Behandling
Vi er et behandlerteam, som består af tre psykologer og en sygeplejerske samt en lægefaglig konsulent og en sekretær.
Vores patienter er børn, unge og voksne, der har forsøgt selvmord eller har tanker om selvmord.
Tilbuddet er til dig, som ikke har behov for anden form for psykiatrisk eller psykologisk behandling og misbrugsbehandling.
Vi modtager borger med bopæl i følgende kommuner:
- Herning
- Ikast-Brande
- Ringkøbing-Skjern
- Holstebro
- Lemvig
- Struer
- Skive
- Viborg
Sådan kommer du i kontakt med os
Du kan kontakte din egen læge og blive henvist til os, men du kan også selv tage kontakt direkte til os uden at have talt med din læge.
Når du kontakter os, er det vigtigt, at du oplyser følgende:
- Navn
- CPR nummer
- Adresse
- Telefonnummer
Det er også vigtigt, at du beskriver de selvmordstanker, du har, og hvordan du har det i det øjeblik, du tager kontakt til os.
Vi kalder dig ind til en samtale inden for fem hverdage. Efter den samtale tager vi stilling til dit behov for behandling.
Behandlingstilbuddet består af samtaler og støtte
Behandlingen hos os er gratis. Vi begynder med en samtale, hvor vi sammen med dig prøver at finde ud af, hvorfor du har tanker om selvmord.
Selve behandlingen består som udgangspunkt af en til otte individuelle samtaler, hvor vi har fokus på at forebygge selvmord og selvmordsforsøg.
Nogle gange vil vi foreslå en henvisning til andre relevante behandlingstilbud.
Samarbejde med andre instanser
Vi er et behandlerteam, som samarbejder med andre instanser. Det gør vi for at give dig den bedst mulige behandling.
Vi arbejder sammen med kommunerne, de praktiserende læger og akutmodtagelserne på hospitalerne.
Her kan du få mere at vide om tanker om selvmord og selvmordsforsøg:
www.livslinien.dk
www.selvmordsforskning.dk
www.forebygselvmord.dk
Læs mere i folderne:
- Stop op, hvis du har tanker om selvmord - eller kender en der har det
- Klinik for selvmordsforebyggelse - Information til samarbejdspartnere