16.05.2019

Når man er psykisk syg og indlagt i psykiatrien, er personalet vant til at være sammen med mennesker med ondt i psyken. Anderledes er det på et såkaldt somatisk hospital – et hospital for fysiske lidelser.

Hvordan er det så at være indlagt på et sygehus, når man er psykisk syg? At ligge på en afdeling hvor de andre patienter ikke er psykisk syge – og hvor personalet måske ikke ved, hvordan de skal opføre sig, når patienten også har en psykisk lidelse?

Det spørgsmål er der kun en slags mennesker, der kan svare på. Nemlig mennesker med psykisk sygdom, der har prøvet at være indlagt på et sygehus for patienter med fysiske lidelser.

Siden 2018 har Psykiatrien i Region Midtjylland sammen med tidligere patienter besøgt afdelinger på regionens sygehuse for at fortælle personalet, hvordan de kan blive bedre til at tage i mod og pleje psykisk syge patienter, som også fejler noget, der ikke har med psykisk sygdom at gøre.

Vi tog med på et besøg i Horsens, hvor Line for første gang siden sin indlæggelse besøgte medicinsk sengeafsnit 1 & 2. Line skulle fortælle personalet, hvordan hun oplevede at være indlagt på afdelingen, mens hun led af depression, angst, borderline og spiseforstyrrelse og resten af patienterne og personalet ikke fejlede noget psykisk.

Se mig, hør mig og tal til mig

Da vi kommer til sygehuset, er Line tydeligvis berørt. Hendes indlæggelse var ikke en god oplevelse.

- Det er slet ikke som at være indlagt i psykiatrien. Der ved personalet, hvad man fejler og er langt bedre til at tale med en om, hvordan man har det. På en afdeling som den her, føler man sig meget alene og meget forkert. Det gjorde jeg i hvert fald, fortæller Line.

Og det er det, hun er kommet for at fortælle personalet i dag. Hvordan hun oplevede, at være indlagt.

- Jeg vil ikke skælde dem ud og ikke brokke mig, for jeg bærer ikke nag. Men jeg vil hjælpe dem med at fortælle, hvordan jeg oplevede det. På den måde kan jeg måske give dem nogle råd om, hvordan de kan møde psykisk syge i fremtiden. Mit håb er, at både de og de patienter de må møde, vil få en meget bedre oplevelse og dermed og en bedre behandling, fortæller hun.

En af de ting Line manglede, da hun var indlagt var ærlighed og opmærksomhed fra personalet.

- Jeg manglede at tale med nogen – eller bare at blive talt med. At personalet mødte mig som andet end et menneske med somatisk sygdom. At de tog stilling til, jeg var psykisk syg. Derfor følte jeg mig til besvær, fortæller Line til personalet i kaffestuen.

Hun fortæller også om, hvordan hun så ud den gang, hvad hun fejlede og at oplevelsen som indlagt var dårlig. Hendes fortælling er hudløs ærlig og påvirker tydeligvis personalet, der har mange spørgsmål.

"I må gerne være usikre"

Personalets spørgsmål handler meget om, hvad der kunne have gjort Lines ophold bedre. Line svarer helt uden filter. Og da den halve time, som mødet skulle vare, er overskredet, og personalet er på vej ud i afdelingen igen, kommer en sygeplejerske hen til Line og siger, hvad de fleste af dem med garanti har tænkt:

- Tak for din fortælling. Det var vildt sejt og hvor lærte jeg meget. Vi glemmer aldrig, at spørge hvordan patienter som dig har det, når de bliver indlagt i fremtiden. Vi har manglet at vide, hvad en som dig havde brug for. Nu ved vi det. Det er vigtigt. Tak.

Lines mission ser ud til at være lykkes. Hendes besøg har givet et håb om, at sygeplejerskerne og det øvrige personale for fremtiden vil møde psykisk syge anderledes. I hvert fald har de fået konkrete redskaber til at turde starte en snak. De ved nu, at det er ok at sige, de er usikre og ikke har haft en psykisk syg patient før. Og at man som så mange andre steder i livet, kommer utrolig godt fra land i en relation, hvis man er ærlig og åben.

Indsatsen med at besøge somatiske sygehuse startede i 2018. Foreløbig har mere end 20 afdelinger haft besøg af en tidligere patient.

 

Har du og din afdeling mod på at få en patient på besøg, der kan hjælpe jer med at blive bedre til at modtage og behandle patienter med psykisk sygdom? Så skriv en mail til Sara i PS-administrationen på SAMNIE@rm.dk

Så sørger hun for, I får besøg