Social- og sundhedsassistentelev Christa Riis fra Regionspsykiatrien Randers vandt i weekenden DM i SOSU Skills sammen med Cecilie Volquartz Gejl fra Herning Kommune. De to elever stillede op for Social & SundhedsSkolen i Herning.


Tre lange konkurrencedage, fem alsidige og krævende pleje-, omsorgs- og sygeplejeopgaver, en masse spænding samt mange grin, glædestårer og highfives skulle der til, før de to midtjyske elever kunne fejre sejren. Først del af jublen foregik sammen med statsminister Lars Løkke, der overrakte en specialfremstillet figur samt vinderbeviset.


- Det er så fedt, at vi har vundet! Vi er simpelthenså glade, og jeg har personligt lært rigtig meget om min egen måde at arbejde på; om mit fokus og evnen til at omstrukturere, hvis tingene ikke lige går som forventet. Men vi synes virkelig, at vi alle sammen er vindere efter at have stået på scenen gennem de samme fem opgaver, forklarer Christa Riis, der sammen med Cecilie Volquartz Gejl har værdsat det sociale fællesskab under DM-konkurrencen.


DM i skills er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor erhvervsskoleelever konkurrerer på faglig kunnen. I år foregik konkurrencen i Næstved.

Artiklen er publiceret 9. april 2019

Billedtekst: Christa Riis (tv) og Cecilie Volquartz Gejl (th) vandt DM i SOSU Skills 2019. Foto: SkillsDenmark/Per Daugaard