Bipolar lidelse

Bipolar lidelse er en psykisk lidelse, der er kendetegnet ved episoder med mani, hypomani (let form form for mani), depression og/eller blandingstilstand (tilstand hvor maniske og depressive symptomer optræder samtidig eller med hurtige skift).

Sygdommen kaldtes tidligere maniodepressiv sygdom og rammer ca. 1-2 % af Danmarks befolkning. Bipolar lidelse optræder lige hyppigt hos kvinder og mænd og begynder almindeligvis i ungdommen eller i den tidlige voksenalder. Gennemsnitligt går der 8-9 år fra de første symptomer eller sygdomsepisoder viser sig, til sygdommen erkendes og diagnosticeres.

Det vil hyppigst være fordi depressionerne ikke ses af lægen som led i bipolar sygdom, eller fordi hypomanier og blandingstilstande, bliver overset.

Der er en høj risiko for tilbagefald, men behandling og forebyggelse kan i høj grad være med til at mildne sygdomsforløbet og mindske de psykologiske og sociale omkostninger for den enkelte og for familien.

Forskning har vist, at arvelighed har stor betydning ved bipolar lidelse. Det er sårbarheden, og ikke sygdommen som sådan, der nedarves. Ydre miljømæssige forhold, som f.eks. forskellige former for stress, spiller også en rolle i sygdommens udvikling og forløb. Jo højere grad af sårbarhed der er, jo mindre belastning skal der til for at udløse en sygdomsepisode. Sociale og miljømæssige faktorer kan beskytte mod eller forværre genetisk sårbarhed.

Er der bipolar lidelse hos forældre eller søskende, øges risikoen for selv at udvikle sygdommen med 10 %. Hvis en én-ægget tvilling har sygdommen, øges risikoen for at den anden tvilling bliver syg yderligere til op mod 70-80 %.

Forskningen tyder imidlertid på, at der er flere hundrede forskellige gener involveret i udviklingen af bipolar lidelse, men hvert gen bidrager tilsvarende kun med en lille forøget risiko for sygdommen. 

Ved mani og depression kan man desuden påvise ændringer i visse af hjernens såkaldte signalstoffer, dvs. de molekyler, som nervecellerne kommunikerer ved hjælp af. Det er også virkningen af disse signalstoffer, f.eks. dopamin og serotonin, som påvirkes ved den medicinske behandling af bipolar lidelse.

Mens en sygdomsepisode i nogle tilfælde udvikler sig uden nogen ydre anledning, er det i andre tilfælde muligt at pege på én eller flere faktorer, som har været med til at udløse episoden. Forskning har vist, at en række biologiske, psykologiske og sociale forhold kan spille en rolle i udviklingen af både maniske og depressive symptomer.

Blandt biologiske faktorer har lyspåvirkning i nogle tilfælde indflydelse på sygdommens forløb. Forekomsten af maniske episoder er højest i forårs- og sommermånederne, ligesom visse former for depression især optræder i de mørke måneder.

Hos kvinder kan hormonelle forandringer være med til at fremprovokere en mani, depression eller blandingstilstand, f.eks. i forbindelse med graviditet og fødsel.

Forstyrrelser af døgnrytmen spiller en stor rolle i forbindelse med udviklingen af en sygdomsepisode. En mani kan fx opstå, hvis en person undlader at sove eller i forbindelse med jetlag ved rejser gennem tidszoner.

Hash, alkohol, speed og kokain kan være med til at fremkalde både mani, blandingstilstand eller depression. Mange mennesker føler at fx hash har en umiddelbar beroligende effekt på dem, men reelt øges risikoen for sygdomsepisoder. Det er derfor meget vigtigt at afstå fra at bruge hash samt andre stoffer. Antidepressiv medicin kan af og til fremprovokere maniske symptomer hos personer med bipolar lidelse.

Både positive og negative begivenheder, situationer og forandringer kan medføre psykisk stress og være med til at aktivere maniske eller depressive symptomer. Sårbarheden overfor stress øges med antallet af sygdomsepisoder. 

Tab, krænkelser, mangel på social støtte og familiemæssige konflikter er nogle af de forhold, der typisk kan være med til at udløse depressive symptomer, mens øget målrettet adfærd og øget engagement, f.eks. i forbindelse med eksamen, overarbejde eller forelskelse, kan være med til at udvikle maniske symptomer. Det afhænger bl.a. af den personlige oplevelse og håndtering af situationen, hvorvidt en specifik begivenhed eller særlige forhold giver anledning til stress.

Bipolar lidelse er kendetegnet ved perioder med unaturlige forandringer i stemningsleje og energiniveau. Ved mani eller hypomani er stemningslejet løftet eller irritabelt, og ved depression er det forsænket. Ændringer i stemningslejet er ledsaget af en række ændringer af tænkningen, følelseslivet og adfærden.

Mani er defineret ved, at karakteristiske maniske symptomer er til stede i mindst en uge, eller at indlæggelse er nødvendig. Maniens kernesymptomer er en unaturlig opstemthed og evt.
voldsom vrede og irritabilitet. Desuden ses markant nedsat behov for søvn, unaturlig øget energi, øget aktivitet med mange planer og ideer, markant hurtig og springende tankegang og stor taletrang med hyppige emneskift. 

Endelig er manien forbundet med selvovervurdering, forringet dømmekraft og tab af selvkontrol, der kan komme til udtryk ved hasarderet og hæmningsløs adfærd, såsom urealistisk stort pengeforbrug, misbrug eller øget seksuel lyst og aktivitet.

I de svære tilfælde af mani optræder af og til psykotiske symptomer i form af enten vrangforestillinger (urokkelige overbevisninger som strider mod almindelig fornuft) eller hallucinationer (sanseoplevelser uden ydre påvirkning).

Hypomani er en let form for mani, der er karakteriseret ved let opstemthed eller øget irritabilitet, øget energi, øget selvtillid og øget velvære. Ofte ses øget produktivitet, ligesom søvnbehovet kan være nedsat med to til tre timer i forhold til det normale behov.

For at man kan stille diagnosen hypomani, skal de lettere maniske symptomer have varet i mindst fire døgn. Tilstanden påvirker ikke altid funktionsniveauet, men vil ofte være påfaldende for omgivelserne. En hypomani kan hos nogle være forstadie til en mani, mens den hos andre pludselig kan slå over i en depressiv tilstand.

Depression, som led i bipolar lidelse (også kaldet bipolar depression) er kendetegnet ved de samme symptomer som den unipolare depression (depressioner, hvor der aldrig har været mani eller hypomani). Depression inddeles efter sværhedsgrad i depressiv episode af lettere, moderat og svær grad samt depression af svær grad med psykotiske symptomer (du kan læse mere på siden om depression hos voksne).

For at man kan stille diagnosen depression, skal de depressive symptomer have varet mindst 14 dage. Kernesymptomerne er nedtrykthed, nedsat energi og nedsat lyst. Søvn og appetit er typisk forstyrret, ligesom der ofte ses vanskeligheder med koncentration og hukommelse.

Ved bipolar depression ses af og til såkaldte atypiske depressionssymptomer, som f.eks. øget søvnbehov og øget appetit. Nedsat selvtillid og urimelige selvbebrejdelser er almindelige symptomer, og ved de moderate og svære depressioner er der ofte selvmordstanker eller i værste fald egentlige planer om selvmord.

Ved de svære depressioner ses af og til psykotiske symptomer i form af vrangforestillinger eller hallucinationer. Patienten kan fx høre stemmer, der opfordrer ham eller hende til selvmord.

Blandingstilstande er kendetegnet ved, at maniske og depressive symptomer optræder samtidigt eller ved hurtige skift mellem depressive og maniske symptomer.

Blandingstilstande kan optræde som selvstændige sygdomsepisoder eller i forbindelse med overgang fra mani til depression eller omvendt. I nogle tilfælde fylder de maniske og depressive symptomer lige meget, mens der i andre tilfælde er tale om overvejende maniske blandingstilstande eller overvejende depressive blandingstilstande.

I de tilfælde hvor blandingstilstande er ledsaget af selvmordstanker og samtidig øget energi/handlekraft, kan tilstanden være forbundet med høj selvmordsrisiko. Blandingstilstande er noget af det mest ubehagelige, man kan opleve - specielt hvis man på samme tid har maniske og depressive symptomer. Risikoen for selvmord er forhøjet i en blandingstilstand, fordi man samtidig med at være deprimeret også har en voldsom destruktiv energi i sig.

Diagnosen stilles på baggrund af én eller flere grundige samtaler og særlige psykiatriske interviews med den person, det drejer sig om. Aktuelle og eventuelle tidligere episoder med unaturlige stemningssvingninger, ændret tankeindhold og ændringer i energi– og aktivitetsniveau kortlægges.

Der lægges vægt på de enkelte symptomers tilstedeværelse, varighed og deres sværhedsgrad i forhold til den enkeltes normale funktionsniveau. I vurderingen tages der hensyn til, hvad der forekommer rimeligt og passende for en given situation. Oplysninger fra pårørende udgør ofte et vigtigt bidrag til vurdering af tilstanden.

Der undersøges også for fysiske sygdomme og tilstedeværelse af andre psykiske lidelser, f.eks. misbrug, angstlidelse,  personlighedsforstyrrelse eller opmærksomhedsforstyrrelse. Diagnosen bipolar lidelse kan stilles, hvis en person har haft mindst to sygdomsepisoder, hvoraf den ene er en mani, en hypomani eller en blandingstilstand. Er der udelukkende tale om enkeltstående mani, hypomani eller blandingstilstand, kaldes det en enkeltepisode.

En lettere variant af bipolar lidelse kaldes cyklotymi, der er kendetegnet af vedvarende (mindst to år) udsving i manisk eller depressiv retning, hvor kriterierne for mani eller depression på intet tidspunkt er opfyldt.

Forløbet ved bipolar lidelse varierer meget fra person til person, bl.a. med hensyn til episodernes antal, sværhedsgrad, varighed og art. Nogle har den klassiske form med manier og depressioner, mens nogle udelukkende har hypomanier og depressioner. Andre har sygdomsforløb præget af blandingstilstande og depressioner. Undersøgelser tyder på, at depressioner optræder tre gange hyppigere end manier hos mennesker med bipolar lidelse.

Mellem sygdomsepisoderne er der ofte stabile perioder af varierende længder, dvs. fra uger til år eller årtier. En del personer med bipolar lidelse oplever dog lettere depressive eller maniske symptomer uden for de alvorlige episoder.

I flere uger eller måneder efter en sygdomsepisode kan der desuden optræde restsymptomer i form af træthed, nedsat energi eller såkaldte kognitive vanskeligheder. Det vil sige problemer med opmærksomhed, hukommelse, planlægning og overblik. Hos nogle mennesker med bipolar lidelse kan der opstå vedvarende kognitive vanskeligheder uden for sygdomsepisoderne.

Vedvarende problemer med opmærksomhed, hukommelse, planlægning og overblik kan i nogle tilfælde medføre nedsat evne til at fungere arbejdsmæssigt eller uddannelsesmæssigt, selvom personen stemningsmæssigt er stabil.

Mens prognosen for den enkelte sygdomsepisode er relativ god, er prognosen på længere sigt uhyre varierende. Ud over relevant behandling har gode personlige ressourcer, stabil livsførelse og social støtte positiv indflydelse på forløbet, mens tilstedeværelsen af misbrug eller angstlidelser har tendens til at forværre prognosen.

I forbindelse med bipolar lidelse ses ofte andre psykiske lidelser - især misbrug og forskellige former for angstlidelser. Selvom symptomerne og sværhedsgrad varierer, er sygdommen ofte forbundet med alvorlige sociale, økonomiske og personlige konsekvenser, og specielt en øget risiko for selvmord.

Behandlingen af bipolar lidelse kan opdeles i behandling af den enkelte sygdomsepisode og i forebyggelse af nye episoder.

Behandlingen tilpasses den enkelte person med bipolar lidelse og de forskellige faser i sygdomsforløbet. Inddragelse af pårørende er desuden et væsentligt element i behandlingen.

Indlæggelse er ofte påkrævet i forbindelse med manier, svære depressioner og svære blandingstilstande, og i nogle tilfælde er tvangsindlæggelse nødvendigt. Lettere sygdomsepisoder behandles ambulant hos praktiserende psykiater, i den ambulante psykiatri eller hos praktiserende læge. Den forebyggende indsats foregår primært i ambulant regi.

I både den akutte fase og i den forebyggende behandling spiller medicin en afgørende rolle. ECT (elektrostimulationsbehandling også kaldet elektrochok) anvendes af og til i den akutte behandling - især ved svære depressioner eller svære blandingstilstande. 

Når personer med bipolar lidelse er i en nogenlunde stabil fase, er det ofte nyttigt at kombinere den medicinske behandling med forskellige former for samtaleterapi og psykoedukation. Psykoedukation er en form for dialogbaseret undervisning om sygdommen og dens behandling.

I behandlingen af mani anvendes forskellige typer af medicin, bl.a. litium samt forskellige typer af midler mod epilepsi (såkaldte antiepileptika) og såkaldt antipsykotisk medicin. Der er ofte behov for at supplere behandlingen med beroligende medicin og sovemedicin.

Behandling af depression, som led i den bipolar lidelse adskiller sig fra almindelig depressionsbehandling - især pga. risikoen for udløsning af maniske symptomer ved anvendelse af antidepressiva.

Antidepressiva anvendes af og til, men bør altid kombineres med et lægemiddel, der kan beskytte mod mani, f.eks. litium eller et nyere antipsykotikum. I de fleste tilfælde anbefales en langvarig forebyggende medicinsk behandling ved bipolar lidelse.

I visse tilfælde foreslås forebyggende behandling allerede efter første sygdomsepisode. Valg af behandling afhænger bl.a. af oplysninger om tidligere virkning og bivirkninger af medicin og af oplysninger om det hidtidige sygdomsforløb.

Ligeledes har personens ønske om en bestemt behandling eller et ønske om at undgå en bestemt bivirkning også betydning for behandlingsvalg. Der tages desuden hensyn til personens alder og eventuelle fysiske sygdomme.

Det er vigtigt at vide, at der kan gå helt op mod et halvt til et helt år, før en forebyggende behandling virker optimalt. Hvis personen med bipolar lidelse på trods af forebyggende behandling udvikler markante depressive og/eller maniske symptomer, justeres medicinen som regel.

De fleste mennesker med bipolar lidelse har i perioder vanskeligt ved at acceptere nødvendigheden af at skulle tage medicin. Problemer med at tage medicin som anbefalet kan f.eks. være knyttet til den enkelte persons opfattelse af sin sygdom, ubehagelige bivirkninger eller længsel efter hypomane perioder. I de fleste tilfælde er der behov for en dialog, hvor fordele og ulemper ved den medicinske behandling belyses.

I tilfælde af graviditet eller planer om graviditet hos en kvinde med bipolar lidelse, bør der henvises til hospitalspsykiatrien på grund af øget risiko for tilbagefald. Samtidig er der behov for rådgivning vedrørende den rette forebyggende medicin under graviditeten.

Psykoedukation kan gives som en del af den individuelle behandling eller i strukturerede gruppeforløb og omfatter bl.a. information om diagnose, fremtidsudsigterne, årsagsforhold og muligheder for behandling og forebyggelse. Der er særligt fokus på forhold eller færdigheder, der er væsentlige for håndtering af sygdommen og forebyggelse af tilbagefald. 

Når personen med bipolar lidelse er i en nogenlunde stabil fase, er det nyttigt at udarbejde en personlig forebyggelsesplan, f.eks. i samarbejde med pårørende. Forebyggelsesplanen omfatter dels personens individuelle tidlige advarselstegn ved hypomani/mani, blandingstilstand og depression og eventuelle udløsende faktorer, dels en plan for, hvad der skal ske, hvis der er tegn på, at en sygdomsepisode er under udvikling.

Der kan være behov for at kombinere den medicinske behandling med et tilbud om støttende samtaler eller psykoterapi. Samtalebehandlingen kan foregå individuelt eller i gruppe. Indholdet i det enkelte forløb afhænger af personens behov og tilpasses løbende de enkelte faser i sygdomsforløbet.

I den depressive fase har personen behov for hjælp til at bryde depressive adfærdsmønstre, som f.eks. inaktivitet, isolation og passivitet. Gøremål, der virker uoverkommelige, kan deles op i mindre og mere overskuelige opgaver.

Når de værste depressive  symptomer er trådt i baggrunden, kan der arbejdes med den depressive tænkning med henblik på at finde alternative og mere nuancerede måder at tænke på.

Udvikler en person lettere maniske symptomer, kan behandleren hjælpe med dels at begrænse stimuli og aktivitetsniveau, dels at overveje fordele og ulemper ved at
handle på impulser eller ”gode ideer”. 

Et vigtigt mål i den forebyggende behandling er at lære at håndtere stress, eller at undgå det, på en hensigtsmæssig måde. Der kan f.eks. være tale om stresshåndtering i forhold til job, uddannelse, fritid eller nære mellemmenneskelige forhold samt støtte til at stabilisere daglige rutiner, sociale aktiviteter og søvnmønstre. 

På det følelsesmæssige plan er der ofte behov for at bearbejde tab, krænkelser og nederlag, der typisk følger i kølvandet på sygdommen. Det kan dreje sig om sorg over tab af nære relationer eller over at måtte afbryde et studie eller et arbejdsforhold. 

Et andet tema er skyld og skam knyttet til handlinger udført i maniske eller depressive perioder. Nogle kan have behov for hjælp til at forholde sig til en oplevelse af stigmatisering, dvs. en følelse af at være anderledes og mærket på grund af sygdommen.

Andre kan have behov for at arbejde med personlighedsmæssige vanskeligheder, der kan være en konsekvens af selve sygdommen og/eller hænge sammen med temperament, opvækstforhold og øvrig livshistorie.

Der er en række ting, som du selv kan forsøge at gøre for at håndtere sygdommen og bidrage til at forebygge nye episoder. Om du i stand til at anvende nogle af redskaberne afhænger bl.a. af din aktuelle tilstand, og om du har adgang til den nødvendige støtte fra dine omgivelser.

Det er en god idé at lære noget om bipolar lidelse, dens forskellige symptomer og faser. Det tager ofte tid at erkende og acceptere sygdommen. Hvis man har haft sygdommen i lang tid, inden den bliver diagnosticeret, kan det i sig selv være en stor udfordring at skulle se tilbage og søge at skabe et overblik over de perioder, hvor man har været syg. 

Det tager tid at lære at skelne mellem normale følelsesmæssige udsving og symptomer på mani/hypomani eller depression. Det kan være en udfordring at lære at balancere mellem at være opmærksom på eventuelle tegn og symptomer på sygdommen og ikke lade frygten for nye sygdomsepisoder fylde hele tiden.

Når du er i en stabil fase, kan du, som tidligere nævnt, udarbejde en personlig forebyggelsesplan i samarbejde med din behandler og pårørende.

For de fleste mennesker med bipolar lidelse tager det som regel tid at finde balancen mellem at benægte og at overidentificere sig med sygdommen. Et vigtigt mål i sig selv kan være at lære at definere sig selv på andre måder end kun gennem sygdommen.

Det er væsentligt at have fokus på, hvilke ressourcer og evner, man kan bruge til fortsat at skabe mening og indhold i tilværelsen. Her kan udvikling af eventuelle kreative evner fx indenfor tegning, maleri eller musik være af uvurderlig betydning. 

Hvis du er deprimeret, kan det være en hjælp at udføre enkle og overkommelige aktiviteter, som kan være med til at gøre dit humør bedre. Du bør tage hensyn til dit aktuelle energiniveau og din evne til at koncentrere dig.

Hvis du er sværere deprimeret, har du ofte brug for, at omgivelserne hjælper dig med at lave en dagsplan og at gennemføre aktiviteter. Motion eller anden form for bevægelse kan være med til at mildne depressive symptomer.

Hypomani opleves ofte som en positiv tilstand, som man føler en stærk trang til at handle i overensstemmelse med. Ofte har man mange ideer, og der er ikke langt fra tanke til handling. Det kan være en hjælp at afveje fordele og ulemper ved nye ideer og drøfte dem med en eller to personer, som du har tillid til.

Du kan også øve dig i at udsætte risikofyldte beslutninger, f.eks. i tre dage. Den energi, der er forbundet med hypomanien, kan bruges konstruktivt, ligesom eventuelle planer om større projekter kan afprøves med mindre omfattende og risikofyldte projekter.

Efter en sygdomsepisode er man typisk mere sårbar. Måske kommer du til at gå for hurtigt i gang med aktiviteter og gøremål og overser, at du ikke har så meget overskud og energi, som du plejer. Der kan komme dage med pludselige stemningsdyk eller opture. I nogle tilfælde er der behov for særlig opmærksomhed på, om tilstanden svinger over i den modsatte pol.

Et vigtigt mål kan være at justere eventuelle urealistiske høje forventninger til dig selv og lære at sige fra i forskellige sammenhænge. Det er ofte en lang og udfordrende proces at justere sine forventninger og at acceptere, at man ikke længere kan præstere så meget eller påtage sig så stort et ansvar, som man måske har kunnet tidligere.

Som tidligere nævnt kan du have problemer med opmærksomhed, overblik, hukommelse og initiativ efter en sygdomsepisode. Det er vigtigt, at du tager hensyn til disse vanskeligheder og ikke overbelaster dig selv. Hvis du har overskud til det, er der en række ting, du kan gøre for at
afhjælpe eventuelle kognitive udfordringer. 

En kalender kan være en god støtte til at afhjælpe problemer med overblik og planlægning. Hvis du fører aftaler og opgaver i kalenderen, bliver det nemmere at overskue, hvad der skal ske i løbet af ugen, og hvor meget det er realistisk at nå på en dag eller en uge. Faste rutiner, bestemte systemer eller brug af kalender kan hjælpe dig med at huske ting og aftaler.

Det er almindeligt, at man i perioder har vanskeligt ved at acceptere at skulle tage medicin. Det er vigtigt at drøfte tvivl og overvejelser vedrørende medicin med din behandler, så I sammen kan finde den medicin, der hjælper bedst og har færrest bivirkninger. Mennesker er forskellige, men det forudsætter, at du har en åben dialog om medicinen med din behandler.

Da forstyrrelser i døgnrytmen har særlig betydning ved bipolar lidelse, kan et væsentligt mål være at etablere daglige rutiner, faste sociale aktiviteter og et stabilt søvnmønster. Det anbefales generelt at have en fast døgnrytme, hvor man står op og går i seng nogenlunde samme tid hver dag. Sund og regelmæssig kost samt regelmæssig motion er også vigtigt.

Nogle mennesker med bipolar lidelse har i perioder et øget forbrug af rusmidler. Det kan være i forbindelse med sygdomsepisoder, at man drikker mere eller begynder at ryge hash. Rusmidler kan som tidligere nævnt udløse, forværre og vedligeholde maniske og depressive symptomer, lige som et misbrug på sigt kan påvirke hukommelse og indlæring negativt. Har du vanskeligheder med at styre dit forbrug, er det vigtigt at søge hjælp.

Spørgsmålet om, hvor åben man skal være om sin sygdom, er et tilbagevendende tema for de fleste mennesker med bipolar lidelse. Hvornår skal man fortælle andre, at man har en bipolar lidelse, og hvornår skal man lade være? 

Der er ikke noget entydigt svar på spørgsmålet, men som regel er det en god idé, at du afvejer fordele og ulemper på kort og på lang sigt ved at være åben om sygdommen i forskellige situationer og sammenhænge. Tal med din behandler om det.

Det er ofte en udfordring at være pårørende til et menneske, der lider af bipolar lidelse. Tristhed, usikkerhed, angst, irritation og afmagt er helt almindelige reaktionerhos de nærmeste.

Som pårørende til en person med bipolar lidelse, har man behov for viden om sygdommen, om de vigtigste symptomer og de forskellige faser i et sygdomsforløb. Viden kan være med til at give en forståelse for, hvorfor personen reagerer, som han eller hun gør, hvordan du bedst kan forholde dig til det, og hvad du måske må prøve at acceptere i en periode.

Hvis du ønsker at støtte den syge, kan du undersøge, hvad han eller hun har brug for i de forskellige faser af forløbet. I den forbindelse kan en fællessamtale med en behandler ofte være hjælpsom. Pårørendes opbakning til behandling er væsentlig i såvel den akutte fase som i forebyggelsesfasen.

Ved både depression, mani og blandingstilstand er det vigtigt at se de første tegn på udsving og at hjælpe den syge med at komme i behandling. I akutte situationer, f.eks. ved manier, svære depressioner eller blandingstilstande, hvor personen har påtrængende selvmordstanker, kan du hjælpe den syge med at få kontakt til praktiserende læge, vagtlægen eller en psykiatrisk skadestue. 

Hvis den syge allerede er i behandling, kan du med personens tilsagn i første omgang kontakte behandlingsstedet, hvis der opstår en akut situation. I særlige situationer, f.eks. ved alvorlige trusler eller vold, kan du være nødt til at kontakte politiet.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du bedst kan støtte i en depressiv fase, er det en god idé at spørge personen selv. Du kan tilbyde kontakt, men det er meget forskelligt, hvad en deprimeret person har brug for og kan magte. Mens nogle mennesker med depression gerne vil tale om, hvordan de har det, foretrækker andre at blive afledt, f.eks. ved at tale om helt andre ting.

Du kan støtte den deprimerede person i at bevare håbet om at få det bedre og holde sig i gang i sit eget tempo. Anerkendelse af personens indsats er helt central. Helt almindelige gøremål, f.eks. at gå i bad eller stå op, kræver en kraftanstrengelse, hvis man er svært deprimeret.

Mens der i nogle tilfælde kan være behov for, at pårørende aflaster den syge fuldstændigt, er det i andre tilfælde bedre, at I gør noget sammen frem for, at du som pårørende overtager alle opgaver og funktioner.

Selvmordstanker er ofte en del af en depression eller en blandingstilstand. Hvis du er bekymret for, at din nærmeste har selvmordstanker, må du søge at tale med personen om det. Måske kan du hjælpe ham eller hende med at se andre løsninger, men frem for alt er det vigtigt, at du ikke fordømmer personen.

Er selvmordstankerne påtrængende, bør den deprimerede ikke være alene, og det er vigtigt at kontakte behandlingsstedet, praktiserende læge, vagtlægen eller psykiatrisk skadestue.

Fra Psykiatrien i Region Midtjylland

• Temaaftener om psykisk sygdom
• Patieinformation om stemningsstabiliserende medicin (på vej)
• Patientinformationer om bipolar lidelse fra vores lokale afdelinger
• Her kan du få råd og støtte: Bruger og pårørendeforeninger

Fra andre

• Depressionsforeningen: Hvad er bipolar lidelse?
• Om bipolar lidelse på Psykiatrifondens side
• Podcast om depression og mani fra P1