I Sengeafsnit 5 har vi speciale i voksne patienter med depression og/eller angst samt patienter med personligheds- og/eller spiseforstyrrelse - herunder emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse også kaldt borderline.  

Patienterne med personlighedsforstyrrelse kan være svært selvskadende. Du kan læse mere om personlighedsforstyrrelser her.

Flere af patienterne i Sengeafsnit 5 har en unipolar sygdom. Ved en unipolar lidelse har patienten i modsætning til en bipolar lidelse udelukkende depressioner.   

Husorden for Sengeafsnit 5 i Afdeling for Depression og Angst

Under indlæggelsen

Sengeafsnittet har 24 sengepladser. Når du er indlagt på afsnittet, får du adgang til opholdsstue med tv, have og forskellige motionsredskaber. Vi sørger også for, at du får sund og nærende mad.

Sengeafsnittet er røgfrit - men der er adgang til et rygerepros i gårdhaven.

Du er velkommen til at medbringe din egen mobiltelefon, bærbar computer eller tablet (f.eks. iPad) under din indlæggelse. Disse medbringes på eget ansvar. Mobiltelefoner må kun anvendes på din stue. Hospitalet yder gratis WIFI, som du kan logge på med.

Kontaktperson i Sengeafsnit 5

Når du kommer til afsnittet, bliver du modtaget af et plejepersonale, som kan være en sygeplejerske, social- og sundhedsassistent, pædagog, ergoterapeut eller fysioterapeut. Vi har en tværfaglig dynamik, som fungerer rigtig godt ift. de behov, som vores patientgruppe kan have.

Vi vil byde dig velkommen og hjælpe dig til rette. Der vil blive udført en indlæggelsessamtale, hvor du bl.a. vil blive spurgt ind til årsag til indlæggelse, forhåndstilkendegivelser og samtykkeerklæring. Du vil endvidere få udleveret diverse foldere med praktiske informationer.

Du bliver ved indlæggelsen tilknyttet et team med to til fire kontaktpersoner. I de perioder, hvor dine kontaktpersoner ikke er til stede, får du en anden medarbejder tilknyttet, som du og/eller dine pårørende er velkomne til at henvende jer ved. En kontaktperson er den, der ved mest om sammenhængen i dit forløb.

Alle ansatte har naturligvis tavshedspligt. 

Der er flere forskellige faggrupper ansat på afdelingen, herunder læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, psykologer, ergoterapeuter, fysioterapeuter, pædagoger, sekretærer og PEER-medarbejdere.

Et åbent/lukket afsnit

Sengeafsnit 5 er som udgangspunkt et åbent afsnit med mulighed for "skærmning". Under skærmning iværksætter vi i en kort periode en ekstra plejeindsats, og afsnittet kan i perioden komme til at fungere som et lukket afsnit.

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte personalet på Sengeafsnit 5.

Kontakt


Sengeafsnit 5
Palle Juul-Jensens Boulevard 175
Indgang K
8200 Aarhus N

Find vej (kort)

Tlf.: 7847 2210


Sengesekretariatet
Tlf.: 7847 2244
Mail: ps.sekretariat.sengeafsnit@rm.dk

 

Afsnitsledelse

Funktionsledende overlæge
Janus Ravn 
Mail: janrav@rm.dk


Afdelingssygeplejerske
Hanne Holm
Mail: hannholm@rm.dk