25. august 2016

I dag afsluttes den ottende sommerskole for sygeplejerskestuderende. Personlige patientfortællinger har berørt de studerende og samtidig givet dem et autentisk og levende indblik i psykiatrien.

Således fortæller sygeplejerskestuderende Gunver, hvordan mandagens patientoplæg fra en tidligere patient, der har lidt af en personlighedsforstyrrelse og som i den forbindelse har været i et flerårigt forløb med lange indlæggelsesperioder på psykiatrisk hospital, har gjort stort indtryk på hende personligt.

Ligeledes understreger Jonas, SOSU-assistent og sygeplejerskestuderende på modul 11, at han synes det er rigtigt dejligt at høre om, at det faktisk sker, at en tidligere psykiatrisk patient, der har været indlagt i mange år kan komme til at leve et helt normalt liv efterfølgende. For Jonas har sommerskolen desuden betydet, at han nu er endnu mere sikker på, at psykiatrien er hans kald.

Inge Okkels, sygeplejerske og arrangør af sommerskolen, mener da også, at sommerskolen virker som rekrutteringstiltag, da den i høj grad formidler stor indsigt i psykiatrien og viser "en lidt bredere vifte af, hvad man også kan komme til at beskæftige sig med, hvis man vælger psykiatrien". Yderligere håber hun på, at de studerende på sommerskolen i løbet af ugen får en oplevelse af psykiatrien som et sted, der rummer talrige muligheder for fordybelse i rigtig mange retninger – såvel klinisk som forskningsmæssigt.

Sommerskolen afholdes igen i august 2017. Det er gratis at deltage og du kan holde dig opdateret i forhold til tilmelding i løbet af foråret her på skarpehjerner.dk