Sådan kommer du i behandling

Du kan blive henvist til Klinik for Bipolar Sygdom fra din egen læge eller fra en praktiserende psykiater. Du kan også blive henvist, hvis du har været i behandling et andet sted i psykiatrien, herunder indlagt på en psykiatrisk afdeling. Vi behandler patienter over 18 år. 

Når vi har modtaget en henvisning, bliver du inviteret til en indledende samtale. Denne indeholder et interview om dit forløb, din tilstand og dine forventninger til behandling. Vi spørger dig blandt andet om, hvilke fysiske og psykiske symptomer du har. Samtalen tager normalt halvanden time.

Vi vurderer, om vi kan behandle dig i klinikken

Efter den indledende samtale vurderer vi, om vi kan tilbyde dig et behandlingsforløb. Hvis vi kan det, udarbejder vi sammen med dig en plan for behandlingen. I den skriver vi de aftaler, vi indgår om din planlagte behandling.

Vi taler med dig om, hvilke mål der skal opnås i behandlingen og hvor lang tid vi forventer, den varer. Sammen justerer vi planen ved behov. Når behandlingen er i gang, kan det undertiden ske, at tegn på andre lidelser bliver synlige. Vi vil i så fald tilbyde dig yderligere undersøgelser for disse.

Kan vi ikke tilbyde dig behandling i klinikken, kan vi rådgive din læge eller psykiater/psykolog om dit videre forløb.

Sådan behandler vi for bipolar sygdom

Behandlingen hos os består af:

  • samtaler
  • medicin
  • psykoedukation (undervisning i din psykiske lidelse)
  • muligvis psykoterapi
  • muligvis ECT
  • muligvis TMS

Du får en fast behandler tilknyttet. I har planlagte samtaler om dine symptomer, din situation og om behandlingen. Ved samtalerne er det også muligt at komme ind på årsagerne til din lidelse, hvordan du kan håndtere dine symptomer og passe på dig selv.

Behandling med medicin og terapi

Formålet med medicinsk behandling er dels at dæmpe dine symptomer på depression eller mani og dels at forebygge, at symptomerne kommer igen.

Hvilken medicin, vi foreslår, afhænger af, om du tidligere har fået medicin og virkningen af den. Vi tager også hensyn til bivirkninger - altså uønskede virkninger af medicinen. Det har også betydning, hvordan din tilstand har udviklet sig.

Noget medicin kræver, at du får taget blodprøver med jævne mellemrum.

I enkelte tilfælde er der mulighed for at få psykoterapi. I Klinik for Bipolar Sygdom foregår psykoterapi oftest i grupper. Vi har forskellige gruppetilbud, og du kan tale med din faste behandler om, hvorvidt ét af dem kan være en idé for dig.

Kontakt

Her kan du finde vej og kontakte Klinik for Bipolar Sygdom.

Aarhus Universitetshospital Psykiatrien, Skejby
Afdeling for Depression og Angst
Palle Juul Jensens Boulevard 175, Indgang K
8200 Aarhus N

destinationsnaal30x30px.png Find vej til Afdeling for Depression og Angst 

mail30x30px.png  Skriv til os via bipolar@rm.dk

telefon1.pngKontakt os på vores hovednummer 7847 2300