Som mennesker har vi en medfødt evne til at knytte os følelsesmæssigt til andre mennesker. Denne evne kalder man for vores tilknytningssystem. Som nyfødte er vi hjælpeløse og afhængige af andre mennesker. Vores tilknytningssystem sikrer, at vi knytter os følelsesmæssigt til andre (i første omgang mor og far) og på den måde overlever rent fysisk: får mad og drikke, varme og husly osv. Når vi føler os sårbare og truede, sikrer denne evne også, at vi søger hjælp og beskyttelse hos nogle, der er ”stærkere” eller følelsesmæssigt mere robuste end os og kan hjælpe os. Tilknytningssystemet sørger for, at vi tidligt i livet hjælpes ind i den komplekse menneskelige verden, hvor vi lærer, hvordan man skal opføre sig, hvad der er rigtigt og forkert, hvad vi kan forvente af andre, og hvad andre kan forvente sig af os osv.
Tilknytningsmønster
Den måde, vi forholder os (relaterer os) til andre mennesker, udspringer af vores tidlige erfaringer med tilknytning: Hvad vi har lært om, hvad vi kan forvente os af andre, hvad andre forventer sig af os, og hvordan de reagerer på os.
Disse erfaringer kalder man for ens tilknytningsmønster eller tilknytningsstil.
Har man en sund og sikker tilknytningsstil, forventer man naturligt, at andre mennesker er interesserede i en, og at de er imødekommende. Har man derimod en usikker tilknytningsstil, er det udtryk for, at man generelt føler sig utryg i relationer. Man har mistillid til andre og forventer som udgangspunkt, at andre mennesker er afvisende, fjendtlige eller at de vil ’angribe’.
Jo mere sikker en persons tilknytningsstil er, desto mere vil forholdet til de nærmeste være præget af tillid og gensidighed.
Jo mere usikker en persons tilknytningsstil er, desto større er risikoen for, at hun føler sig utryg og afvist i relationen til de nærmeste, og at den anden ikke er tilgængelig: Hun vil typisk reagere stærkt på dette.
En følelse af - og forventning om - afvisning vil påvirke hendes adfærd overfor den anden person direkte, det kan f.eks. være hendes kæreste. Alt afhængig af, om hun har tendens til at underkaste sig eller dominere i relationen, vil hun reagere klyngende eller ambivalent (dvs. skiftevis tage kontakt til og afvise den anden) eller dominerende i form af forsøg på at kontrollere den anden person. F.eks. ved at ville vide alt om, hvad han foretager sig, eller hvor han er. Omvendt kan det også være, at hun reagerer med at prøve på at undgå ham i kontakten, fordi hun ikke forventer, at han kan give hende den tryghed, som hun søger.
Oplevelse af indre tryghed
Tilknytningsmønstret har også betydning for oplevelsen af indre tryghed og selvstændighed. Jo mere sikker ens tilknytning er, jo mere sikker bliver man i sin oplevelse af at være sig selv.
Jo mere usikker ens tilknytning er, jo mere ængstelig, diffus og uselvstændig bliver man.
Samvær med andre
For mange virker samvær med andre nærende og positivt. Men for en person med en personlighedsforstyrrelse vækker samvær med andre (på grund af den usikre tilknytning) ofte oplevelser af indre uro og usikkerhed, samt angst og utryghed. Sådanne oplevelser vil aktivere tilknytningssystemet med risiko for yderligere oplevelse af afvisning, angreb, vrede, skam og tristhed. Dette vil forstærke den negative oplevelse af situationen.
Hun kan f.eks. reagere ved at trække sig helt ud af den sociale sammenhæng: Hun lukker sig inde i sig selv og bliver stille og afvisende og kan ikke bryde denne tilbagetrækning.
Eller også kan hun reagere med pludselige eller uventede følelsesudbrud, eller med impulsiv adfærd, f.eks. et overforbrug af alkohol, ukontrolleret spisning eller uhæmmet opførsel.
Det kan også være, at hun bliver selvdestruktiv og gør skade på sig selv.
Alle disse måder at reagere på stammer fra de tilknytningsmønstre, der er blevet grundlagt i den tidlige tilknytning.