Gode råd til dig, der har en spiseforstyrrelse

Hvilke muligheder er der for forebyggelse?

Man kan ikke forebygge spiseforstyrrelser helt. Men man kan gøre en del for at styrke unges psykiske robusthed og skabe sociale miljøer, hvor man anerkender hinandens forskelligheder. 

For ikke at udvikle en spiseforstyrrelse, er det vigtigt at have:

  • Et godt selvværd
  • Gode sociale relationer
  • Normale og fleksible kostvaner
  • Et sundt forhold til sin krop i al dens mangfoldighed.

Fokus på og kommentarer om den unges krop, og hvad han/hun spiser, kan forstærke begyndende symptomer.

Undgå derfor at overmotionere og at have vedvarende fokus på slankekure og vægttab. Det kan nemlig føre til usunde forestillinger om ”den rigtige krop” og fejlagtig viden om, hvad det vil sige at spise sundt og varieret. Det gælder både i familier men også på skoler og i sportsklubber.

Hvad kan du selv gøre, hvis du lider af en spiseforstyrrelse?

Arbejd med dit forhold til mad

  • Følg din kostplan, hvis du har fået udarbejdet en
  • Sørg for at spise regelmæssigt, varieret og i passende mængder
  • Accepter, at du i en periode af dit liv skal prioritere at følge en kostplan - selvom du ikke har lyst.

Sæt små realistiske mål

Prøv at sætte små realistiske mål op for dig selv. Målene skal pege i retning af at spise normalt og begrænse din spiseforstyrrelsesadfærd.

Tal med familie, venner og andre pårørende

  • Fortæl, hvad du har det svært med
  • Fortæl, hvilken støtte, du har brug for
  • Brug andre selvom de måske ikke kender til eller forstår, hvad det vil sige at have en spiseforstyrrelse
  • Vær åben om din sygdom, når det er hensigtsmæssigt. At være åben betyder ikke, at du skal fortælle alting.

Indstil dig på, at det tager tid at blive rask

  • Indstil dig på, at det kan være meget udfordrende at blive rask – men det er muligt
  • Accepter, at du i en periode måske ikke har overskud til så mange aktiviteter som tidligere
  • Accepter, at der bag sygdommen kan ligge belastninger, som du tidligere har haft svært ved at tackle
  • Anerkend, at forandringer kan give anledning til uro og angst.
    Hav tillid til, at du kan blive rask.

Henriks fortælling: "Jeg gik bogstavelig talt væk fra bulimien"

"27 år fandt jeg tryghed i bulimi. Det var en hemmelig følgesvend og en fast del af mit liv at spise og kaste op. I 2015 blev jeg "opdaget" og følte mig pinlig og flov. Opdagelsen gjorde dog, at jeg kunne se på bulimien, som noget jeg ville væk fra. Min løsning blev at gå lange ture.

Hvor jeg tidligere - efter aftensmaden - gik direkte på toilettet, begyndte jeg at gå ud af døren og ud i den friske luft. Uanset vejret gik jeg. Jeg fik ro af at gå. Når jeg gik, kunne jeg tænke på noget godt og fik styr på følelser og fornemmelser.

Jeg er i dag taknemmelig for, jeg blev opdaget, og stolt af at jeg ikke nøjedes med at tænke, at jeg ville væk fra et liv med bulimi. Jeg gjorde noget - jeg gik. I dag er bulimien fortid."

- Henrik

Podcasts

Nadja har BED

I denne episode kan du høre Nadjas personlige historie om at leve med BED: Nadja og de 170 kg - en personlige beretning om livet med BED

Episoden udkom i 2020 og er en del af podcasten Detox din hjerne

Tekst på denne side er opdateret november 2021 (version 1.05).

Senest revideret af Line Ranzau Hansen, ledende overlæge ved Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser.

Direkte link til vores sider om spiseforstyrrelser: www.spis1.ps.rm.dk