Sådan behandler Regionspsykiatrien Vest

Regionspsykiatrien Vest har forskellige former for behandling, og vi behandler alle voksenpsykiatriske sygdomme. 

Ambulant behandling

Det mest almindelige er ambulant behandling. Her kommer du for eksempel til ugentlige samtaler med din behandler og får medicin.
Det betyder, at du kan modtage behandling og fortsætte din hverdag med arbejde og familie.

Læs mere om: Ambulant behandling i Regionspsykiatrien Vest

Indlæggelse

Hvis du er meget syg, kan du blive indlagt på et af vores sengeafsnit.

Læs mere om: Indlæggelse i Regionspsykiatrien Vest

 

Samtaler, medicin og undervisning er behandling

Vi tilrettelægger altid behandlingen sammen med dig og din familie foruden din kontaktperson hos os. 

Din behandling består typisk af samtaler, medicin og undervisning i din sygdom.
Samtalerne kan handle om, hvordan du kan håndtere dine psykiske vanskeligheder. De ideer og forslag du får til det, kan du afprøve i samarbejde med andre.

Langt de fleste behandlinger foregår kun, hvis du er enig og indforstået. Men er du meget syg, kan det ske, at vi tvinger dig til at få behandling.

 

Regionspsykiatrien Vest samarbejder med din familie

Når du er i behandling hos os, inddrager vi også din familie. Vi ved nemlig, at deres liv også bliver påvirket af, at du er syg. 

Gennem pårørendeindsatsen Bevar Barndommen har vi særligt fokus på dine børn, hvis de er under 18 år. 

 

Regionspsykiatrien Vest samarbejder med din kommune

I Regionspsykiatrien Vest samarbejder vi med din kommune og din egen læge - hvis du har brug for hjælp fra kommunen.

Vores mål er, at vi sammen med dig, din familie, din læge og din kommune finder den bedste behandling og løsning til dig.

For at nå det mål har vi forskellige aftaler. De beskriver, hvordan vi samarbejder. På den måde er der ikke tvivl om, hvem der har ansvaret for hvilke opgaver. 


Revideret 23-10-2019