2.8.2017

Når man er ung, og oven i ungdommens udfordringer også har en diagnose – eller måske flere – er det mere end svært at forholde sig til, hvordan fremtiden skal forme sig for en. Hvad skal man have fokus på og hvordan kommer man videre i sit studie- eller arbejdsliv?

Det har Ungdomshøjskolen Sønderbjerggård i Thyholm fokus på. Så er man så heldig, at den kommune man bor i, bevilliger et ophold på højskolen, er der en ny chance for at forme sin egen fremtid.

Vi besøgte højskolen og to af de unge, der er godt i gang med at tage favntag med livet.

Rasmus er 27 år – og efter tre på højskolen er han klar til at komme videre. I løbet af sommeren 2017 flytter han i egen lejlighed i Struer, der ligger små 20 km fra højskolen.

"Jeg føler mig klar til at flytte nu – og det kan jeg takke højskolen for. Da jeg kom, havde jeg en ide om, at jeg kunne klare alt, men de tre år jeg har boet her, har hjulpet mig med at finde ud af, hvilke rammer der passer bedste til mig. Jeg er blevet meget mere opmærksom på, hvad jeg kan, og hvad jeg skal have fokus på for at have det godt," siger Rasmus.

Højskolens store fokus er, at alle elever skal blive bedre til at mærke efter, hvad de har brug for og hvad de kan klare. Samtidig er det enormt vigtigt, at elevene bliver gode til de ting, som mange tager som en selvfølge. Det kunne være at rydde op, vaske tøj, lave mad eller huske at komme i seng til tiden. For har man en diagnose som ADHD eller autisme er der mange andre ting at bokse med, som sluger ens tid.

I hvert fald hvis man spørger Oliver på 18 år, der har diagnoserne ADHD og autisme.  Han er i gang med sit første år på skolen, der er modtager unge fra hele landet og er kategoriseret som et §107-sted, altså et midlertidigt opholdssted.

"Da jeg kom, kunne jeg ikke finde ud af tidspunkter. Slet ikke. Jeg kunne ikke overholde aftaler, fordi jeg ikke havde en ide om, hvad klokken var, eller hvorfor det var vigtigt at overholde aftaler. Det lærer jeg her. Og det er altså ikke fordi, jeg synes, det er vildt sjovt at gøre rent eller lave mad. Men det skal gøres. Det har jeg lært."

Oliver går på det der hedder STU – Special-Tilrettelagt-Undervisning. Han håber, at få bevilliget to år mere på højskolen. For han vil rigtig gerne fortsætte den udvikling han er inde i.

"Jeg er ikke så indelukket mere og er blevet bedre til at styre min økonomi. Men det bedste er næsten, at jeg er ved at finde ud af, hvordan jeg kan passe på mig selv og sørge for, at jeg har det godt. Altså, det er noget, der går langsomt, men med den hjælp jeg får, synes jeg, at det går fremad."

Indsigt i sig selv

Netop det, at kunne mærke sig selv, er noget af det vigtigste at lære for eleverne på skolen.

Og skolen er gode til det. I hvert fald hvos man spørger Rasmus, der har diagnosen aspergers syndrom.

"Jeg er blevet god til, at tage tingene som de kommer, i stedet for at være urolig for fremtiden. Og når man som jeg kom på skolen med en svær depression, er det en vigtig ting at kunne. Nu kan jeg have fokus på det, jeg skal her og nu – og jeg kan tydeligt mærke, at der er sket meget med mig i løbet af de sidste tre år," fortæller Rasmus.

Den større indsigt i sig selv har blandt andet betydet, at Rasmus har fået et andet billede af, hvem han er, hvad han kan og hvilke rammer han skal have om sit liv.

"Da jeg begyndte på skolen, havde jeg måske en ide om, at jeg skulle have et fuldtidsjob og skulle være et eller andet stort indenfor computere. I dag har jeg en noget andet opfattelse af det at have et job. Jeg er nødt til at vælge et arbejde, hvor der er plads til, at jeg kan være den jeg er. Et aspergers-venligt job, kan man kalde det. Jeg tror også, jeg skal satse på et flex- eller deltidsjob, for jeg skal huske at passe på mig selv. Jeg har en tendens til bare at give den gas, når jeg går i gang med noget. Så glemmer jeg at mærke efter, hvordan jeg har det, eller om jeg er træt."

Da vi spørger Rasmus om, hvor han ville have været i dag uden et ophold på højskolen, tænker han sig længe om.

"Det ved jeg slet ikke – og tror heller ikke, jeg vil gætte. Men jeg skylder skolen og personalet stor tak for at hjælpe mig på vej. Mit liv er blevet bedre at leve end før. Og jeg har slet ikke lyst til at flytte tilbage til der, hvor jeg kom fra. Jeg vil begynde på en frisk i Struer og skabe mig et nyt liv. For jeg er blevet en anden og bedre udgave af mig selv efter tre år på skolen".

Fakta

Sønderbjerggård ligger i Thyholm, altså den allernordligste del af regionen.

Søndbjerggård er et socialpædagogisk opholdssted - og en Ungdomshøjskole, for psykisk sårbare unge i alderen 18-30 år. Der er ca. 16 elever på højskolen.

Eleverne på Søndbjerggård er ikke kun er på højskole, men er der, fordi de har brug for socialpædagogisk støtte.

Fra skolens start har det været højskoletanken, der har været det bærende i skolens idegrundlag. Elevernes selvværd og selvforståelse skal styrkes, og at de skal få mod til at leve livet. Eller sagt med Grundtvigs ord: Vi skal oplive og oplyse.

På Ungdomshøjskolen Søndbjerggård lægges hovedvægten på det “at oplive”. Naturligvis "oplyser" skolen også, men det forudsætter, at man er ”livet op” til et niveau, hvor man kan modtage oplysning og leve op til de krav, der bliver stillet, når man får det bedre. Man kan ikke være i en læringssituation hvis man er dybt depressiv eller er så ramt af angst, at man knap nok kan fungere.

De fleste af eleverne kommer med mange nederlag i bagagen og med en både fysisk og psykisk knuget erfaringsverden.

Højskolen tog i mod de første elever i september 1985.