traumatiske begivenheder, hvis han/hun ikke har lyst.
- Giv dig tid til at lytte, hvis der er tegn på, at han/hun er klar til at fortælle om, hvad der er sket. Sørg for, at I kan tale uforstyrret.
- Bliv ved med at lytte. Den PTSD-ramte kan have behov for at fortælle sin historie mange gange i de efterfølgende måneder. Dette er en del af helingsprocessen.
- Hold dig ikke tilbage, fordi du er bange for, at den PTSD-ramte begynder at græde. Gråd er forløsende og helt naturligt.
- Skjul ikke dine følelser, fordi du skal være den stærke. Det er OK at vise, at du er berørt af situationen.
- Undgå udsagn som ”Det går nok alt sammen” og ”Livet går jo videre”. Respektér, at personen er i krise.
- Hjælp den PTSD-ramte med at huske vigtige informationer og strukturere hverdagen.
- Tag dig af de daglige gøremål. De kan virke uoverskuelige og ligegyldige for den PTSD-ramte.
- Hvis der er børn i familien, vil det være en stor hjælp, hvis du kan tage dig af dem.
- Tilbyd hjælp til kontakt til læge, psykolog og sociale myndigheder.
- Søg information om PTSD, opnå viden om sygdommen, de vigtigste symptomer og behandlingen.