ECT-enheden hører organisatorisk under Afdeling for Depression og Angst, Klinik for Depression og Mani, men betjener alle afdelingerne i AUH Psykiatrien. 

Hvad er ECT?

ECT er en forkortelse for Electroconvulsive Therapy, det vil sige krampebehandling fremkaldt af elektrisk strøm.

ECT er en sikker og effektiv behandling mod nogle psykiske sygdomme. ECT har været anvendt i mere end 60 år. Tidligere brugte man betegnelsen elektrochok.

Behandling med ECT foregår ved, at hjernen påvirkes med en svag elektrisk strøm, så der opstår et kort krampeanfald. Man er i bedøvelse under behandlingen og oplever derfor ingen smerter eller ubehag.

ECT virker som regel hurtigt. Mange oplever bedring allerede efter få behandlinger.

Hvem kan behandles med ECT?

ECT gives oftest til personer, der lider af svær depression eller mani. ECT kan også bruges til at behandle svære psykoser hos personer med skizofreni eller skizoaffektive lidelser og til at behandle psykotiske forvirringstilstande (delirium).

ECT gives ofte til personer, der ikke har fået det bedre af hverken psykoterapi eller medicin. Det er ofte patienter med svære depressioner. ECT kan både gives under indlæggelse og som led i ambulant behandling. 

Hvordan virker ECT?

ECT stimulerer forskellige områder af hjernen, som er påvirket af sygdom. Forskellige videnskabelige studier viser, at ECT også øger dannelsen af nye hjerneceller.

Din behandling bliver varetaget af et behandlingsteam, der er specialiseret i ECT. Teamet består af plejepersonale, narkosepersonale og en psykiater.

ECT gives som en serie af behandlinger. Hvor mange behandlinger, du skal have, afhænger blandt andet af din diagnose. Hvis du har en
depression, vil du typisk få 8 til 14 behandlinger. Du vil som regel få behandling 2-3 gange om ugen.

Hvilke bivirkninger er der ved ECT?

Ligesom med andre former for behandling, er det forskelligt fra person til person, hvilke bivirkninger man oplever ved ECT. De mest almindelige bivirkninger er:
  • Forvirring.
  • Hovedpine.
  • Ømhed i musklerne.
  • Påvirkning af hukommelsen.

Følelsen af forvirring forsvinder typisk i løbet af en times tid. Hovedpine og muskelømhed kan afhjælpes med et let smertestillende middel (fx Panodil).

Hukommelsen kan være påvirket i den periode, du får ECT. Påvirkningen af hukommelsen varer som regel kun et par uger til en måned efter endt behandling. I sjældne tilfælde kan langtidshukommelsen påvirkes permanent. Hukommelsestab ses ved flere former for psykisk sygdom, og derfor er det uvist, om et hukommelsestab skyldes ECT-behandling eller selve sygdommen.

Da din koncentrationsevne, reaktionsevne, hukommelse og dit overblik kan være nedsat i forbindelse med ECT-behandling, må du ikke køre bil i den periode, du er i behandling med ECT.