26.09.2017

Regionsrådet i Region Midtjylland ønsker en stærkere faglig profil for psykiatrien som en del af Aarhus Universitetshospital

Politikerne har i budgetforliget for 2018 blandt andet bedt om en faglig udviklingsplan med tydelige satsningsområder for de psykiatriske afdelinger i Risskov, som i efteråret 2018 flytter sammen med det øvrige universitetshospital i Skejby.

- Vi skal styrke vores position som en del af universitetshospitalet og i endnu højere grad markere os med højt specialiseret behandling, forskning og uddannelse til gavn for psykisk syge i hele regionen, forklarer Christian Boel, koncerndirektør i Region Midtjylland med særligt ansvar for psykiatri- og socialområdet.

- Med indsatsen sætter vi også ekstra turbo på arbejdet med at sikre en vellykket flytning til Skejby, hvor vi kommer under fælles tag med det øvrige universitetshospital, siger Christian Boel.

Direktør for Psykiatri og Social, Gert Pilgaard, glæder sig over politikernes fokus på psykiatrien som en del af universitetshospitalet.

- Vi har en ambition om, at vi vil puste ny vind i sejlene på et af flagskibene i dansk psykiatri, og det er en positiv bevægelse, som regionsrådet her baner vejen for. Vi har mange udfordringer, som for eksempel stram økonomi, men jeg tror på, at vi kan finde nye veje og samarbejdsformer, hvor vi til gavn for psykisk syge får styrket psykiatrien som en del af universitetshospitalet, siger Gert Pilgaard.

Sammen med udviklingsplanen igangsættes en række initiativer med fokus på ledelse samt tilrettelæggelsen af arbejdet for læger og andre faggrupper. Endelig er der også lagt op til at samle administrative funktioner på hospitalet i Risskov i én enhed, der indgår som en del af den fælles administration for Psykiatri og Social. Der vil fortsat være administrative funktioner placeret i Aarhus.

Forslaget er sendt i høring indtil den 13. oktober. Regionsrådet tager stilling til udviklingsplanen i december.

Flere oplysninger
Koncerndirektør Christian Boel, telefon 23 74 91 62 eller christian.boel@stab.rm.dk

Direktør Gert Pilgaard Christensen, telefon 40 36 01 41 eller gpc@rm.dk


Læs hele materialet om 'En stærk psykiatri – en del af Aarhus Universitetshospital