Når der skal stilles en diagnose, laver man en undersøgelse, der også bliver kaldt for en udredning.

Lægen på den psykiatriske afdeling får et overblik over dine symptomer og problematikker ved hjælp af samtaler med:

  • dig
  • dine pårørende
  • plejepersonalet

Du skal give tilladelse (samtykke) til at personalet må:

  • spørge dine pårørende, om hvordan de har observeret, at du har det og
  • informere dine pårørende om, hvordan du har det

Læs om samtykkeerklæring og tavshedspligt på vores side om rettigheder under "Selvbestemmelse og informeret samtykke" her.

Undersøgelsen bygger altså på samtaler og observationer og her ud fra, stiller lægen en diagnose eller laver en beskrivelse af, hvad du fejler.

I psykiatrien bruger man et internationalt diagnosesystem, der hedder ICD-10. Det udvikles hele tiden i takt med resultaterne af nye videnskabelige undersøgelser.

Det er forskelligt, hvor lang tid det tager at stille den korrekte diagnose. Når den er stillet kan behandlerne få en ide om, hvordan sygdommen kan udvikle sig. Det kaldes en prognose.

Diagnosen er forudsætningen for, at du kan få den bedst mulige behandling og det bedst mulige forløb. Læs om hvordan behandlingen foregår på psykiatrisk afdeling.